Roskilde klar med nye navne: Amerikansk stjerne gæster Danmark for første gang

Endnu en stærk festivalsommer venter forude.
Nu er Roskilde Festival klar med nye navne, og denne gang smides hele 23 artister på plakaten.
Den helt store nyhed er, at den amerikanske r’n’b-stjerne SZA gæster Danmark for første gang og rammer Dyrskuepladsen til sommer.
SZA er et kunstnernavn for vokalist og sangskriver Solána Imani Rowe, som har overvældet en stadigt voksende global fanskare med singler som “Kill Bill”, “Good Days” og “Snooze”.
Særligt albummet “SOS” fra 2022 og en efterfølgende udsolgt turné cementerede hendes position som en af nutidens helt store stjerner inden for amerikansk r’n’b og soul.
“Vi har drømt om at præsentere SZA siden hendes debut i 2017. At drømmen så går i opfyldelse på et tidspunkt, hvor hun har erobret positionen som en af klodens vigtigste r’n’b-stjerner og kan træde direkte ind på Orange Scene, lægger bestemt ikke en dæmper på vores forventninger,” siger Anders Wahrén, Roskilde Festivals programchef, og tilføjer:
“Hun er ikke bange for at udforske og bryde de musikalske konventioner, og det er en egenskab, som hun tager med sig i sine live-shows. Så vi kan forvente en rå og rørende manifestation af, hvordan r’n’b skal leveres i 2024.”
Disse 23 navne offentliggøres i dag til Roskilde Festival 2024:
SZA (US)
Tems (NG)
Tyla (ZA)
Bad Gyal (ES)
Ida Laurberg (DK)
Jessie Ware (UK)
Kim Gordon (US)
47Soul (PS)
Les Amazones D’Afrique (ML)
Angel Du$t (US)
Gel (US)
HAEPAARY (KR)
HHY & The Kampala Unit (UG)
The Last Dinner Party (UK)
Lorenzo Senni (IT)
Lovebites (JP)
LSDXOXO (US)
Majur (BR)
ML Buch (DK)
Myrkur (DK)
Nick Shoulders (US)
Sofia Kourtesis (PE)
Titi Bakorta (CD)
Tidligere har Roskilde Festival, som er Danmarks største, offentliggjort internationale hovednavne som Doja Cat, Foo Fighters og PJ Harvey til årets festival.
Roskilde Festival 2024 finder sted fra 29. juni til 6. juli 2024.