MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

9 ting til din weekend: Gratis øl, sejltur med pil-selv rejer og børnefest i Fælledparken

Af Maise Molberg
Netop nu er det 150 år siden, at Botanisk Have første gang slog portene op. Her ses det ikoniske palmehus. Foto: Birgitte Rubæk, Statens Naturhistoriske Museum
Netop nu er det 150 år siden, at Botanisk Have første gang slog portene op. Her ses det ikoniske palmehus. Foto: Birgitte Rubæk, Statens Naturhistoriske Museum

Vi går en weekend med bragende sol og høje temperaturer i møde, og mange af os vil nok gerne ud og nyde solstrålerne.

Så er det godt, at der endnu engang er masser af fede udendørsaktiviteter i København.

Her har vi samlet 9 gode bud til en skøn weekend i storbyen – god weekend!

Husk at du også altid kan finde masser af events og arrangementer i København i MigogKbh’s eventkalender.

Du kan udfordre vennerne i et spil bordfodbold. Foto: Gonzales Photo/Mathias Kristensen

Kolme

Kom og vær med, når Bremen Teater inviterer til festlige indslag på Kolme bar.

Her kan man nyde gratis øl fra Odense og danse til tonerne fra nogle fantastiske DJs sammen med venner og kollegaer.

Fredag den 6. september er der nemlig Høstfest med gratis Odense Pilsner, gode priser på vin, og musik fra forskellige DJ’s, der skaber den perfekte stemning bag pulten.

Dagen efter kan du tage med instrumentalgruppen Solskin på en indre jordomrejse, hvor musikken emmer af varme himmelstrøg og eventyr.

Begge dage foregår langs deres udendørs berliner-borde i Nyropsgade og indenfor, så man både kan nyde solen og trække sig, hvis det bliver for varmt.

Der er gratis adgang til begge arrangementer.

Læs mere på Facebook.

Hvad: Høstfest og koncert hos Kolme
Hvor: Bremen Teater, Nyropsgade 41, 1602 København V
Hvornår: Fredag den 6. september kl. 16 og lørdag den 7. september kl. 21

Foto PR

Gratis gyros

Gyros er de seneste par år blevet et kæmpe hit i København med flere og flere gyros-shops, og i weekenden åbner der en til.

Det er Strangas Gyros Greek Streetfood, som du måske allerede kender fra Broens Gadekøkken og Gothersgade, der åbner deres tredje butik.

Helt præcist på Falkoner Allé 22, hvor de åbner fredag d. 6. september.

Denne gang i en helt ny bydel og med et særdeles godt åbningstilbud.

For at skyde den nye butik godt i gang giver de intet mindre end 150 gratis gyros til de første gæster.

Det foregår fra kl. 16 til 18, og de ryger nok tidligt, så vent ikke for længe med at komme forbi, hvis du vil sætte tænderne i en af de græske lækkerier.

De generelle åbningstider for den nye butik på Frederiksberg bliver alle ugens dage fra kl. 11-21.

Læs mere i artiklen her.

Hvad: Gratis gyros hos Strangas
Hvor: Falkoner Allé 22, 2000 Frederiksberg
Hvornår: Fredag d. 6. september fra kl. 16-18. Herefter åbent alle dage fra kl. 11–21

Foto: PR, BørnefestiBAL

Børnefest i Fælledparken

I weekenden den 7. og 8. september inviteres der til BørneHØSTIBAL i Fælledparken på Østerbro, og ungerne vil helt sikkert elske at komme med.

Der er nemlig mange sjove aktiviteter på programmet, når den store børnefest rammer Fælledparken.

Om lørdagen skal der løses mysterier med Ramasjang Mysteriet, og både Katrine Bille og Motor Mille underholder fra scenen.

Dagen efter kommer Kim Larsen for Børn, og sætter gang i den største fællessang med Larsens vidunderlige sange for store og små.

Begge dage kan børnene lade sig underholde af Gurli Gris Show, og overvære fed hiphop dans, når Beatjump Dance Studio kommer forbi og giver den max gas med deres seje dansere.

Flere musikanter finder også vej til Fælledparken, så I kan glæde jer til en masse børnemusik.

Der er meget mere på programmet, og du kan få et overblik over alle optrædener her, hvor du også kan købe billet.

Hvad: BørneHØSTIBAL i Fælledparken
Hvor: Fælledparken, 2100 København Ø
Hvornår: Lørdag den 7. september og søndag den 8. september 2024 kl. 10.30-14.30

Netop nu er det 150 år siden, at Botanisk Have første gang slog portene op. Her ses det ikoniske palmehus. Foto: Birgitte Rubæk, Statens Naturhistoriske Museum

Rundvisning i Botanisk Have

For 150 år siden fik brygger, J. C. Jacobsen, en god idé, da han bekostede de store væksthuse, der i dag lokker både turister og københavnere til dét, vi i dag kender som Botanisk Have.

Lørdag den 7. september inviterer Botanisk Have til et stort jubilæumsevent for hele familien for at fejre den historiske åbning på Københavns Volde.

Der er begrænsede pladser til mini-rundvisningerne, som du kan hente gratis billetter til på dagen efter først til mølle-princippet.

Det sker med minirundvisninger, hvor man kan møde gartnere og forskere.

Til det store jubilæum kan du også høre om havens historie, skulpturer og plantesamlingen, havens fremtid, og om hvorfor haven er vigtig for forskningen.

Entré til Palmehuset og Sommerfuglehuset koster almindelig billetpris.

Læs mere her.

Hvad: Rundvisning i Botanisk Have
Hvor: Botanisk Have
Hvornår: Lørdag den 7. september kl. 11-16

Hos Pavillon Beer Garden vises alle EM kampe på storskærm. Foto: PR, Pavillon Beer Garden

Musik i pavillonen

Hen over sommeren har Pavillon Beer Garden i Fælledparken inviteret til gratis intimkoncerter ved den smukke pavillon.

Denne weekend løber sidste musikarrangement af stablen, og torsdagen byder på klassisk musik med guitarist og sanger Anders Brandt.

Dagen efter er der fredagsbar i Pavillonen med lækker loungemusik og dj, og lørdag lader Konsonans jazzen flyde ud over Fælledparken.

Om søndagen skal børnene forkæles, og her kan de tage med Kasola Trio på en rejse rundt om solen og ned til det
varme Vestafrika. Sammen flyver I med fuglene og besøger undervejs både stjernerne, Drømmeland og andre sære steder, hvor alt kan ske.

Hos Pavillon Beer Garden ønsker de at musikken skal være for alle, og derfor er der også gratis adgang.

Stemningen er afslappet og uformel, og man kan komme og gå, som man vil.

Der kan både spilles petanque og skak mens man lytter til musikken, og når det er tid til friske forsyninger, kan man bare gå op i baren og bestille lige, hvad man har lyst til.

Du kan læse mere om sommerens gratis livemusik på hjemmesiden.

Hvad: Pavillon Beer Garden inviterer til gratis sommerkoncerter
Hvor: Pavillon Beer Garden, Edel Sauntes Allé 22, 2100 København Ø
Hvornår: Torsdag-søndag fra uge 29 til 36

Arkivfoto

Pakhusstrik 2024

Har du helt styr på maskerne og producerer den ene sweater efter den anden?

Eller er du nybegynder, der først lige har kastet dig ud i små projekter med pinde og garn?

Der er plads til alle typer strikke-entusiaster, når den sjove og hyggelige strikkefestival, Pakhusstrik, kommer til København fra fredag den 6. september til søndag den 8. september.

Det er igen Nordatlantens Brygge, der står for festivalen, som byder på en række events for alle med interesse for strikning.

Her vil være rig mulighed for at hilse på andre strikkere, lige som du kan lytte til foredrag og deltage i forskellige workshops.

For 50 kroner får du adgang til Nordatlantens Brygges spændende hus alle tre dage, hvor du finder boder med alverdens strikkegrej og garn, strikkecafé, kunstudstilling og søndagens gratis oplæg.

Til særskilte events, som strik og sejl og fredagsstrik med strikke-standup og minikoncert, skal der købes billet på forhånd.

Du kan dykke ned i hele programmet og se, hvordan du tilmelder dig de forskellige arrangementer lige her.

Hvad: Pakhusstrik – nordatlantisk strikkefestival
Hvor: Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, København K
Hvornår: 6.-8. september 2024

Foto: PR

Se ‘Olsen Banden’ i Egons fængsel

Alle hundehoveder, hængerøve, latterlige skidesprællere og elendige socialdemokrater er inviteret, når en ganske særlig begivenhed indtager Vridsløselille Fængsel.

Lørdag den 7. september er der filmvisning i fængslet, hvor Egon Olsen havde for vane at havne efter sine mange kreative påfund og forbrydelser.

50-årsjubilæet for ‘Olsen Bandens sidste bedrifter’ skal fejres, og det er således denne film, der vises.

Arrangementet begynder kl. 19.30, og som Egon ville sige det, bliver det skidegodt.

Der vil være mulighed for at købe mad og drikke, og da filmen vises udenfor på græsplænen i fængselsgården er det en god idé at huske praktisk tøj og et tæppe eller campingstole.

Læs mere og find billetter til filmvisningen her.

En billet koster 85 kroner ekskl. gebyr.

Hvad: Det tidligere Vridsløselille Statsfængsel viser ‘Olsen Bandens sidste bedrifter’
Hvor: Porten Vridsløse, Fængselsvej 39, 2620 Albertslund
Hvornår: Lørdag den 7. september kl. 19.30

Foto PR

Sejltur med pil-selv rejer og hvidvin

Vi elsker København, men det er en helt særlig oplevelse at se byen fra et skib.

Lørdag den 7. september inviterer Sundbusserne – der normalt sejler til Helsingør og Hven – på hyggelige evening cruises langs den nordsjællandske kyst.

Undervejs vil I runde Kronborg, Hamlets Slot og derfra sejle nordpå langs ‘Den Danske Riviera’.

Hele vejen kan du nyde udsigten til den smukke kyst, hvor mondæne villaer blander sig med mindre kysthuse, strande og skove.

Omkring Dronningmølle vender skibet rundt og sætter kursen hjemad.

Sid udenfor på dækket og nyd udsigten eller træk indenfor i salonen og bestil kolde drikkevarer fra baren.

Når du bestiller billetterne, kan du også forudbestille en dejlig omgang pil-selv rejer med mayo, brød og smør eller en sommerplatte.

Prisen for sejlturen er 199 kr. for både børn og voksne, og pil-selv rejer eller sommerplatte koster 150 kr. oveni pr. person.

Der er begrænset antal pladser tilgængelige, så det er en god idé at foretage din reservation i god tid for at sikre dig en plads.

Læs mere og book plads her.

Hvad: Evening-cruise med Sundbusserne
Hvor: Afgang fra Nordre Toldbold
Hvornår: Lørdag den 7. september 2024. Afgang kl. 18

Alting er som i de gode gamle dage – bare lidt bedre – når Diskotek IN igen tænder for laserlyset i Docken. Foto: Presse

Diskotek IN

Du kan lige så godt sige, du ikke kommer tidligt hjem!

Når de originale DJ’s bag det historiske Diskotek IN skruer op for mixerpulten, glemmer du alt om tid og sted.

Derfor hjælper vi dig lige med det.

Tiden er 7. september klokken 21 til 04 og stedet er Docken i Nordhavn, Færgehavnsvej 35.

Hvad du til gengæld ikke skal bruge tid på, er at stå i kø til baren, lover DJ, Peter Feldthusen.

Mange kan huske ham fra 90’ernes vilde fester under laserlyset i Nørregade, hvor det historiske Diskotek IN satte dansescenen i København med røgmaskiner og al den musik, de andre ikke turde spille.

Nu dukker han op med Søren Haahr (IN og tidligere Infernal) og de andre gamle kendinge og omdanner for en enkelt aften den rå fabrikshal til et kæmpe dansegulv.

Til festen i Docken kan du se frem til alle de fede hits fra bagkataloget og den musik, som ellers aldrig spilles mere – men i den grad lagde fundamentet til de massive fester, som Discotek IN den dag i dag bliver husket for.

Skal du have venneflokken med til fest? Så kan I tilkøbe særlige VIP-borde.

Se mere og køb billet her.

Hvad: Discotek IN vender tilbage
Hvor: Docken, Færgehavnsvej 35, 2150 København
Hvornår: Lørdag den 7. september 2024 kl. 21-04

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien