Cool pariserstil: Fransk modefavorit åbner ny butik i København
Det er efterhånden 15 år siden, at det eksklusive, franske modebrand A.P.C. rykkede ind i København.
Siden da har københavnerne taget den underspillede, cool pariserstil til sig, og A.P.C. har solgt masser af tøj og tasker til de lokale såvel som turister i byen.
Nu har A.P.C. åbnet en ny forretning i København, eller nærmere bestemt på Frederiksberg.
Og hvad er mere passende, end at butikken ligger i det, der kaldes Københavns lille Paris?
Verdenskendt brand
Det er selvfølgelig Værnedamsvej, der er tale om. Gaden, der er den danske hovedstads bedste bud på et lille frankofilt univers, hvor stemningen minder om Paris.
Butikken finder du på adressen Værnedamsvej 8 på Frederiksberg.
A.P.C. blev stiftet af franske Jean Touitou i 1987.
I dag har modevirksomheden mere end 70 forretninger rundt omkring i verden – heriblandt i Paris, New York, L.A., London, Sydney, Hong Kong, Berlin og Tokyo.