Bendtner tilbage i Parken: Vil bygge legendarisk bro mellem fortid og fremtid

Legendary Gaming Group (LGG), et førende gaming- og esports-konglomerat, er måske lige så svært at udtale, som det er at komme uden om.
De har nemlig annonceret en række strategiske investeringer og et nyt topmoderne hovedkontor for at sætte nye standarder inden for gaming, esports og sim-racing.

Og hvis man vil være legendarisk, så kan det godt betale sig at have en legendarisk landsholdsspiller med på holdet og en lige så legendarisk hjemmebane; Parken.
“Parken har altid været et sted for store præstationer, så hvor ellers skulle vi placere Legendary Arena? Det føles helt naturligt at skabe noget, der bygger bro mellem sportens historie og esportens fremtid – alt sammen under ét tag,” siger Nicklas Bendtner.
“Legendary Arena er stedet, hvor professionelle spiller. Det er et knudepunkt for talent, innovation og fællesskab – alt sammen i hjertet af Danmarks førende stadion,” fortsætter Nicklas Bendtner, der er LGG-medstifter.
Han kalder åbningen af Legendary Arena Copenhagen i Parken Stadion for en af de største milepæle i LGG’s udvikling.
“Jeg har haft mange store øjeblikke i Parken – både som landsholdsspiller og for FCK. Nu føles det helt rigtigt at skabe noget nyt og banebrydende her med Legendary Arena Copenhagen. Det er som at komme hjem, men denne gang med gaming og esports i verdensklasse,” siger Nicklas Bendtner til MigogKbh.
Det 450 kvadratmeter store venue i Parken vil fungere som både hovedkontor og et knudepunkt for gaming og esports i Danmark.

“Legendary Arena bliver ikke bare en venue – det bliver et hjem for innovation, talentudvikling og verdensklasse,” siger Bendtner og tilføjer:
“Det her er ikke en café, hvor man lige kan kigge forbi. Legendary Arena Copenhagen er eksklusivt – for medlemmer, for virksomheder og for dem, der virkelig vil være en del af noget særligt. Her bliver legender skabt.”
Og det kan ske hurtigt, når man har et stærkt hold bag holdet.
Lars Seier og strategisk investering
Legendary Gaming Group har nemlig afsluttet sin pre-seed investeringsrunde med støtte fra Lars Seier Christensen, grundlægger af Saxo Bank og kendt investor.
Seier understreger, at gaming og esports repræsenterer fremtiden for underholdning og fællesskabsopbygning. Hans investering i LGG markerer et solidt fundament for organisationens ambitiøse roadmap og globale vision.
Peter Ankersen tiltræder som ejer
Som en del af den fortsatte vækst byder LGG Peter Ankersen, tidligere professionel fodboldspiller og F.C. København-stjerne, velkommen til ejergruppen.
“Gaming og esports har altid været mine passioner, og Legendary Gaming Group skaber noget helt unikt, der forener fællesskaber og inspirerer den næste generation,” siger Ankersen.
Hans engagement styrker LGG’s position som en brobygger mellem traditionelle sportsgrene og esports.
Nicklas Bendtner glæder sig da også over samarbejdet.
“Peter og jeg har begge haft vores store øjeblikke i Parken, men nu er vi på samme hold uden for banen. Sammen vil vi løfte esports til nye højder og skabe en arena, hvor passion og professionalisme mødes,” siger Bendtner.
Erhvervelse af Fyra Simsport
I et strategisk træk har LGG erhvervet en betydelig andel i Fyra Simsport, Skandinaviens førende sim racing-team. Denne investering understøtter LGG’s langsigtede vision om global ekspansion og innovation inden for esports og sim racing