Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

10 ting vi glæder os til: Det kan du lave i København i august

Af Mathilde Mågård Hansen
Street Food om Søerne. Foto Liv Kastrup
Street Food om Søerne. Foto Liv Kastrup

August markerer muligvis afslutningen på sommerferien, men det betyder heldigvis ikke, at der ikke er noget at lave.

København er nemlig spækket med spændende og sjove oplevelser.

Vi guider til vores ti favoritter her.

Husk at du altid kan finde masser af inspiration til fede events i København i vores store eventkalender.

Foto: PR, Stella Polaris

Stella Polaris

Det er for længst blevet en tradition, at københavnerne forkæles med elektroniske toner hver sommer, når Stella Polaris fyrer op for et stort gratis musik-event under åben himmel.

Fyldt med kolde drinks og flere forskellige food trucks.

I Frederiksberg Have opstilles to scener, barer, madboder og aktiviteter for børn, og der er altså lagt op til en festlig dag for folk i alle aldre.

Eventen begynder klokken 12 og varer helt til klokken 21, og der er gratis adgang hele dagen, så man kan komme og gå, når man vil.

Der er god grund til at pakke picnictæppet, huske solcremen og krydse fingre for lækkert sommervejr, for Stella Polaris plejer at være en hamrende hyggelig sommerbegivenhed, hvor man har lyst til at blive hængende i flere timer.

Se hele programmet på stella-polaris.dk.

Hvad: Stella Polaris
Hvor: Frederiksberg Have, Frederiksberg
Hvornår: Lørdag 5. august 2023

Copenhagen Historic Grand Prix. Foto: Kasper Kjøller, Racelens

Copenhagen Historic Grand Prix

I weekenden 4. til 6. august trædes speederen atter i bund.

Copenhagen Historic Grand Prix vender tilbage for 22. gang og fylder Bellahøj i København med et hav af fede oplevelser.

Der er garanti for både action, dramatik, fuld fart og masser af underholdning, for det velbesøgte event er et af de største sportsarrangementer i hovedstaden.

Tag endelig familien med! Der er nemlig masser at opleve for både store og små.

Copenhagen Historic Grand Prix er flagskibet i dansk motorsport og byder i løbet af de tre dage på en lang række racerløb, men det er bestemt ikke det eneste, der er på programmet.

Når startskuddet denne gang lyder til det populære event, er der også sørget for familieområder med masser af aktiviteter for børn og deres voksne.

Billetter til CHGP 2022 d. 5.-7. august kan købes her.

Hvad: Copenhagen Historic Grand Prix
Hvor: Bellahøj
Hvornår: Fra d. 5-7. august 2022
Hvor meget: Billetpriser fra 325 kr. eksl. billetgebyr
Hvordan:
 Læs mere her

Street Food om Søerne. Foto Tue Søiberg

Street Food om Søerne

Det sprang fuldkommen i luften, da Street Food om Søerne fandt på idéen, og igen sidste år da konceptet vendte tilbage.

Det er da også noget nær genialt at kombinere de to ting, som København gør allerbedst.

Nemlig street food og vores smukke søer.

Årets Street Food om Søerne kommer til at finde sted fra d. 17. til d. 20. august, og her kan du godt glæde dig til så vanvittig meget god street food, at søerne bliver fyldt med mundvand.

Læs mere om årets festival på Facebook lige her.

Her bliver der også løbende annonceret hvilke stadeholdere, der kommer til at deltage på årets festival.

Hvad: Street Food om Søerne
Hvor: På gang- og cykelstierne ved Peblinge og Sortedam Dossering
Hvornår: Den 17.-20. august 2023

The Macallan Derby

I England er de vilde med traditioner, prestige, høje hatte og hurtige heste, hvor både kendte og kongelige valfarter til væddeløbsbanerne for at se de nervepirrende hestevæddeløb.

Det er dog også en anledning til at finde sit allerfineste tøj frem og drikke massevis af rosé og champagne i skønne omgivelser.

Oplevelsen er ingen undtagelse, når Klampenborg Galopbane for 114. år i træk afholder det historiske galopløb The Macallan Derby lørdag d. 5. august, hvor det forventes, at 5-6.000 mennesker vil samles til den storslåede folkefest.

Derbyet kaldes også for ‘kampen om det blå bånd’, fordi vinderen sammen med førstepræmien på kr. 500.000, en stor ærespræmie, et sejrsdækken, modtager en laurbærkrans prydet med et blåt silkebånd.

Du kan på ingen måde komme for festligt påklædt til The Macallen Derby hestevæddeløb. Tænk farvestrålende kjoler, prangende hatte og dit bedste jakkesæt, når du klæder dig på.

Traditionen tro, vil der være præmier til den bedste klædte kvinde, mand og par.

Hvad: The Macallan Derby
Hvor: Klampenborg Galopbane
Hvornår: Lørdag d. 5. august 2023

Foto PR

AiaSound

Hvad får du, hvis du sammensætter Tomorrowlands eskapistiske stemning med Coachellas bohemian summervibe?

Intet mindre end Amagers helt egen festival, AiaSound.

AiaSound er klar med den ultimative festivaloplevelse, som skaber uforglemmelige oplevelser i grønne omgivelser, når de vildeste lysshows og store verdensstjerner smelter sammen i enorm festivaleufori.

AiaSound løber af stablen fra 10. til 12. august på Tiøren, og præsenterer et imponerende line-up af store danske og internationale kunstnere.

Blandt de udenlandske hovednavne kan du glæde dig til at opleve Ne-Yo, James Hype og Icona Pop og danske kunstnere som Medina, Morten Breum og Artigeardit.

Billetter til festivalen kan købes her.

Hvad: AiaSound Festival
Hvor: Tiøren, Amager
Hvornår: Fra d. 10 – 12. august 2023

Foto: PR, Copenhagen Pride

Copenhagen Pride

Fra 12. til 20. august indhylles København endnu en gang i alle regnbuens farver, når Copenhagen Pride løber af stablen.

Årets store program er netop blevet offentliggjort, og der er masser at se frem til.

Igen i år vil der være forskellige Pride-scener rundt omkring i byen, hvor alle er velkomne.

De største placeres traditionen tro på Rådhuspladsen, der i ni dage forvandles til Pride Square, ligesom der vil være scener på Regnbuepladsen.

Også Huset-KBH og Grand Teatret er blandt de steder, som danner rammen om flere aktiviteter

Det hele skydes i gang med Pride Week Åbningsshow lørdag 12. august, hvor Chantal Al-Arab vil være vært, og du kan opleve både DJs, drags og live-musik.

Læs mere og se hele programmet her.

Hvad: Copenhagen Pride
Hvor: Over hele byen men primært på Rådhuspladsen
Hvornår: Fra 12. til 20. august 2023

Foto PR, Facebook

Kulturhavn Festival

Kulturhavn Festival indtager atter byen, og igen i år kan du se frem til stribevis af sjove aktiviteter langs Københavns Havn.

Festivalen løber af stablen fra den 26. – 27. august, hvor publikum har mulighed for at gå ombord i et væld aktiviteter med havnen og de blå byrum i centrum.

Der er fri entré på Kulturhavn Festival – dog kan enkelte events kræve tilmelding.

Som festivalgæst får du et kig ind i eksisterende fællesskaber og muligheden for at fordybe dig i workshops, bevægelse og guidede udflugter i og omkring havnen.

Du kan opleve musik, teater og poesi og lade dig overraske af spændende projekter, der lever og dyrkes i Københavns Havn. Programmet byder på et hav af spændende og sjove aktiviter – alle med havnen i fokus.

Tag endelig også gerne ungerne med, for der bliver planlagt flere spændende aktiviteter for dem.

Se hele programmet på deres hjemmeside her.

Hvad: Kulturhavn Festival
Hvor: Teglholm Brygge i Sydhavnen og ved Orientkaj st. i Nordhavn
Hvornår: 26. – 27. august 2023

Loppemarked på Rådhuspladsen. Foto: PR

Loppemarked på Rådhuspladsen

Nu skal der igen jagtes lopper og gøres gode handler midt i København.

Denne gang på byens mest kendte plads.

Tre søndage, som ligger i henholdsvis august, september og oktober, rykker stribevis af boder ind på Rådhuspladsen, og her kan du shoppe genbrugssager i lange baner.

Det sker søndag 6. august, søndag 3. september og søndag 1. oktober.

Er du vild med at shoppe brugt frem for nyt, skal du altså sætte store krydser i kalenderen disse dage.

Der vil være mange boder at gå på opdagelse i alle tre dage – faktisk hele 140, så du skal nok sætte god tid af til loppejagten, hvis du vil kigge det hele igennem.

Der er gratis adgang.

Hvad: Loppemarked
Hvor: Rådhuspladsen, København
Hvornår: Søndag 6. august, søndag 3. september og søndag 1. oktober 2023 kl. 9-16

Foto Thomas Flindt Pedersen

Copenhagen Cooking

Glæd dig til magiske øjeblikke i byens rum, for du er inviteret med til bords, når Copenhagen Cooking løber af stablen fra den 18. til den 27. august. 

Du kan opleve et væld af langbordsmiddage, der snor sig gennem byen, pop-ups, workshops, markeder, smagninger, debatter, battles, kurser og meget mere, når alle madveje fører til København i hele lækre 10 dage.

Under festivalen kan du bl.a. møde en perlerække af kendte, danske stjernekokke.

Copenhagen Cooking forventer omkring 100.000 besøgende til festivalen, der vil byde på flere end 100 begivenheder.

Du kan for eksempel vis se frem til bl.a. Sushi Anaba ”Senses” med Mads Battefeld, sushi og strygere, Frederiksberg Høstfest med bl.a Lola, Fasangården, Henrik Jyrk og Hahnnemanns Køkken, smørrebrødets dag og meget, meget mere. 

Se hele programmet her

Hvad: Copenhagen Cooking
Hvor: Over hele København
Hvornår: Fra den 18. til den 27. august 2023

Nu rammer Uhørt Festival skateparken på Enghavevej. Foto: PR, Esteban Herencia Bohn

Uhørt

Er du typen, der holder af at opdage ny musik før alle andre, vil du helt sikkert elske Uhørt.

Festivalen, der i år kan opleves for 11. gang, har mere end 40 upcoming, danske navne på plakaten, når den indtager Copenhagen Skatepark på Enghavevej.

Det er 17. til 19. august, der skal sættes kryds i kalenderen.

Se årets line-up og køb billet her.

Hvad: Uhørt
Hvor: Enghavevej 80, København SV
Hvornår: 17. til 19. august 2023

Del artikel

Andre læser også