MigogKbh Nyt 👋

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.📆💎
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh. 🍣🎺
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.💰👌

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

MigogKbh guider: De 10 bedste billige spisesteder i byen

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto Gorda Empanadas Facebook
Foto Gorda Empanadas Facebook

Der findes et ocean af gode spisesteder i København.

Lige fra en enkelt 3-stjernet Michelin-restaurant til små food trucks på Nørrebro.

Alle kan de noget, og hvor vi dog elsker dem alle sammen.

Skal du dog ikke ud og bruge flere hundrede kroner på et måltid, så har vi her samlet ti gode spisesteder, hvor du kan få et fremragende måltid for under 100 kr. – eller lige deromkring.


Foto Mathilde Mågård Hansen

Poulette

For et par måneder siden fik byen en ny konge af Fried Chicken, og den hedder Poulette.

Bag Poulette står der faktisk ikke bare én – men to konger.

Det er nemlig Martin og Jesper, der har også har naturvinsbaren, Pompette ved siden af, som står bag de sprøde sager.

Der findes utallige varianter af den guddommelige spise: koreansk, sydamerikansk og så videre, men denne her er helt sin egen.

”Vi har ikke låst os fast på noget bestemt. Vi laver den bare, som vi bedst selv kan lide den,” fortalte de to tilbage i januar.

Og god smag – det må man altså give dem, at de har.

Sprød udenpå, saftig indeni, en lille smule spicy og lidt pickles til at binde det hele sammen i en luftig brichebolle. Mums!

Hvor: Møllegade 1, 2200 København N


Foto Mathilde Mågård Hansen

Nam Nam

Man skal lidt vide, at den ligger der, for selvom det ydre Valby er et spirende område, så tager de færreste turen ned ad Gammel Køge Landevej efter aftensmad.

Men det burde du.

Her ligger nemlig Nam Nam – en ægte familieejet biks, der laver guddommelig vietnamesisk takeaway.

Hovedattraktionen er den vietnamesiske ”nationalret”, Phở, som er en varm suppe, der har simret i 12 timer på oksenøgleben.

Herefter tilsættes frisk kød, grøntsager og risnudler, der tilberedes i den varmesuppe – og så er det ellers bare med at slubre løs.

Ellers står menuen på lækre, håndlavede forårsruller, stegte nudler, en frisk nudelsalat og den velkendte Báhn Mì – alt til under 100 kr.

Hvor: Gammel Køge Landevej 22S, 2500 Valby


Foto PR

Mexihagen

Den lille foodtruck, Mexihagen, står mellem Nørrebro Bycenter og den gamle Lygten Stationsbygning.

Bag disken finder du de to tidligere kuffertdrenge, Benjamin og Asger, som laver de vildeste tacos fyldt med ost og god smag.

Maden er mexicansk og tager udgangspunkt i den traditionelle, krydrede stew, birria, som mexicanerne har spist i årtier – måske mere.

Opskriften har de snoet ud af en ældre, mexicansk dame fra New York, som selv har arvet den og stået i et gadekøkken.

Hun har heldigvis vidst, hvad hun lavede, for opskriften smager både himmelsk og er virkelig snasket.

Hvor: Pladsen mellem Nørrebro Bycenter og den gamle Lygten Stationsbygning


Foto Mathilde Mågård Hansen

Holy Krapow

På en lille sidegade på Vesterbro ligger Holy Krapow, og selvom de har noget, der kunne være verdens mindste menukort – så er det dælme godt.

De serverer nemlig en enkel ret, og det er Pad Krapow, som man vist godt kan kalde den thailandske nationalret, der bliver spist hele dagen.

”Pad” betyder stegt og ”Krapow” refererer til den særlige thailandske basilikum, der er brugt – så ved du det.

Retten er helt simpel med ris, stir fry af enten svinekød, oksekød, kylling eller svampe og så toppet med et spejlæg.

Det er ægget, der ligesom binder hele retten sammen, og du kan du selv bestemme hvor stærk, den skal være.

Historien er god men smagen – den er et helt kapitel for sig.

Spicy og cremet som man drømmer om, og bare ikke så mange dikkedarer.

Hvad hemmeligheden er bag Holy Krapows udgave fortæller Sofie naturligvis ikke, men MigogKbh kan altså konstatere, det fungerer.

Hvor: Sankt Jørgens Allé 6, 1615 København V


Gorda Empanadas Foto Gorda Empanadas Instagram

Gorda Empanadas 

Hos Gorda Empanadas på Vesterbro kan du få en lille bid af Argentina.

De slog dørene op for to år siden, hvor man kunne smovse syd- og latinamerikas yndlingshapser – nemlig empanadas.

Dem serverer de stadig, men de har også udvidet med en tasting menu, hvor du kommer endnu mere rundt om latinamerikansk mad – uden det hele behøver at bestå af tacos, som vi måske kender det.

Smag bl.a. croquetter, ceviche og sprøde yuca fries.

Prisen er lige så god som deres drinks – du får nemlig 7 retter for kun 275 kr. pr. person.

Hvor: Enghavevej 5, Vesterbro


Foto PR

Phago

Du behøver faktisk ikke rejse hele vejen til Middelhavets kyst, hvis du drømmer om lækker og smagfuld mad derfra.

På Nørrebro finder du nemlig Phago – et ægte og autentisk street food køkken, som har specialiseret sig i de samme gode smage.

Alt bliver lavet i det lille køkken ude bagved, og deres hjemmelavede, surdejsfladbrød er klart deres specialitet.

”Vi fylder dem med både baba ganoush og romesco, som er meget karakteristisk for Middelhavskøkkenet. Så får de lidt grøntsager og så kan man vælge mellem lam, kylling eller falafel,” fortalte Nis, som står bag Phago, tilbage i februar.

Helt lige til – men bare super lækkert.

Hvor: Fælledvej 15, 2200 København N


Foto Mathilde Mågård Hansen

La Tre Street Kitchen

La Tre er en lille vietnamesisk perle i Indre By, som vi ikke har fortalt meget om, men det bliver der snart lavet om på.

I køkkenet finder du to indonesiske gutter, der har en fortid hos Kiin Kiin og VeVe, og de har altså styr på deres kram.

Halvdelen af menukortet er vegetarisk, som er helt i naturligt i Indonesien, hvor de begge kommer fra.

Især deres Bánh Mì, stir-fry og deres hjemmelavede kombucha får vores bedste anbefalinger.

Hvor: Studiestræde 11, 1455 København K


Velkommen på Babbo-ria Foto Rasmus Kramer Schou

Babboria

Babbo-ria er lidt af det hele.

Seriøs bagerbutik og morgenmads-joint om dagen, frokostrestaurant henover middag og ægte restaurant, når klokken slår sulten igen.

Plus lidt vinbar, dagligstue, kagefabrik, hygge-hang-out og alt derimellem.

Her er overvejende gult indrettet, PacMan-spillemaskine, hyggehjørner, mel på det rustikt slidte betongulv, et fælles langbord i mørkt træ og en diskokugle.

Generelt er alt hjemmelavet på Babbo-ria – fra yoghurt til Limoncello – og priserne taget i betragtning får man seriøs god kvalitet for sine penge.

Især deres pastaretter og pizzaer til aften kan vist få mundvandet til at løbe hos de fleste.

Hvor: Godthåbsvej 10A, 2000 Frederiksberg


Foto PR

Gasoline Grill

Det virker næsten tosset, at verdens bedste burger og er på listen over Københavns bedste billige spisesteder – men det er den altså.

Den koster nemlig bare 80 kr.

Gasoline Grill åbnede sin første burgerbar i lokalerne til en gammel tankstation på Landgreven i København for fem år siden.

I dag finder du du dem syv forskellige steder i København, og lige om lidt også i Tivoli.

Bag konceptet står Klaus Wittrup, der, som erklæret burgerfan, ønskede at bringe en helt enkel og autentisk burger i høj kvalitet til markedet.

Hos Gasoline Grill er både pomfritter, bolle, ost, grønt og kød økologisk. Kødet hakkes hos Gasoline Grill samme dag, som det bliver stegt som bøf til burgeren og når der ikke er mere kød tilbage, lukker butikkerne.

Hvor: Find din nærmeste Gasoline Grill lige her


Dürüm Symfoni

En durum behøver absolut ikke kun være dårlig natmad.

Ikke hvis den er lavet ordentligt, og det er den her.

Fladbrødene bliver bagt på bestilling, kødet smager dejligt krydret og så er den fyldt med hjemmelavet dressing og grøntsager.

Du kan også vælge at få den med hummus, feta eller tzatziki.

Ja, det er næsten en helt lille kebab-symfoni.

Hvor: Nørrebrogade 104, 2200 København N


Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram