Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mr. Copenhagen tipper: Vinterferietips til hyggelige dagsudflugter

Af Mathilde Mågård Hansen
Dark Sky Foto Tage Klee
Dark Sky Foto Tage Klee

De næste par uger står i vinterens tegn før den første forårsmåned dukker op i kalenderen.

Om du har en uges fri eller blot et par fridage, så kommer her gode idéer til oplevelser med udflugter til Vest, Nord- og Sydsjælland samt Møn.

MigogKbh er teamet op med Henrik Thierlein, tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år, og i dag rådgiver inden for turisme, presse og gastronomi.

Han kender om nogen dansk turisme, og han har været med til at sætte en solidt aftryk på den internationale presses omtale af vores elskede hovedstad lige siden.

I 2020 kunne vi læse hans guider til sommerferie både i og udenfor København, hans efterårsferieguide til Jylland og nu er tiden kommet til vinterens aktiviteter på Vest, Nord- og Sydsjælland samt Møn.

Læs også hans seneste guide til en hyggelig vinterferie i København lige her.

Møns Klint Foto PR

Hjemmelavet herregårds-spiritus på vej til Møns Klint

Danmarks nok største naturfænomen Møns Klint ligger kun 1 time og 45 minutters kørsel fra Københavns Rådhusplads.

Mens Geocentret Møn åbner for sæsonen i marts, så er klinten åben hele vinteren og der er fem trapper ned til stranden, hvilket betyder friske vandreture med imponerende udsigter over havet og den hvide klint, der tårner sig op helt tæt på stranden.

På vej til Møns Klint kommer man forbi den lokale ildsjæls café, David’s, i den hyggelige handelsby, Stege. Køb “de fire små smørrebrød” og lokal øl fra Bryghuset Møn eller vand fra klintens kilde på vej ud til UNESCO verdensarvs-klinten med de mange trapper ned til stranden og det imponerende vue over Østersøen 128 meter over havet.

Oplev Klinteskoven, Dark Sky fænomenet og ofte kan man se vandrefalken jage omkring den hvide klint, hvis aflejringer, blev dannet i slutningen af kridttiden for ca. 75 millioner år siden. Husk kikkerten.

Er du på vej mod København, så drej af lige når du kommer over broen fra Møn og kør 25 min nordpå og læg vejen forbi Radius Distillery på Oremandsgaard Gods nær Præstø. Her kan du købe deres egen fadlagrede whisky og gin.

42 ton æbler blev i 2020 indleveret af naboerne, som de tre entusiaster Kristian, Flemming og August på herregården har fremtryllet æblebrandy af – en form for dansk Calvados.

Ingen grund til at drømme sig til det franske departement i Normandiet af samme navn, når danske æbler er verdens bedste.

Foto Radius Distillery Facebook

Vingårdsudsalg og naturoplevelser på Vestsjælland

Halvanden time vestpå mod færgerne til Samsø, Sejerø og Æbletoft/Aarhus danner 13 landmarks tilsammen ruten Røsnæs Rundt.

To af de 13 landmarks, Naturrummet og Aktivitetshuset på Havnen, er bygninger i landskabet.

De andre landmarks er små opholdssteder udført i træ, der iscenesætter landskabet og fortæller en historie om netop dette særlige sted på naturskønne Røsnæs.

På vej ud til fyret ligger Dyrehøj Vingaard, som er åben fire gange om ugen og nærliggende Barfod Vin har salg af vin i weekenden.

Ikke langt herfra nordpå ligger UNESCO Geopark Odsherred. Find og download app’en Geopark Odsherred, hvor Vejrhøj, områdets højeste punkt og et såkaldt hotspot i app’en, hvor udsigten fra højen er rekonstrueret i 3D i fire meget forskellige tidsnedslag gennem 25.000 år.

Kører du længere nordpå ligger Danmarks ældste landsby, Sidinge, med gårdbutikken, der blandt andet sælger hvidtjørnsaft fra egen lund lavet af nationaltræet i Odsherred.

På vej ud til Molslinjen på naturskønne Sjællands Odde ligger to steder til proviantering – nemlig de prisvindende dessert- og hedvine fra Ørnberg Vin, der har åbent fire gange om ugen.

Find også Honningurt med dørsalg, når flaget er ude af lokal honning og forskellige syltesager, hvor der kun bruges honning til sødning – kvalitetsmærket af Geopark Odsherred.

Skulle flaget ikke være ude, så kør til den lokale Superbrugsen Odden, der også sælger smagen af Odsherred.

Nu har du kun 30 km til Rørvig-færgen, der sejler de kun 25 min til Hundested på Nordsjælland.

Restaurant Tinggaarden. Foto PR

Nordsjællands skulpturpark, gourmet og fiskefrikadeller på havnen

Har du lejet et sommerhus langs kysten eller blot på vej videre, så kør forbi en legende i det nordsjællandske køkken – nemlig tv-darling, kok og restauratør Jan Friis-Mikkelsen.

Den smukke firlængede bindingsværksgård Restaurant Tinggarden ligger kun 20 minutter fra færgen.

Torsdag-lørdag pakker Jan & Co. en treretters inkl. en happer med alt fra fritgående, gerne økologiske dyr og fisk fra danske farvande, som du kan tage med hjem eller med videre på turen rundt på Nordsjælland og varme om aftenen.

Savner du Frankrig og i særdeleshed egnen omkring Strasbourg, så tilkøb osten. Her kommer langt de fleste oste nemlig fra til huset legendariske ostebræt.

Nu er det tid til at komme videre langs kysten.

Rudolph Tegner’s Museum & Statue Park i Dronningmølle, mellem Hornbæk og Gilleleje, ligger i et lyngbevokset landskab kaldet Rusland og rummer 14 af Tegners værker, der står i den barske natur med udsigt til vandet og med himmel og lyng som baggrund.

Kør nu ud til kysten på havnen i Gilleleje.

Her ligger Sjællands største fiskebutik, Adamsen’s Fisk, der har åben alle dage fra kl. 11-18. Den har eksisteret siden 1965 og ejes af tredje generation.

Snup en hjemmelavet fiskefrikadelle, fiskefilet eller fish ’n’ chips med tatar sauce og sæt dig et sted langs havens både eller kør forbi Restaurant Gilleleje Havn og lad dig overraske, hvad de tre kokkeelever har lavet fra deres kokkebog. Hver uge nye rette to go fra elevernes pensum på kokkeuddannelsen.

Foto Adamsens fisk & Deli Facebook

Tre Nordsjællandske slotsanlæg med friske traveture

Er du på vej mod Helsingør, så indtag kaffen på Strandvejsristeriet ved foden af Kronborg Slot.

Få kaffetørsten stillet med en gåtur omkring det historisk slot, hvis søbatterier kan besøges fra solopgang til solnedgang.

Videre sydpå via Fredensborg, hvor de 4,5 kilometer rundt i slotsparken og ned til Esrum Sø er en oplevelse i historiske og royal omgivelser.

Tæt på slottet finder du takeaway fra Madkollektivet i Slotsgade 3 og Country Market i Jernbanegade 3.

Har du ikke fået nok af frisk luft, så er Danmarks Versaille klar til at imponere dig i Frederiksborg Slotshave med det prægtige barok- og romantiske anlæg på 98 hektar, hvoraf 33 er søer og damme.

Hvis du vil have mere af vide om barokhavens historie, kan du benytte havens mobilguide. Seks steder i barokhaven kan du få fortalt historien om anlæggets historie, udformning og tilblivelse.

Fredensborg Slotshave i Nordsjælland er et af Danmarks mest storslåede haveanlæg. Haverne er et eksempel på den pompøse barokstil, kendt fra Versailles ved Paris. Foto Thomas Rahbek

Som du kan se, så er der ingen grund til at savne turen til udlandet med disse fire udflugter ud på Sjælland og Møn.

Bo hjemme eller på en af mange hoteller i nærliggende København, hvor du i artiklen Mr. Copenhagen tipper til vinterferie i København anbefales 7 hoteller.

God ferie!

Hvad: Vinterferietips med Mr. Copenhagen aka. Henrik Thierlein
Hvor: Udflugter til Vest, Nord- og Sydsjælland samt Møn
Hvornår: Vinterferien 2021
Hvordan: Følg Henrik Thierlein på hans nye Instagram-profil med tips og tricks til København og omegn

Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram

Del artikel

Andre læser også