Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

Guide: 9 nye restauranter i København du skal besøge hurtigst muligt

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto: PR, Nordisk Falafel
Foto: PR, Nordisk Falafel

Vi er kun i årets første måned, men der er alligevel kommet mange nye og spændende restauranter til København inden for de sidste par måneder.

Og der er flere på tegnebrættet.

Vi har udpeget ni af de største, som vi stærkt kan anbefale, så snart du får muligheden.


Foto JATAK Instagram

JATAK

Det er ikke meget, vi indtil videre kan fortælle om den nye og meget eftertragtede restaurant, JATAK, på Rantzausgade.

Bag restauranten står den tidligere køkkenchef fra Relæ, canadiske Jonathan Tam, og han har allerede haft besøg af René Redzepi fra Noma og Kristian Baumann fra Koan – for bare at nævne et par stykker.

Restauranten åbner for alvor i februar, hvor det også bliver muligt at reservere et bord.

Se flere billeder på deres Instagram lige her.


Foto Lillero Facebook

Lille B

Et nyt, gastronomisk samarbejde ser snart dagens lys, når folkene bag den velrenommerede, Michelin-restaurant formel B overtager madoplevelsen hos den fine glampingplads, Lillero, i Odsherred nord for København.

Når Lillero den 18. maj slår teltdugene op for sæson 2022, åbner formel B´s ejere, Kristian Arpe-Møller og Rune Amgild Jochumsen, samtidig restauranten Lille B og den tilhørende strandbar, hvor Lillero’s såvel som lokale gæster kan forvente uforglemmelige oplevelser i den smukke, danske natur.

Formel B-teamet planlægger at have to rutinerede kokke til at stå for den daglige drift.

Forberedelserne til åbningen er allerede i fuld gang og hele holdet bag det nye samarbejde ser frem til at byde velkommen til en smagfuld sommersæson.


Foto PR

Propaganda

I slutningen af december flyttede der en ny restaurant ind på Vester Farimagsgade 2, der tidligere har huset restauranten Spaghetteria.

Navnet er Propaganda, og det er både en bottleshop, en vinbar og et hverdags ’hang-out’ til de lokale, hvor du kan sætte tænderne i et par mindre koreanske retter allerede fra kl. 12.

Bag restauranten står makkerparret Riccardo Marcon, der også står bag Barabba på Store Kongensgade, og kokken Youra Kim (tidl. Noma).

Riccardo Marcon er født i Venedig, så mens vi på Barabba får lov til at smage hans italienske rødder, så bliver det i stedet Youra Kims bagland, der kommer til at dominere på Vester Farimagsgade.

Youra Kim er opvokset i Sydkorea, så på menuen finder du både nudler, kimchi, sando og andre koreanske lækkerier.


Foto PR

Kays Købmand og Madbodega

Ørestad blev med ét langt mere velsmagende og livlig, da Madkastellet forrige weekend løftede sløret for den første del af et nyt madunivers i det innovative kontorhus HUB1 på en af Ørestads Citys mest prominente adresser.

HUB1 skal tilføre området et gevaldigt gastronomisk løft, og første tiltag er ”Kays Købmand og Madbodega”, som med den passionerede kok Martin Guf i front leverer et hipt madmekka.

Hos Kays får man ‘yummy’ food med inspiration fra alle verdenshjørner – fra nybagt surdejsbrød og vegetarisk vaffel med brunet løg til bacon-granola, østers med bourbon, klassisk Tourte med gris, smeltende Reuben pastramisandwich og syv krydrede småretter til blot 310 kr. om aftenen.

Kays Købmand og Madbodega er blot begyndelsen på Madkastellets nye madeventyr i kontorhuset i Ørestad.

Morgenerne byder på luksus-havregrød, nybagt surdejsbagværk, smørsprøde croissanter og pocherede æg med bacon-granola, i frokosten kan du hente Reuben sandwich med lun, hjemmelavet pastrami, schweizisk ost og surkål, og i weekenden serverer Kays syv lækre retter, der er både krydrede, grønne og saftige til blot 310 kroner.


Foto Tír Bakery Instagram

Tír Bakery pop-up

Måske du har sommerhus eller venner i området, eller også er du bare rigtig glad for godt brød?

Så har du sikkert hørt om Tír Bakery, der normalt holder til på Sjællands Odde.

Deres lokale bageri er netop under renovering, og derfor har de åbnet et midlertidigt pop-up bageri i næsten ikoniske lokaler på Store Kongensgade.

Og det er altså en oplagt mulighed for at smage på sagerne, hvis du også gerne vil spare køreturen til Nord/Vestsjælland.

Pop-up-bageriet har åbent tirsdag-lørdag fra kl. 7, og der bliver hurtigt udsolgt – så kom endelig tidligt.


Foto PR

Theo

Norrlyst, der sidste år blev belønnet med en flot Bib Gourmand fra Michelinguiden (god mad til en god pris), har åbnet deres anden restaurant i København.

Navnet er Theo, og her kan du sætte tænderne i syv knivskarpe og velsmagende retter til bare 400 kroner.

Køkkenchef fra Norrlyst, Emil Eshardt-Nielsen (tidl. Søllerød Kro, Kadeau og AOC), er stadig manden bag menuen, der hos Theo er inspireret af alle holdets egne favoritsteder i Paris, London, Barcelona, Stockholm og Berlin.

Til at hjælpe ham på gulvet har han Bjørn Lynggaard Andersen (tidl. head sommelier på Alchemist) og Emil Sprange (tidl. Villa Copenhagen og Kong Hans Kælder), så her skal på alle måder nok blive taget godt af dig.

Selvom inspirationen til menuen primært stammer fra nogle af de mest populære europæiske storbyer, så er valget af råvarer meget lokalt.


Foto PR

Berlin Döner Kopenhagen

En-de-lig (!) kan man få en ægte Berlin-döner i København.

Nærmere bestemt på Sundevedsgade på Vesterbro.

Her er Berlin Döner Kopenhagen åbnet, og de laver sprødt og dampende fladbrød smurt med kräuter,- knoblauch eller scharfdressing pakket med fine skiver af det helt rigtige letmarinerede kalvekød og dertil frisk rødkål, zittauer, urter, agurk, tomat og iceberg.

Helt som på Kreuzberg.

Deres opskrift er faktisk udviklet helt tilbage i 1972 i Berlin (naturligvis) af den tyrkiskfødte migrantarbejder og maskinmontør, Kadir Nurman.

En döner kebab på Vesterbro koster 60 kr., og du kan få den alle ugens dage fra kl. 12.


Foto: PR, Nordisk Falafel

Nordisk Falafel på Frederiksberg

På Østerbro ligger en falafelbar, som er et hit hos mange københavnere – og det med god grund.

De sprøde, dybstegte grøntsagsfrikadeller fra Nordisk Falafel blev nemlig for få år siden kåret til intet mindre end verdens bedste, da der blev afholdt VM i falafel i Malmø.

Det må siges at være lidt af en præstation.

Manden bag Nordisk Falafel er Yusef Houji, som har et særdeles nørdet forhold til såvel råvarer som falafelproduktion, og han har nu åbnet endnu et falafel-hotspot på Godthåbsvej 26.

Hos Nordisk Falafel kan du blandt andet få pita med falafel, falafel-bowls, falafel-retter og halloumi-fritter.


Maison d’Angleterre

Maison d’Angleterre er en ny kulinarisk destination for kræsne feinschmeckere – og alle andre, der elsker smukke og smagfulde kager.

Her finder du de fineste delikatesser fra hotellets et stjernede Michelin-restaurant, Marchal, sammen med mange andre skønne produkter til at forkæle både ganen og sjælen.

Om morgenen kommer Maison d’Angleterre til at dufte af friskbrygget kaffe og varme, hjemmelavede croissanter, men indtil videre kan du nyde synet af de uimodståeligt smukke kager kreeret af deres nye chefkonditor, Freja Karup.

Freja Karup kommer fra en lignende stilling hos Svinkløv Badehotel og har ligeledes været en del af konditorlandsholdet.

Nu giver hun dig et lille stykke af himlen midt på Kongens Nytorv – både som takeaway og i den fine café.

Del artikel

Andre læser også