Billetsalget er startet: Kom med til 10 dages ølfestival midt i København

Så er det nu, at du skal spidse ører, hvis du er glad for god øl.
Copenhagen Beer Week har nemlig lanceret første del af programmet til årets ølfestival i maj, og det betyder på flere spændende events.
Glæd dig bl.a. til Verdens Største Virtuelle Smagning på plænen i Tivoli og Mikkeller Beer Celebration i Øksnehallen.

Beer walks, smagninger og ølmiddage
Copenhagen Beer Week fejrer den danske ølkultur og alle dem, der brygger, producerer, sælger og formidler øl, når festivalen og dens partnere får København til at bruse med spændende og velsmagende øloplevelser på tværs af hele byen.
Programmet til årets festival består af velsmagende øloplevelser på tværs af Københavns mange barer, restauranter, museer, gallerier og kunstinstitutioner.
”København står stærkt som én af Europas absolut bedste øl-byer, fordi vi både har talrige store og små bryggerier samt fantastiske restauranter, der virkelig gør sig umage med ølparringer til deres menuer og en masse rigtig kloge mennesker, der arbejder benhårdt for at fremme ølscenen i København og Danmark.
Og det er lige præcis dét, vi vil vise vores publikum til Copenhagen Beer Week”, fortæller festivalchef Christian Thomsen.
Du kan blandt andet at sikre dig billet til lærerige ølsmagninger på Nørrebro Bryghus og Mikkellers naturskønne bryggeri Baghaven.
Samtidig kan man opleve smagfulde beertails hos Carl’s spisehus, velsmagende gåture med Beerwalks eller en festlig ølmiddag, når Folkehuset Absalon inviterer til Friday Night Delight Øl Special.
Årets festival skydes officielt igang onsdag den 11. maj, og i weekenden den 13.-14. maj, kan man både opleve Mikkeller Beer Celebration i Øksnehallen, Verdens Største Virtuelle Smagning på plænen i Tivoli og ØlTorvet på Israels Plads, hvor nogle af landets bedste bryggerier står klar til at åbne ølhanerne.
På ØlTorvet vil der også være mulighed for at smage den officielle festivaløl, der er udviklet i samarbejde mellem Alefarm Brewing, BrygBrygBryg og Meny’s Øllaug.
Billetter købes via Copenhagen Beer Weeks hjemmeside.
Hvad: Copenhagen Beer Week
Hvor: Flere steder i København
Hvornår: Den 11. – 21. maj 2022
Hvordan: Billetter købes via Copenhagen Beer Weeks hjemmeside