MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

13 retter for under 500 kr: Basso laver ‘luksus på budget’ i København

Af Redaktionen
Foto: PR, Restaurant Basso
Foto: PR, Restaurant Basso

Det er ingen hemmelighed, at København har et fuldstændig fantastisk mellemklasseniveau på restaurantscenen.

Altså steder, hvor du får stor velsmag og godt kokkehåndværk til en fair pris.

Til gengæld er det de færreste spiserier, der tilbyder en decideret gourmetoplevelse for mindre end en plovmand. Det gør Basso i Dronningens Tværgade.

Selv slår de sig op som en mere uformel ’social dining’-oplevelse, kan MigogKbhs udsendte kun konkludere, at der er tale om kulinarisk luksus på budget. Læs med her:

Fine dining minus fine fornemmelser

Basso åbnede sin første restaurant i Aarhus i efteråret 2017, og allerede i foråret 2018 fulgte en Københavnsk filial trop.

Det er ikke kun den gode madoplevelse, der er kommet med over broen fra Smilets by, det er den gode, uhøjtidelige stemning også.

Basso i Dronningens Tværgade er indrettet i en stil, der er svær at definere som andet end ‘rå men elegant storbyhygge’.

Her er blottede mursten på væggene, læderstole, bløde sofaer, glødepærer monteret i stilede designerlamper, nips på hylderne og tunge velourgardiner.

Tekstilerne er med til at skabe så god en akustik, at MigogKbhs medspiser som det første udbryder et:

‘Gud! Jeg kan høre hvad du siger. Det er eddermame sjældent i København.’

Et ytring, som hurtigt bliver fulgt op af:

‘Er det Phil Collins i højtaleren? Genialt!’

Og ja, det er faktisk genialt.

For i en by, hvor du til tider kan få følelsen af, at akustikplader og ukompliceret musik er bandlyst, så skaber Phil Collins sammen med indretningen en perfekt, casual vibe med et kækt glimt i øjet.

En følelse af et sted, der er fint uden at være fin på den.

Læs også: Nye kometer på Københavns madscene: Seks venner står bag KöD og Basso

Tretten retter serveret i fem heats – sæt i gang!

Den gode ørenlyd gør også, at vi kan høre vores tjener, Andreas, tydeligt. Og tak skæbne for det.

For ikke bare er han vidende og behagelig – han har også utroligt meget, han skal fortælle om maden. Der er nemlig tænkt over enhver detalje i de mange små hapser og deleretter, der finder vej til vores bord.

Hele tretten forskellige smagsoplevelser når vi igennem for 498 kr. pr. snude. Det må være ordbogsdefinitionen af et scoop.

Dog er det også værd at bemærke, at du kan ’nøjes’ med ti retter for 398 kr. eller gå à la carte-vejen, hvor en servering ligger omkring en hundredelap.

Køkkenet har stærke rødder i støvlelandet mod syd, men de italienske traditioner får et moderne spark i parmesankuglerne, der kan få enhver foodie til at lyse op i et cremet mozzarella-smil.

Vi får taskekrabbe med svampepulver, mormorsalat med syrnet fløde og lufttørret okse, en guddommelig tatar med fermenteret hvidløg, mageløse meatballs i en krydret tomatsauce, karamelliserede gulerødder med høvlet trøffelost og smuldrende æbletærte anrettet som et sukkermættet stykke pizza.

Altså hvis vi bare skal nævne nogle enkelte af vores favoritter. Dertil kommer, at menuerne kan laves både vegetar- og veganervenlige.

Læs også: Disse var de største restaurantåbninger i 2018

Social Dining handler om fællesskab og nærvær

Bassos koncept er bygget op omkring ‘social dining’. Altså en madoplevelse til deling med folk, du kan lide.

Det handler om noget mere og noget andet end bare at få serveret en tallerken mad hver især, som I efterfølgende kan snakke lidt om i hver jeres lille ‘osteklokke’.

Her anrettes alt i stedet på små fade, i skåle og på tallerkener klar til deling. Præcis som hvis du var til familiemiddag i Italien, men alligevel løftet til et uhørt højt niveau.

Det er måske netop det, der gør Basso til sådan en gedigen overraskelse i en by, der ellers ikke skorter på gode restauranter i et sympatisk prisleje.

Altså blandingen af modsatrettede elementer: Af velkendte smage og uventede twists. Af stor madkunst og små priser. Af vidende tjenere og afslappet stemning. Af det familiære og det forfinede.

Og dommen er klar: Du kan ikke få booket bord på Basso hurtigt nok.

Hvad: Basso
Hvor: Dronningens Tværgade 22, 1302 København K
Hvornår: Køkkenet har åbent onsdag til lørdag kl. 17-22 og søndag til tirsdag kl. 17-21
Hvor meget: 10 retter 398 kr., 13 retter 498 kr., à la carte fra 68 til 168 kr.
Hvordan: www.restaurantbasso.dk

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Basso København (@bassokbh) den

Del artikel

Andre læser også