MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

12 ting til weekenden: Vinfestival, bilfri søndag og loppemarked i Jægersborggade

Af Maise Molberg
Foto PR
Foto PR

Er du klar til weekenden?

Det er København i hvert fald!

Der sker mange sjove og spændende ting rundt omkring i byen, og vi har samlet 12 af de fedeste lige her.

Husk at du også altid kan få inspiration til at bruge byen i MigogKbhs kalender.

God weekend!

Foto: Nørrebro Lokaludvalg

Bilfri søndag på Nørrebro

Til daglig er Nørrebrogade fuld af trafik og motorstøj, men søndag den 15. september bliver der anderledes fredeligt på den travle færdselsåre.

Her holder man bilfri søndag – præcis som man gjorde det under oliekrisen i 1970’erne.

Nørrebrogade spærres for trafik fra Borgmestervangen ved Nørrebro Station til Dronning Louises Bro, så der kan leges, hygges og handles på asfalten.

Fra omkring klokken 14.30 rykker gadens foreninger og aktører ud på asfalten med aktiviteter for både børn og voksne, og der bliver rig mulighed for at dekorere gaden i flotte farver.

Arrangørerne har nemlig også denne gang sørget for hele 5.000 stykker kridt, så de, der har lyst, kan slippe deres indre kunstenere løs og være med til at lave et kæmpe kridtmaleri.

Bilfri Søndag har et hav af hyggelige oplevelser på programmet, og du kan bl.a. komme med til høstmarked og loppemarked, se danseopvisning eller vrikke med hofterne til et sambaorkester.

Følg med på Facebook, hvor arrangørerne kommer med opdateringer om dagens aktiviteter.

Nørrebrogade åbnes for biler og busser kl. 19.

Hvad: Bilfri søndag
Hvor: Nørrebrogade, 2200 København N
Hvornår: Søndag d. 15. september 2024 kl. 14.30-19

Foto PR

Gratis pizza slices og kaffe på Darcys Kaffe

På Nørrebro ligger der mange succesfulde caféer.

En af dem er Darcys Kaffe på Rantzausgade, som gennem en årrække har serveret god kaffe, boller med ost og lækkert bagværk.

Fremover kan du også finde Darcys Kaffe på Vesterbro. Torsdag den 12. september åbner de nemlig endnu en café på Sønder Boulevard med

På den nye cafe får den gode kaffe fortsat en central placering, men her bliver der også plads til et aftenmenukort og servering af øl og vin.

I fadølshanen løber der Blågårdspilsner medbragt fra Nørrebro, men er man ikke til øl, så har de også vine fra hele verden, og deres hjemmelavede sodavand er altid på køl.

Torsdag d. 12. september åbner de med lækker pizza og hjemmelavet tiramisu på aftenmenuen, og derudover bliver åbningen fejret  lørdag d. 14. og søndag d. 15. september, hvor de lørdag mellem kl. 17 og 18 giver gratis pizza til de 100 første gæster.

Søndag er der gratis kaffe til de morgenfriske mellem kl. 10 og 12.

Læs mere om åbningen her.

Hvad: Darcys Kaffe åbner på Vesterbro
Hvor: Sønder Boulevard 43, 1720 København V
Hvornår: Åbner torsdag d. 12. september og fejrer det lørdag den 14. og søndag den 15. september

Smukke skulpturer på Thorvaldsens Museum. Foto: PR, Thorvaldsens Museum

Gratis adgang til mere end 200 museer

Er du mellem 18 og 27 år og kunst- eller kulturinteresseret, så kan du godt begynde at glæde dig.

Du kan nemlig besøge mere end 200 museer i hele Danmark kvit og frit i uge 37.

Anledningen er det landsdækkende initiativ K7, som giver alle under 28 år gratis adgang til museer, kunsthaller og oplevelsescentre over hele landet.

Fra 9.-15. september 2024 kan du således tage alle dine venner under under armen og få en solid kulturinsprøjtning.

Som noget helt nyt kan du også købe billetter til kun 40 kr. på udvalgte spillesteder for klassisk musik, og på en lang række teatre kan du købe billetter til 40 kr., hvis du er mellem 18-25 år.

Kampagnen skal gøre udstillingsstederne mere tilgængelige og uforpligtende at bruge – også for folk, som ikke normalt har deres gang blandt kunst og historie.

I København er det blandt andet steder som Dansk Arkitektur Center, Nikolaj Kunsthal, Planetarium, Kunsthal Charlottenborg og Glyptoteket, du kan udforske ganske gratis.

Se hele listen over museer, hvor der er gratis adgang, på hjemmesiden her.

Hvad: Gratis adgang til 200 museer
Hvor: Hele landet
Hvornår: Fra 9.-15. september 2024

Foto: PR

Copenhagen Half Marathon

Igen i år har mere end 20.000 tilmeldt sig motionsløbet, der afholdes i København.

Og det er ikke kun danskerne, der strømmer til hovedstaden for at løbe halvmaratonet.

Der tiltrækkes løbere fra hele verden på grund af den flade rute, som giver muligheden for at løbe stærkt og slå rekorder.

Selvom du ikke selv skal løbe med, så er det stadig en begivenhed, som er værd at se, ikke blot for at give et godt hep med på vejen til de mange løbere der passerer din vej, men også for den ekstraordinære stemning.

DJs, boder og udstillinger fra diverse globale sportsbrands pryder torve og gader, hvor du med garanti også kan købe dig et sæt nye sneakers.

Undervejs krydser løberne alle Københavns charmerende, hippe og kulørte brokvarterer, ligesom man kommer gennem Frederiksberg og den historiske Indre By.

Se ruten for løbet her.

Hvad: CPH Half Marathon
Hvor:
 København og Frederiksberg. Løbet starter på Øster Allé, 2100 København Ø
Hvornår: Søndag den 15. september 2024 kl. 9.30

Foto PR

Loppemarked i Jægersborggade

Jægersborggade Handelsforening byder i år til et brag af et efterårsloppemarked på tværs og langs af den hyggelige gade.

Så kom forbi og gå på jagt efter lækre loppefund.

Måske du finder en sød lille kop, en grøn plante eller et lækkert tæppe til hjemmet.

Følg med på Facebook.

Hvad: Loppemarked i Jægersborggade
Hvor: Jægersborggade, 2200 København N
Hvornår: Søndag den 15. september kl. 10-16

Foto PR

Ny restaurant åbner i hypet ølbar

Efter næsten to år med et pop-up koncept, hvor tusindvis af gæster har nydt mad fra københavnske darlings som Fabro, Bar La Una og Donda mellem tankene på bryggeriet, er ÅBEN i Kødbyen nu klar til at præsentere restaurant under eget navn.

Fra lørdag den 14. september kan du besøge den nye restaurant, hvor maden skræddersys til den øl, der brygges under samme tag og hvor legesyg kreativitet bliver et gennemgående element.

Bag restauranten står Thomas Wetle Andersen (bl.a. kendt fra det prisvindende VesterØL fra Læsø, hvor han opnåede adskillige anerkendte anmeldelser) og kokken, Kenneth Larsen.

Med mange års erfaring i køkkenet og et 15 år gammelt venskab i rygsækken, er Thomas og Kenneth klar til at stå i spidsen for det nye koncept og forvandle bryggeriet til en gastronomisk legeplads:

“Målet er enkelt: Vi vil overraske gæsterne; og vores yndlingskrydderi er øllet.

Vi kommer til at lege med retterne og udfordre forventningerne til, hvordan stedets produktion tænkes ind i spiseoplevelsen.

Det bliver en tæt forbundet oplevelse, hvor gæsternes smagsløg vil plejes af lige dele mad og øl,” forklarer de to kokke, Kenneth og Thomas.

Restauranten har åbent hver onsdag til søndag til aftensmad samt til frokost lørdage og søndage.

Læs mere om restaurantåbningen her.

Hvad: Ny restaurant hos ÅBEN
Hvor: Slagtehusgade 15, 1715 København V
Hvornår: Åbner lørdag den 14. september 2024

Nu kan du komme med på Københavns mest stilede cykeltur. Foto: PR

Copenhagen Tweed Ride

Endnu en gang indtager Copenhagen Tweed Ride gaderne, når velekviperede gentlemen og vintageklædte kvinder cykler gennem gader og stræder i Kongens København.

Kodeordene for det legendariske Copenhagen Tweed Ride er ren nostalgi, god stil og ikke mindst masser af tweed på cykel.

Det er, hvad man kan forvente, når hele feltet triller gennem gaderne, leverer smil og vækker minder fra en svunden tid lørdag den 14. september.

Copenhagen Tweed Ride tager sine deltagere gennem hovedstadens skønne oaser, smukke gamle gader og populære spots med deltagere i alt fra sixpence og seler til voluminøse kjoler og smukke hatte, som en hyldest til en historisk tid. 

Midt på ruten afholdes en hyggelig picnic, hvor der bliver serveret forfriskende Hendrick’s Gin og Tonic, som man kan nyde i fint selskab.

Skulle man ikke have energien eller fantasien til at sørge for egen madpakke har Copenhagen Tweed Ride indgået et samarbejde med The American Pie Company.

Tærterne kan tilkøbes når du køber billet til cykelturen, og de leveres ovenikøbet til picnicken, så du ikke skal have plads på cyklen til andet end service og et tæppe.

Deltagelse i hele den skønne dag koster 250 kr. per person inkl. en lækker goodiebag.

Du kan købe billet (og meget andet) her.

Husk at medbring egen jernhest!

Hvad: Copenhagen Tweed Ride
Hvor: Turen foregår i Københavns gader og starter på Nytorv 29, 1209 København K
Hvornår: Lørdag d. 14. september 2024 kl. 9.30-20

Foto PR, Facebook

Det Kongelige Teaters kostumeudsalg

Loppemarkeder er normalt noget med en masse private sælgere, der har ryddet ud i hjemmet og derfor prøver at skille sig af med gamle møbler, plader, bøger, køkkenmaskiner, legetøj, sko og meget mere.

Af og til kan man dog også være heldig at støde på sjove og anderledes markeder, der popper op i byen, når virksomheder eller kulturinstitutioner sælger ud af sager fra gemmerne.

Lørdag den 14. september kan du komme til netop sådan et loppemarked.

Det Kongelige Teater har indset, at det er på tide at få tømt lageret for kostumer og derfor er der mulighed for at gøre et kup og sikre sig den spektakulære kjole til temafesten.

Der bliver i hvert fald rigeligt at vælge imellem, for til det store kostumeudsalg bliver der solgt fantasikostumer, historiske dragter og dragtdele, nutidigt tøj, hatte, sko, rustninger, stofrester samt enkelte møbler fra teatrets operaer, balletter og skuespil.

Der vil blandt meget andet være kostumer fra udendørsforestillingen ‘Ragnarok’, balletten ‘Carmen’ samt skuespillene ‘Kongens fald’ og ‘Farlige forbindelser’ til salg.

Kostumeudsalget finder du i B&W-hallen på Refshaleøen, og der er åbent fra kl. 10 til 16.

Læs mere på Facebook her.

Hvad: Det Kongelige Teaters kostumeudsalg
Hvor: Refshalevej 177, 1432 København K
Hvornår: Lørdag d. 14. september kl. 10-16

Foto: PR

Plant blomsterløg i Tivoli

Tivolis sommersæson lakker mod enden, og det farverige blomsterhav bliver snart erstattet med græskar og uhyggelig efterårsscenografi til Halloween-sæsonen.

Allerede nu skal det dog sikres, at Tivoli også står smukt og blomstrende til næste forår, og det skal de mange haveglade gæster traditionen tro være med til.

Derfor inviterer forlystelseshaven gæster ind til den traditionsrige Blomsterløgdag, hvor man selv kan plante blomsterløg og sætte sit eget præg på næste sæsons have.  

Løgplantningen finder sted søndag den 15. september og varer fra kl. 12.00 til 13.00 – eller så længe løg-lager haves.

Søndag den 15. september lægges de første af flere end 100.000 løg til næste års vækst, og traditionen tro inviteres Tivolis gæster til at hjælpe til med at plante de løg, som skal pryde området omkring det Det store Springvand foran Koncertsalen. Blomsterløgdagen markerer afslutningen på Tivoli Have- og Blomsterfestival, som har prydet forlystelseshaven siden den 31. august.

Gæster, der lægger et løg i bedet, får et tilsvarende løg med hjem til egen have, og man får også et diplom med hjem, som giver en gang gratis entré i Tivoli, så man kan komme ind og nyde frugten af ens arbejde, når tulipanerne står i flor i 2025.

Læs mere på Tivolis hjemmeside.

Hvad: Plant blomsterløg i Tivoli
Hvor: Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V
Hvornår: Søndag den 15. september kl. 12

Foto: PR

Dyrk Livet Festival

Få grøn hverdagsinspiration, smag på havens høst, lær om urter og former stiklinger, lyt til generationsopråb og hent nytænkende perspektiver for fremtiden.

Haver til Maver og Madland præsenterer Dyrk Livet Festival 2024 lørdag den 14. september for børn, unge og andre nysgerrige borgere på Frederiksberg og omegn.

Det sker i smukke omgivelser midt i Haver til Mavers skolehave i Frederiksberg Have.

Festivalen er stablet på benene fordi børn og unge har ret til at dyrke livet, mærke verden og lære i samspil med naturen og hinanden.

Haver til Maver og Madland inviterer til Dyrk Livet Festival 2024 – en jord til bord-festival for børn, unge og andre nysgerrige borgere på Frederiksberg og i omegn.

Dyrk Livet Festival præsenterer et inspirerende og interaktivt program med havevandringer, workshops, talks og smagninger, der udforsker nye perspektiver på naturen og vores forbindelse til jorden.

I mødet med byens prominente organisationer Jordens Skole, Den Grønne Ungdomsbevægelse, FællesGro, Øens Have, Økotopia, Grønt Marked, FLOR, Bjerregaarden m.fl. kan børn, unge og nysgerrige voksne på en sjov og legende vis få hænderne i jorden og hovedet med på, hvorfor jord til bord er meningsfuldt og vigtigt for os alle. 

Festivalen gror videre på sidste års succes med at dyrke børn og unges jordforbindelse i et frirum under åben himmel med leg, læring og liv – helt uden skærmtid.

Dyrk Livet Festival foregår fra kl. 10 til 16, og der er gratis adgang.

Læs mere om dagen og se det fulde program på hjemmesiden her.

Hvad: Dyrk Livet Festival
Hvor: Haver til Mavers skolehave i Frederiksberg Have (lige bag legepladsen)
Hvornår: Lørdag d. 14. september 2024 kl. 10-16 

Taco Pop. Foto: PR, Facebook

Mexican National Day på Blågårds Plads

Tiden er kommet til at gå all in og feste på mexicansk manér.

16. september markerer Mexicos nationaldag, og lørdag den 14. september tages der forskud på festlighederne på Blågårds Plads.

Her inviteres alle amigos og amigas til den store fejring.

Hija Sanchez Taqueria, La Neta, Pastor, Taco Pop, Sonora Parrilla og Tak-o sørger for lækker mexicansk mad, og der kommer også fornemt selskab af Agave by Montiel, Mexican Heart, Yalu Barkery og Zapoteca

Underholdningen består naturligvis af en omgang piñata for børnene, efterfulgt af DJ Loui Baeré, der vil sprede sin kærlighed til Mexico med rytmerne fra Cumbia Lily Robles.

Du kan også opleve det smukke mexicanske folkedanseshow af Mexidansk og meget andet.

Læs mere om fejringen på Facebook.

Hvad: Mexican National Day på Blågårds Plads
Hvor: Blågårds Plads, 2200 København N
Hvornår: Lørdag d. 14. september kl. 12-22.30

Arkivfoto

Spansk & portugisisk vinfestival

Fredag og lørdag kan du smage mere end 200 vine og møde over 20 importører til spansk & portugisisk vinfestival.

Spanien er uden tvivl et af de vinlande i verden med den største udvikling, og Portugal har et væld af forskellige druesorter og stilarter – fra de sprøde, friske hvidvine fra den nordligste region Vinho Verde til mere koncentrerede og fyldige vine fra det varmere Alentejo i syd.

Til vinfestivalen kan du smage på mere end 200 vine, der spænder fra banebrydende nyheder til det mest traditionsrige indenfor vinkunsten i Europa.

Festivalen finder sted i Pressen, det tidligere trykkeri under JP/Politikens hus i hjertet af København.

Ved ankomst får du et komplet smageprogram og et smageglas fra Spiegelau (værdi 70 kr.), som du kan tage med hjem.

Der vil også være lækkert brød til at rense smagsløgene mellem smagningerne.

Bemærk at der ikke er adgang for personer under 18 år.

Du kan læse mere og købe billet her, hvor du også kan købe billet.

Hvad: Spansk & portugisisk vinfestival
Hvor: Pressen, Vester Voldgade 102, 1552 København V
Hvornår: 13. september kl. 14-16.30 og 17.30-20 samt 14. september kl. 14-16.30 og 17.30-20

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien