Endelig: Danmarks bedste bryghus åbner egen ambitiøs ølbar
Hvem laver landets bedste øl?
Det er selvfølgelig en individuel sag, men når man sådan kigger i officielle konkurrenceresultater peger svaret i den grad i retning af Amager.
Amager Bryghus blev i december sidste år kåret til Årets Danske Bryggeri af Danske Ølentusiaster.
Titlen kom i kølvandet på Den Danske Ølpris, som også gik til Amager Bryghus sidste år.
Læs også: Stor triumf: Danmarks bedste bryghus ligger på Amager
Nu går de så noget ved det – de åbner deres helt egen bar.
Den kommer til at hedde Amager Bryghus Taproom og er sat til at åbne 29. marts.
Åbner et par slingrende skridt fra Nørreport
Om placeringen er strategisk, så deres gæster kan drikke lidt mere, vides ikke, men adressen for den nye ølbar er Nørre Voldgade 27, bare et par slingrende skridt fra Københavns vigtigste kollektive knudepunkt – Nørreport Station.
Bag Amager Bryghus står de to passionerede ølbryggere Morten Lundsbak og Jacob Storm.
Bryghuset har gennem en årrække været blandt verdens bedste bryggerier og eksporterer op mod 70 procent af øllet til ølkunder i hele verden.
Læs også: Mor ska’ ha’ en øl: Nu er der torsdagsbar for nybagte forældre
15 forskellige fadølshaner
I Amager Bryghus Taproom bliver der indrettet på en hyggelig rustik facon og plads til 70 drikkende gæster.
De kan så vælge imellem 15 fadølshaner – hvoraf omkring 10 er reserveret Danmarks bedste bryghus selv, eller hoppe ombord i et spændende flaskekort, og skulle man – Gud forbyde det – få nok af øl, så er her faktisk også vin.
Hovedfokus er selvfølgelig på kvalitet og ikke kvantitet – og her bliver mulighed for at komme vidt omkring i øllets fantastiske verden.
Hvad: Amager Bryghus Taproom
Hvor: Nørre Voldgade 27
Hvornår: Planlagt åbning 29. marts 2019
Èt like på MigOgKbh’s Facebook og du er altid opdateret om Kbh. Også om øl…