Kærlighedsparade og koncerter: Festival fylder Nørrebro med fest og farver i to døgn

Der er ingen undskyldning for at kede sig på Nørrebro i weekenden.
Det er igen blevet tid til festivalen 48 Timer, der – som navnet antyder – varer to døgn og fylder den københavnske bydel med fede oplevelser.
48 Timer er en hyldest til Nørrebro, og festivalens begivenheder er skabt af lokale aktører som foreninger, organisationer, kunstnere, erhvervsdrivende, beboere og andre ildsjæle.
Musik, kunst og oplevelser
Årets program byder på alt fra en elektronisk kærlighedsparade, der danser ned ad Nørrebrogade, til rap-battles, gratis koncerter og sjove aktiviteter for ungerne.
Du kan også komme med på lydvandring på Nørrebro og opleve nye sider af bydelen, eller du kan løse gåder på Assistens Kirkegård.
48 Timer er både for store og små, så der er også børnevenlige arrangementer på programmet.
Ungerne kan eksempelvis komme med til et sjovt højtlæsningsarrangement, hvor de selv skal være med til at lave fagter og synge.
Du kan dykke ned i programmet på Facebook.
Vær opmærksom på at nogle events kræver tilmelding, mens du blot kan møde op til at andre uden billet.
Hvad: 48 Timer
Hvor: Flere steder på Nørrebro
Hvornår: 13.-15. maj 2022