Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

27 kilometer smuk vandrerute: Prøv Amagers helt egen camino

Af Mathilde Mågård Hansen

I oktober 2020 åbnede Amagers helt egen camino – Amarminoen.

Den består af en 27 km lang vandrerute igennem Naturpark Amager og byder på storslåede naturoplevelser tæt på byens bankende hjerte.

Har du ikke allerede gået den, så er det måske nu, at julemaden skal forbrændes.

Foto Naturpark Amager Facebook

Ægte natur et stenkast fra Rådhuspladsen

Den nye rute strækker sig fra DR Byen i nord (blot 10 minutters cykeltur fra Rådhuspladsen) til Dragør på sydspidsen af Amager.

På den 27 km lange vandrerute bliver du ført igennem Naturpark Amagers mange forskelligartede landskaber – fra fælleden og de åbne strandeenge i nord til de krogede gamle egetræer ved kysten i Kongelunden mod syd.

På ruten kommer du blandt andet igennem store åbne strandenge, et fuglereservat i international klasse og Danmarks største selvsåede birkeskov, Pinseskoven.

”Naturen er vores fælles åndehul, særligt i denne udsædvanlige tid.

Vi oplever en stor interesse for at komme ud at vandre i naturen lige nu, og en ny sammenhængende vandrerute igennem Naturpark Amager er en kæmpe gevinst for københavnerne.

Jeg håber, at mange vil snøre vandrestøvlerne og måske allerede vil tage turen her i efterårsferien med familie og venner,” sagde miljøminister, Lea Wermelin, da ruten officielt blev åbnet for lidt over to måneder siden.

Tag den i ét stræk eller del den op

Amarminoen, som ruten kaldes, er markeret med gult på kortet ovenfor, og du kan vælge at gå den i sin fulde længde eller brede den ud over flere etaper.

Der er også mulighed for at tage en overnatning på en af de mange lejrpladser langs ruten.

Bag ruten står partnerskabet i Naturpark Amager, der består af Naturstyrelsen, By & Havn, Københavns Kommune, Tårnby Kommune og Dragør Kommune.

”Mange københavnere bruger allerede naturen aktivt, og der er især efterspørgsel på udflugtsmål, hvor der er god plads.

Naturpark Amager skiller sig i forvejen ud internationalt som et stort og unikt naturområde klos op ad storbyen.

Med den nye vandrerute bliver naturen endnu mere tilgængelig – både for alle os der bor her og for hovedstadens mange internationale gæster,” udtalte København Kommunes teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL).

Foto Naturpark Amager Facebook

Den nye rute har allerede oplevet stor interesse, og det forstår man godt.

Naturpark Amager er nemlig med sine 3500 hektar hele ti gange større end Central Park i New York og over dobbelt så stor som Dyrehaven nord for København.

Området byder – udover frisk luft – på storslået natur med over 450 plantearter, vidtstrakte vådområder med mange træk- og ynglefugle og en fantastisk kyststrækning med enestående natur og friluftoplever.

Hvad: Amarminoen – 27 km smuk vandrerute på Amager
Hvor: Start ved DR-byen og slut i Dragør
Hvor meget: Gratis
Hvordan: Læs mere om ruten lige her

Del artikel

Andre læser også