Klar med ændringer: Nye corona-tiltag i busser, tog og metro
Fra i dag og i løbet af de kommende dage vil der blive foretaget en række ændringer i offentlige transportmidler i forsøget på at bremse corona-smitten i Danmark.
Det skriver TV 2 Lorry.
Fra onsdag 6. januar betyder det, at det i busserne ikke vil være muligt at benytte fordøren ved af- og påstigning, så passagerer skal gå ud og ind af midter- og bagdøren. Fordøren vil dog stadig åbne for at sikre god luftcirkulation i bussen.
Busserne må kun fyldes halvt op med passagerer, og første sæderække bag chaufføren er fortsat afspærret.
Der holdes løbende øje med, om der er behov for at indsætte flere busser.
Også i tog og metro vil der være plads til færre passagerer, og hele sæderækker spærres.
I de løbet af de kommende dage vil der gælde krav om pladsbillet i såvel InterCity, InterCityLyn og LynPlus som regionaltog.
I InterCity, InterCityLyn og LynPlus vil man kun kunne sidde skråt overfor hinanden.
For regionaltog gælder det, at man selv kan bestemme, hvor man sidder, men der opfordres til at holde afstand.
DSB beder om, at der ikke hamstres pladsbilletter, og at man husker at afbestille, hvis man ikke for brug for sin billet.
Skal man med S-toget, kan man tjekke pladspaarejsen.dk for at finde ud af, om der er plads i toget.
Der er fortsat krav om mundbind i offentlig transport.