Årets sidste: Museum inviterer til gratis fredagsbar med koncerter, kunst og drinks

Drinks, kunst og chill-out oven på en veloverstået arbejdsuge er hovedingredienserne i Statens Museum for Kunsts populære koncept SMK Fridays.
De cool fredagsbar-events har flere gange i løbet af året tiltrukket mange københavnere, og nu er det blevet tid til årets sidste udgave.
Fredag 19. november kan du hænge ud på det enorme kunstmuseum efter lukketid og lade dig underholde af både kunstnere og musikere, mens du slubrer drinks og bliver klog på kunst.
Koncerter og talks
Årets sidste fredagsfest på SMK får besøg af det svenske rap-ikon Silvana Imam, som er blevet udråbt til queer-feministisk rollemodel og tidligere har åbnet Roskilde Festivals Orange Scene.
Silvana Imam er ikke bange for at smide med antiracistiske og feministiske budskaber, og det kan du opleve live, når giver en mini-koncert på museet.

I løbet af eftermiddagen og aftenen kan man desuden høre kunstnerduoen Astrup & Bordorff fremføre musikken til et nyt filmværk, lige som der vil være en række interessant talks om kunst.
Du kan også komme på en anderledes omvisning i den danske guldalder, når de flamboyante dragperformere Rebekkah Phjáms du Nord og Ariel Sharon giver et anderledes og humoristisk take på grønne bøgeskove, dronninger i store skrud og selviscenesættende familieportrætter.
Mellem og efter koncerterne søger en DJ for lækre toner, og der kan købes drinks og andre forfriskninger i baren.
Arrangementet begynder klokken 16 og slutter klokken 22, og der er gratis adgang.
Du kan læse mere om aftenens aktiviteter og indslag på smk.dk.
Vær opmærksom på, at du skal vise coronapas for at deltage i arrangementet.
Hvad: SMK Fridays
Hvor: Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, København K
Hvornår: Fredag 19. november 2021 kl. 16-22