80’er-filmhittet ’Amadeus’: Premiere som teater på Gamle Scene
Der er dømt puddelparykker og klassisk musik i stride strømme, når Det Kongelige Teater i denne uge har premiere på Amadeus i en overdådig iscenesættelse skabt af teatrets egen chef, Kasper Holten.
Et teaterstykke kendt fra en film bygget på et teaterstykke
Ret skal være ret: Selv om langt de fleste kender den farverige og flamboyante historie om komponistrivalerne Mozart og Salieri fra Milos Formans filmudgave fra 1984, så er dramaet oprindeligt skabt som et teaterstykke af den britiske dramatiker Peter Schaffer i 1979.
Opsætningen er spækket med noget af Mozarts bedste musik spillet live af Det Kongelige Kapel, og der lægges op til en oplevelse for hele familien, når et stort hold af dygtige sangere, dansere og skuespillere går på scenen.
Salieri spilles af nationalklenodiet Søren Sætter-Lassen, mens Mozart portrætteres af Simon Bennebjerg og hans elskede Constanza af Rosalinde Mynster.
Læs også: Stadig billetter til populære ‘Højskolesangbogen’ på Det Kongelige
En fortælling om kærlighed, magt, musik og had
Om handlingen i Amadeus skriver Det Kongelige Teater selv:
Komponisten Salieri har brugt hele sit liv på at opnå berømmelse og rigdom for sin musik.
Da Mozart dukker op med sit uovervindelige musikalske talent, og frarøver Salieri hans hårdt tilkæmpede position, spirer misundelsen i Salieri, og en ondskabsfuld plan udklækkes.
Den barnagtige og livsglade Mozart hvirvles ind i intriger og rygter på magtens bonede gulve, men hans egne dæmoner gnaver ubønhørligt i hans skrøbelige sind. Til sidst kan end ikke hans elskede Constanze redde ham.
Salieri står sejrrigt tilbage, men hans samvittighed æder ham langsomt op indefra.
Som en grufuld drøm, ser Salieri tilbage på sine gerninger, og det er her publikum inviteres ind i historien, hvor vi kommer helt tæt på geniet, kærligheden, magten, musikken og hadet.
Bum!
Læs også: Gør et kup til Royal Copenhagens lagersalg i januar
Hvad: Amadeus
Hvor: Det Kongelige Teater – Gamle Scene
Hvornår: 18. januar til og med 17. februar 2019
Hvor meget: Billetter fra 100 til 760 kr.
Hvordan: Mere info og billetsalg via dette link