Køb 2 betal for 1: Ismageriet fejrer nyåbning med VILDT is-tilbud
“Det har i flere år været en drøm at åbne på netop den her lokation, og nu er vi her endelig.”
Sådan fortæller manden bag Ismageriet, Kim Tøvlesø Simonsen, med et stort smil på læben, da MigogKbh møder ham i den populære kædes nye isbutik.
Stedet, han taler om, er Kødbyen på Vesterbro, hvor barer og spisesteder som Gorilla, Warpigs, Jolene, Noho, Mother og Kødbyens Fiskebar ligger side om side og altid summer af liv.
Området, der er som en lille by i bydelen, har i flere år været et af Københavns hippeste, og de historiske slagterbygninger og det åbne byrum med god plads til udeservering gør det til noget helt specielt.
En lang række kreative virksomheder holder ligeledes til her, og nu skal der indtages is i lange baner blandt de ikoniske, blå-hvide bygninger.
Tredje isbutik i byen
Du kender formentlig allerede Ismageriet, da det er en af Københavns absolutte isfavoritter.
Historien om Ismageriet begyndte på Amager for 18 år siden, da Kim Tøvlesø Simonsen åbnede isbutikken på Kongelundsvej, som skulle vise sig at blive et hit af de større.
Folk strømmede til fra nær og fjern for at smage de gode is, og med tiden voksede Ismageriet sig større og til sidst for stor til lokalerne på Amager.
Det blev således et farvel til Kongelundsvej, men i dag har Ismageriet så til gengæld flere isbarer, som alle har god plads til de mange isglade københavnere og turister, der hver dag lægger vejen forbi.
Ismageriet ligger i det såkaldte Mikado House tæt på såvel KUA, IT-Universitetet og DR Byen på Amager samt på Søborg Hovedgade i Dyssegård tæt på Nordvest, og nu er isfavoritten altså også at finde i Kødbyen.
“Det er simpelthen drømmeplaceringen, vi har fået her i Kødbyen. Vi har masser af plads til vores gæster både ude og inde og til at producere is i lange baner,” fortæller Kim Tøvlesø Simonsen og tilføjer:
“Lokalerne er smukke og fulde af historie, og udenfor er der sol hele dagen, så man kan sidde og nyde sin is i solskinnet, mens man kigger på livet i Kødbyen.”
To for ens pris på udvalgt dato
På adressen Flæsketorvet 55 slog Ismageriet dørene op 1. april, og efter en periode med soft opening er de nu klar til for alvor at fejre åbningen af det nye is-mekka.
Det gør de med et stærkt is-tilbud særligt til MigogKbh’s læsere.
Lørdag 22. april i tidsrummet kl. 12 til 15 får du som MigogKbh-læser to is for ens pris.
Du skal blot sige MigogKbh, når du bestiller ved isdisken, og så får du to is, men skal kun betale for den ene.
Der er altså virkelig god grund til at tage en eller flere isglade venner eller familiemedlemmer med til Kødbyen denne dag, for der er penge at spare på noget af byens allerbedste is.
Tilbuddet gælder på kugleis og softice i Ismageriet i Kødbyen, og du vælger selv, hvilken slags is og hvor mange kugler du vil have, og om der skal topping som eksempelvis guf på.
I skrivende stund lover DMI masser af sol over Vesterbro på lørdag, så det bliver perfekt is-vejr!
Chokoladefontæne og masser af siddepladser i solen
I de nyistandsatte lokaler i Kødbyen har Ismageriet særdeles god plads.
Indenfor kan omkring 75 gæster sidde ned og nyde de iskolde fristelser, og udenfor er der mere end 100 siddepladser ved bordene.
Lige som i iskædens øvrige butikker er der hver dag frisklavet is i disken fra morgen til aften, og udvalget er stort.
Faktisk er det i Kødbyen endnu større end i Søborg og på Amager, for der er hele 40 varianter at vælge imellem – det er otte mere end i de andre butikker.
Som noget nyt laver Ismageriet i Kødbyen vegansk is, da de oplever en stigende efterspørgsel på is uden animalske ingredienser, og det har kunderne taget godt imod.
En anden ting, der er særlig ved sortimentet i den nye butik, er chokoladefontænen, som gør det muligt at bestille en is i et bæger eller en vaffel, som indvendigt overhældes med økologisk mørk chokolade og drysses med eksempelvis nødder.
Præcis som i Ismageriets øvrige butikker kan du i Kødbyen også købe milkshakes, kaffe, isdesserter og islagkager.
Ismageriet i Kødbyen åbnede 1. april og holder åbent alle ugens dage – endda helt til klokken 22.
Du kan være med til at fejre åbningen, når de lørdag 22. april fra klokken 12 til 15 giver to is for ens pris i den nye isbutik.
Husk blot at sige MigogKbh, når det bliver din tur til at bestille ved isdisken, så får du det gode forårstilbud.
Hvad: Køb 2 is og betal for 1
Hvor: Ismageriet i Kødbyen, Flæsketorvet 55, København V
Hvornår: Lørdag 22. april 2023 kl. 12-15
Hvordan: Sig MigogKbh ved bestilling for at få tilbuddet