Åben Festival: Sjov parade og langbordsmiddag på Langelinje
Biograf, teater, kirker og kulturelle stjerner er gået sammen om at skabe årets Åben Festival på Østerbro.
Hvor festivalen de seneste par år næsten er druknet i for mange små tilbud spredt ud over Østerbro og Nordhavn, lancerer festivalen nu et program med en perlerække af seksten nøje udvalgte ”fællesskabende” pop up-oplevelser.
De seksten særarrangementer er Åben Festivals bedste bud på lokale modsvar til global kassetænkning, ensretning og nødvendighed. Det er derfor, at festivalen i år inviterer til fest og fejring med opfordringen; gå åbent til verden, lad dig begejstre og mød dine naboer i og omkring anderledes kunst og kulturoplevelser.
Det kan lyde som mange ting på én gang, og heldigvis har Åben Festival også allieret sig med en række åbne og nysgerrige aktører på Østerbro og Nordhavn.
Både Park Bio og Østre Gasværk Teater er med, og det er Hans Egedes Kirke og Røde Kors også.
Det vidner om festivalens lige dele kulturelle og sociale profil.
Det kuratoriske greb aktørerne i år leger med på har været at slippe ideerne løs, tænke i underlige samarbejder og at skrue op for det spektakulære og ekstraordinære, så vi sammen skaber en bydel, hvor frirum, fejring og fællesskab får lov at herske for en weekend.
“Når man er åben opstår mulighed for møder, oplevelser og inspiration. Man bliver helt enkelt beriget med alt det, man ikke selv bringer til bordet; nye perspektiver og andre ideer, som kan smelte sammen i kollektiv kreativitet. Og følelse af fællesskab. For os bliver det ikke smukkere! Så det er den oplevelse, vi håber, at vores seksten særlige pop up-oplevelser vil give festivaldeltagerne rundt omkring på Østerbro og Nordhavn,” fortæller Jesper Koefoed-Melson, der er festivalleder og samlingspunkt for Åben Festival.
“Og det er i al sin enkelthed derfor, at Åben Festival hylder åbenhed i allerbredeste forstand,” tilføjer han.
Som perler på en snor
Netop for ikke at undgå at sprede folk for vindene, har Åben Festival i år planlagt arrangementerne som perler på en snor, så man som publikum hurtigt får overblik i programmet, ligesom at man i princippet kan gå fra det ene arrangement til det næste og få hele festivalprogrammet med.
Festivalen finder som altid sted anden weekend i september, som i år falder på den 13.-15. september – og her skal du især holde øje med tre signaturevents.
Åben Åbning: Åbningsreception på Park Bio, fredag d. 13. september kl. 16.00-17.30
Vi skyder Åben Festival 2024 af med åbningsreception i Park Bios smukke foyer, hvor du bliver beriget, forkælet og let udfordret. Først af dagens store taler Jo Hedegaard, der med sin krøllede tunge helt sikkert vil skabe et anderledes social rum, som du ikke har oplevet det før.
Senere scanner avangarde-gøgler Villads Bugge Tju Bang rummet og får tiden til at fryse, når han med sin skarpe timing og rytmik får selv de mest ligegyldige lyde og fysiske detaljer til at blomstre. Godt rystet igennem følges indslagene op af spraglet samværshygge og årets trylledrik.
Åben Langbordsmiddag: Rødder x Langelinieskuret, fredag d. 13. september kl. 17.00-21.00
Åben Festival præsenterer i samarbejde med Langelinieskuret årets mest spektakulære begivenhed, nemlig Åben Langbordsmiddag – en hyggelig, uformel og meget lækker fællesspisning oppe på promenadedækket med kig til byens spir og Øresund.
Anledningen er, som altid, at skabe den der helt specielle følelse af fællesskab som vi synes, at særligt open air pop-ups er så gode til. Det er derfor, at vi er ekstra begejstrede for, at Åben Langbordsmiddag som første arrangement nogensinde lancerer Langeliniepromenaden og dets 100 meter permanente langbord som Københavns nye blågrønne byrum.
I dagens store anledning har vi inviteret nogle af de bedste inden for pop-up verdenen, nemlig Rødder, som vanen tro disker op med en lækker menu på årstidens lokale og økologiske råvarer.
Åben Parade: Fra Hans Egede Kirke til Göteborg Plads, lørdag d. 14. september kl. 14.00-17.00
Åben Parade vender tingene på hovedet for et par timer. I paradens verden er de små de store, når vi samler os og skaber en nær og vedkommende boble fyldt med frirum, fejring og fællesskab.
Så find parykken og klovnenæsen frem, på med hat og briller eller kom, som du er. Barren for deltagelse er lav, men invitationen til deltagerne rummer også at slippe ideerne løs og skrue op for det spektakulære og ekstraordinære. Der er plads til os alle.
Paraden snor sig mellem bygninger, bevæger sig rundt og binder byen sammen. Paraden starter ved Hans Egede Kirke og samler folk op i byens mellemrum hen mod Göteborg Plads i Nordhavn, hvor paraden kulminerer i et festfyrværkeri af en fejring.
Find det fulde festivalprogram på: åben.com og facebook.com/aabenfestival