300 km/t på Østerbro: Søndag omdannes Øster Allé til en lille Formel 1 bane

Nogle jubler, mens andre fælder små tårer ved tanken om, at vi ikke fik Formel 1 til København.
Nu er der godt nyt til de sidstnævnte.
I pinsen kan man nemlig opleve kraften og mærke suset af en ægte Formel 1-racer på Øster Allé, når Red Bull Racing Showrun stiller op med et stærkt hold af fart-entusiaster og vilde biler.
Den cirka 800 meter lange vejstrækning ved siden af Fælledparken omdannes søndag 9. juni til en lille Formel 1-bane, hvor talentet Dan Ticktum står for et hæsblæsende show.
Her bliver mulighed for at mærke suset, når han drøner forbi med 300 km/t og demonstrerer både drifting og donuts.
Læs også: Se listen: 10 sommerting du skal glæde dig til i København
Kendte værter
Showets værter er tv-vært Claus Elming samt komiker og tv-vært Mark Le Fêvre, som kommer til at guide publikum gennem de forskellige tricks.
“Jeg glæder mig til at høre, hvor meget raceren brøler, når speederen bliver hamret i bund!
Og så glæder jeg mig til at se en Formel 1-racer lave donuts midt i Fælledparken – det bliver noget af en kontrast til barnevogne, løbeture og frisbee,” udtaler Claus Elming til redbull.com.
Udover de vilde biltricks vil bl.a. den tredobbelte verdensmester i stunt bike riding, Mike Jensen, blære sig med sine motorcykel-skills, og den ukrainske drifting-mester med kælenavnet Grinya vil ligeledes vise, hvad har dur til.
Efter showet kan man få en autograf fra dem begge.
Læs også: God nyhed: Ny aftale skal sikre renere luft til københavnerne
Gratis adgang
Der er plads til omkring 20.000 tilskuere til Red Bull Racing Showrun på Øster Allé, og der er gratis adgang for alle.
Showet begynder kl. 15, men kom i god tid, hvis du vil sikre dig en god plads. Der vil desuden være mulighed for at følge med på en storskærm.
Til de sultne og tørstige vil der være foodtrucks og barer i området. Her vil man bl.a. kunne købe tacos, sliders og kebab samt vegetariske alternativer.
Mulighederne for parkering vil være meget begrænsede, så kom til fods, på cykel eller med offentlig transport. Busstoppestederne Vibenshus Runddel og Trianglen ligger begge i gåafstand til Øster Allé, og det samme gælder togstationerne Nordhavn og Østerport.
Læs mere på Facebook.
Hvor: Øster Allé, København Ø
Hvornår: Søndag 9. juni kl. 15
Hvor meget: Gratis adgang
Læs også: Gratis tacos og øl: Ølkonge åbner nyt mexicansk taqueria på Vesterbro