Åbner to i København: Coop lancerer helt ny discountkæde
Der er krig om kunderne på landets discountbutikker.
Her har kæden Fakta, ejet af giganten Coop, lidt under at konkurrenter har erobret terræn. Derfor går man nye veje, og inden længe lanceres en helt ny discountkæde på landsplan.
Den kommer til at hedde Coop 365 og åbner efter planen en række butikker i landets største byer. Der kommer to i København. Odense får bl.a. tre nye, Aalborg får en ny mens man springer over Aarhus i første omgang.
I første omgang bliver det 13 butikker på landsplan.
I København åbner de på Frederiksberg på Kingosgade 11 samt på Nørrebro på Jagtvej 85.
Har testet konceptet
Det er nemlig sådan, at Coop vælger at ombygge en række af deres Fakta-butikker til det nye supermarked, som kommer til at få langt flere varer og et mere moderne udtryk.
Det skriver Coop i en pressemeddelelse fredag.
“Vi har testet en række elementer under navnet Coop Hverdag en håndfuld steder.
Baseret på bl.a. erfaringer derfra, har vi videreudviklet det til Coop 365. Nu vil vi bruge de kommende fire måneder til at høre kundernes reaktioner i de forskellige byer, hvor testbutikkerne åbner, rette til og vurdere, om vi har grundlaget for fremtidens lavprissupermarked,” siger direktør John Hornbech Christensen.
Navnet læner sig op ad Coops eksisterende varemærke, 365.
Mere grøn linje
Coop satser på at de nye butikker bærer et klart signal om en grøn linje, som man vil følge, nemlig mere økologi og ti procent bonus på frugt og grønt.
Den røde Fakta-farve erstattes også af en grøn linje i farverne, og varehuscheferne får også langt mere frihed til at sætte et lokalt præg.
Bliver det en succes regner man med at gøre det med samtlige Fakta-butikker i Danmark.