Bagedyst-stjerne vender hjem til Wallmans: Jasmin bliver stjerne i konfetti

Godt begyndt er halvt fuldendt, siger man i showbizz – og hvis det passer, så får du en fantastisk aften, når du træder gennem dørene i en af Københavns mest ikoniske og festlige bygninger.
Når Wallmans Dinnerparty i denne uge åbner dørene til deres nye dinnerparty Konfetti, er det nemlig med et velkendt altid storsmilende ansigt i spidsen.
Læs også: Det her bliver for vildt: Aphaca spiller gratis koncert i København Efter ti års pause fra Københavns mest sirlige spotlight vender Jasmin Gabay tilbage til Cirkusbygningen – denne gang som både værtinde og sangerinde i det sprudlende show.
Magien, man aldrig glemmer
For Jasmin føles det som at komme hjem.
“Jeg har været derinde før, og jeg vidste, at jeg skulle tilbage igen. Der er en magi under den kuppel, som jeg aldrig har sluppet. Det bor i mig,” siger hun til MigogKbh.
Hun griner højlydt til os, når hun fortæller, hvordan hun første gang kom ind i Cirkusbygningen:
“Mit første minde er faktisk, at jeg aldrig havde set showet før. En ven sagde, at jeg skulle gå til audition. Og pludselig stod jeg under kuplen med alle lysene og sang ’I Have Nothing’. Det var helt surrealistisk,” fortæller hun og minder os lige om, at det altså var selveste Whitney med de høje toner, som bragede den ud på teenagerværelser i hele verden.
“Noooooooothing”…
Et kinderæg af en løsning
Denne gang får hun lidt mere!
Jasmins nye rolle, kalder hun selv for lidt af et kinderæg.
“Sidst var jeg en del af ensemblet, men nu skal jeg både være værtinde og synge. Det var vigtigt for dem, at jeg fik en anden rolle end sidst. Det er sjovt, når noget har virket godt, men man tør prøve noget nyt – og det er præcis, hvad vi gør her,” siger hun.

Hun afslører, at hendes solonummer bliver et Anne Linnet-medley, som hun glæder sig helt særligt til.
“Anne Linnets sangskrivning er jo noget, der bor i hjertet på os alle sammen. Det er fuldstændig magisk, og jeg elsker at kunne give det mit eget præg. Jeg er først og fremmest sanger, for jeg skal synge – ellers skal jeg ikke noget,” siger hun med et smil.
Cirkus, lys og overraskelser
Konfetti byder på 10 forskellige numre, og Jasmin løfter lidt af sløret for, hvad publikum kan forvente.
“Der er blandt andet et trylle-jongleringslysshow, og det bliver altid vildt. Showet har nogle andre farver, end jeg har set før – det er nok en kombination af de artister, der er valgt, og så at Cirkusbygningens foyerområde er renoveret tilbage til de gamle farver. Det er magisk.”
Hun fremhæver også noget, publikum sjældent tænker over:
“Størstedelen af castet serverer jo også, inden de går på scenen. De render rundt i små gange under loftet for at nå det hele. Man får et show i verdensklasse, men samtidig serverer artisterne maden – det er helt unikt.”
Du kan booke billetter og læse mere om showet lige her, hvis du ikke kan vente!
Nervøs på den fede måde
Selv om hun er vant til at stå på scenen, indrømmer Jasmin, at rollen som værtinde er en ny udfordring.
“Jeg er vant til at synge, det har jeg altid gjort, og jeg har gjort mig dygtig til det. Men det her med at være konferencier, det er en ny disciplin. Jeg er nervøs – men på den fede måde. Det giver mig energi, og jeg glæder mig til at tage publikum i hånden og skabe en stemning, som om de sad hjemme i min egen stue. Bare at min stue denne gang er Cirkusbygningen,” siger hun.
En totaloplevelse
For Jasmin handler Wallmans om helheden.
“Det er at blive underholdt hele aftenen. Nogen går normalt ud og spiser og bagefter i teatret, men her får du det hele i én pakke. Det er det uforudsigelige, jeg synes er sjovt – at man sidder der en hel aften og aldrig ved, hvad der sker lige om lidt. Helheden er vanvittig god,” siger hun.
Hun har svært ved at pege på ét højdepunkt.
“Jeg kan slet ikke sige, hvad man skal glæde sig mest til. Hele showet har en ny smag, en ny farve. Og publikum kommer til at mærke, hvor meget vi knokler. Det er fedt både for os og for publikum.”
Skyder efteråret i gang
For hende er der ingen tvivl:
“Hvis du skal skyde efteråret i gang, så skal du komme ind og mærke lyset under kuplen. Det er noget, du ikke finder andre steder. Og det bedste er sammenhængen – alt hænger sammen, og det er derfor, man går derfra med følelsen af at have oplevet noget helt særligt.”
Fakta: Wallmans KONFETTI
Wallmans Dinnerparty er kåret blandt de 10 % bedste seværdigheder i verden af Tripadvisor i 2023 og 2024
Premiere: 29. august 2025 i Cirkusbygningen
Værtinde: Jasmin Gabay
Showet byder på 10 unikke numre med musik, dans, artisteri og overraskelser
Inkluderer en 4-retters menu og efterfølgende natklub
Wallmans har spillet i København siden 2004 og haft over 1,3 mio. gæster