Dem du SKAL smage: Her er Københavns bedste kanelsnegle
Opdateret d. 4. oktober 2024.
Der er virkelig mange gode kanelsnegle i København, og MigogKbh er gået helt kageamok og spist kanelsnegle (og et par enkelte snurrer) til den meget store guldmedalje.
Til gengæld er vi ikke meget for at rangere dem, for de var alle helt fantastiske, og man må vel heller ikke gøre forskel på sine børn?
Vi har til gengæld prøvet at begrænse os en smule, og det er derfor blevet til en guide over de allerbedste i byen, og så er det bare med at starte fra en ende af.
God appetit!
Sankt Peders Bageri
I Indre By ligger der et ultra-chamerende gammel bageri, og det er Sankt Peders bageren.
Det er faktisk Danmarks ældste bageri fra 1652.
De laver mange skønne bagværker, men deres kanelsnegle er altid et besøg værd.
Vi anbefaler især deres onsdagssnegl, som er en kæmpe snegl af en klassisk gærdej og så med glasur eller sukker på toppen.
Hvad: Sankt Peders Bageri
Hvor: Sankt Peders Stræde 29, 1453 København K
Buka Bakery
Buka begyndte som det fineste lille bageri på Store Kongensgade, og siden da har de udvidet til både Østerbro og Frederiksberg samt et ekstra bageri på Strøget.
Ligesom hos Sankt Peders Bageri bliver det svært ikke at købe hele butikken.
Vi vil dog nøjes med at anbefale deres kanelsnegle, som de bager med kanel, appelsin og smør og glaserer med ahornsirup efterfølgende.
Fuldstændig himmelsk og vi spiser gerne minimum et par stykker til.
Hvad: Buka Bakery
Hvor: Store Kongensgade 18 i 1264 København K, Frederiksberggade 21 i 1459 København K, Gammel Kongevej 171 i 1850 Frederiksberg C og Østerbrogade 82 i 2100 København Ø
Meyers
Er det den høje snegl og snurren, som har vundet dit hjerte, så skal du en tur forbi Meyers’ bagerier.
Meyers har givet os mange formidable ting, men en af landets første og mest populære kanelsnurrer ligger langt oppe på listen.
Prøv også gerne deres høje snegl, som er lavet på en klassisk wienerdej med dansk smør fra Thise mejeri, og den er også 100% økologisk.
Kanelsneglen er bagt i form, så den holder sig saftig og får den flotte højde.
På toppen er der ren, mørk chokolade, som giver et godt, bittert modspil til den søde, sprøde snegl.
Hvad: Meyers Bageri
Hvor: Amagerbrogade 48 i København S, Classensgade 33 i 2100 København Ø, Jægersborggade 9 i 2200 København N og Gammel Kongevej 107 i 1850 Frederiksberg C
Cinnamon & Coffee
Hvad smager din yndlingssnegl af? Bare ren kanel?
Hos Cinnamon & Coffee på Strøget kan den også smage af meget andet.
De har nemlig snegle med bl.a. Nutella, karamel og drømmekage, og skal den have hele armen, kan du bestille med softice ved siden af.
Ejer af Cinnamon & Coffee, Thomas Thejll, har et særligt forhold til kanel.
Ikke nok med, at han har specialiseret sig i at lave kanelsnegle, så har han også navngivet sin datter Cinnamon.
Og nå ja, så er han manden bag den kendte onsdagssnegl, som stadig er et kæmpe hit hos Sankt Peders-bageren.
Hvad: Cinnamon & Coffee
Hvor: Vimmelskaftet 47, 1161 København K
Hart Bageri
Hvad der begyndte som et lille bageri på Gammel Kongevej på Frederiksberg er efterhånden blevet til en større bagerkæde med bageri over hele København.
Lige fra Østerbro til Carlsberg Byen.
Hart laver (stadig) meget dejligt bagværk men i dagens anledning skal du naturligvis prøve deres kanelsnurrer.
Den bages med en smule appelsinskal, der giver snurren et dejligt frisk pust.
Hvad: Hart Bageri
Hvor: Flere forskellige steder i byen. Find dit nærmeste Hart Bageri her
Andersen Bakery
Andersen Bakery er nok mest kendte for deres overdådige fastelavnsboller.
Men deres kanelsnegle kan altså også noget.
Det er egentlig en ret klassisk snegl, men en sjov gimmick er at der er kanel i glasuren, og det fungerer altså ret godt.
Du finder Andersen Bakery på Islands Brygge og i Ørestad.
Hvad: Andersen Bakery
Hvor: Thorshavnsgade 26, 2300 København S og Ørestads Boulevard 49A, 2300 København S
Bagerdygtigt
Skal du bare have dig en rigtig god kanelsnegl uden så mange dikkedarer, så er Bagerdygtigt din ven.
Deres klassiske kanelsnegl smager nemlig bare lige præcis, som den skal.
Har du allerede smagt den, så anbefaler vi også gerne deres romsnegl og den høje snegl.
Du finder Bagerdygtigts bagerier i Valby, Sydhavn og Nordvest samt på Amager og Vesterbro.
Hvad: Bagerdygtigt
Hvor: Valby Langgade 185 i 2500 Valby, Istedgade 118 i 1650 København V, Amagerbrogade 72 i 2300 København S, Borgbjergsvej 39 i 2450 København SV og Enghavevej 71 i 1674 København V
Emmerys
Hos Emmerys er der knald på kanelsmagen, og det kan vi godt lide.
Den må godt trods alt gerne smage af noget, og det gør den også her på den helt rigtige måde.
På toppen er det ægte chokolade og ikke blot glasur, og hele sneglen er naturligvis 100% økologisk.
Hvad: Emmerys
Hvor: Find nærmeste Emmerys-bageri her
Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver torsdag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram