MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

160.000 udlændinge på boligjagt i København: Nu kommer der 333 nye mikroboliger

Af André Bentsen
Beboerne i de 333 nye mikroboliger kan allerede til juli nyde livet fra en stor fælles tagterrasse. Foto: Mylo
Beboerne i de 333 nye mikroboliger kan allerede til juli nyde livet fra en stor fælles tagterrasse. Foto: Mylo

Denne sommer vokser 11.500 kvadratmeter med små boliger op i den store røde bygning, Mylo, i Sydhavnen.

Boligerne er tiltænkt primært studerende, nyuddannede og unge voksne fra 25-35 år.

Og udlændinge.

Hovedstaden oplever nemlig et boom i internationale tilflyttere i takt med et stigende behov for udenlandsk arbejdskraft.

”Tallene viser, at udenlandske tilflyttere i arbejde strømmer til København. I 2018 var der omkring 127.000 udlændinge i byen, og det tal forventes at være vokset til knap 160.000, når 2024 er ovre,” siger Natascha Ernstpris Communications Manager i SF Management, der driver Mylo på vegne af ejendomsinvestoren Deutsche Finance International.

Det gør hun i en pressemeddelelse med reference til Københavns Kommunes Statistikbank.

De 333 nye mikroboliger forslår måske som en skrædder i helvedet, men de heldige nye beboere i Sydhavnen kan allerede til juli se frem til pladsoptimerede lejelejligheder og store fællesarealer, samt egen app, sociale arrangementer og en erhvervslejer i stueetagen.

Mylo åbner dørene lige over for Aalborg Universitet, og beboerne vil ud over egen lejlighed med dertilhørende køkken og badeværelse dele store fællesarealer som lounge- og arbejdsområder, over et dusin fælleskøkkener fordelt på de seks etager samt en tagterrasse på 1.500 kvadratmeter.

”Vores grundtanke med Mylo er ikke bare at tilbyde lejeboliger, men moderne faciliteter, der løser beboernes behov og samtidig opfordrer til, at man kommer hinanden ved,” siger Natascha Ernstpris.

Hun nævner, at SF Management tidligere har gjort sig gode erfaringer med flere af tiltagene i driften af deres andre boligkomplekser.

”Løsningerne er udviklet med unge voksne for øje, som er digitalt indfødte. Derfor vil en stor del af kommunikationen foregå via en app, hvor beboerne kan tilgå deres lejekontrakt, række ud til viceværten og få fat i hinanden indbyrdes. Her vil de også modtage nyheder om arrangementer og oplæg i bygningen,” siger Natascha Ernstpris.

Interesserede kan besøge det nye boligkompleks til åbent hus hver søndag kl. 12-13 ved indgangen fra Viola Nørløvsgade 1.

Mylo i Sydhavnen
Mylo er et DGNB Guld-certificeret boligkompleks på i alt 11.500 kvadratmeter bestående af 333 mikroboliger i Sydhavnen i København. Ud over lejelejligheder og store fællesarealer vil bygningen blandt andet tilbyde egen app, sociale arrangementer og erhvervslejere i stueetagen.

Bygningen står indflytningsklar fra juli 2024 og holder åbent hus kl. 12-13 hver søndag. Projektet er udviklet af NPV for forvalter SF Management og ejendomsinvestor Deutsche Finance International. Læs mere om Mylo her.

Del artikel

Andre læser også