Ny museumscafé: Bageri-succes fra Nordvest åbner hos populært museum

Skal man have lækkert brød og god kaffe i Nordvest, så er bageriet Flere Fugle et velbesøgt sted at komme.
Nu udvider de med endnu et bageri og café under næsten samme navn.
Det kommer til at hedde Lille Fugl og åbner som ny museumscafé hos Kunstforeningen GL STRAND.
Åbner i næste uge
Det er altid skønt at kunne kombinere museumsbesøget med en bid lækker mad.

Præcis ligesom man kan hos Statens Museum for Kunst og Designmuseum Danmark.

Fra torsdag den 30. november kan du gøre det samme hos Kunstforeningen GL STRAND, når Flere Fugle for første gang forlader reden i Nordvest.
De har nemlig op til flere steder i Nordvest, men nu er turen kommet til at rykke ind i Indre By.
Det bliver med en masse lækkert bagværk, kaffe og julesmåkager.
Lille Fugl åbner kl. 11, men den officielle åbningsfest er fra kl. 16.30-20 med åbningstaler fra Nanna Hjortenberg (CEO af Kunstforeningen GL Strand) og Mattias Smidt (ejer af Flere Fugle).
Hvad: Lille Fugl
Hvor: Kunstforeningen GL STRAND, Gammel Strand 48, 1202 København K
Hvornår: Åbner torsdag d. 30. november kl. 11