Sidst blev den købt på Trianglen: Astronomisk millionbeløb på højkant i Eurojackpot

Så er vi der igen – den store pulje i Eurojackpot er atter oppe på sin maksimale størrelse, og dermed spiller man i aften med om helt utrolige 750.000.000 kroner.
Det meddeler Danske Spil i en pressemeddelelse.
Det er første gang i 2025, at puljen er nået helt op på sin maksimale størrelse på 750 millioner kroner: To gange ud af de foregående syv er præmien blevet udbetalt til danske vindere, hvilket der stadig bliver snakket om på gangene og i kantinen hos Danske Spil, som står bag Eurojackpot i Danmark.
”Det er jo helt vildt, at vores lille land har været så heldige at vinde den store max-pulje TO gange. To gange 750.000.000 kroner. Ufatteligt! Vi turde næsten ikke tro på det, da det skete første gang for et par år siden; og da det sidste år skete for anden gang, var det jo bare endnu mere utroligt, men… det ER jo helt tilfældigt, hvor præmien lander næste gang.
Dermed er der jo ikke noget til hinder for, at vi i lille Danmark kan gå hen og lave et vaskeægte Eurojackpot-hattrick. Vi krydser i hvert fald fingre for det,” siger Malene Mølgaard, der er adm. direktør hos Danske Lotteri Spil, der står bag Eurojackpot i Danmark.
Man kan spille med om gigant-gevinsten indtil kl. 19.00 i aften.