Blev kaldt Danmarks grimmeste: Nu er de kåret til Europas bedste højhuse
Man stikker sig på en kaktus, og hvis man hører til de mange, der har kritiseret de berygtede Kaktustårne på Vesterbro, så kan det godt gøre lidt av at have gjort grin med dem.
Kaktustårnene er nemlig netop blevet kåret som Europas bedste højhuse på en international arkitektkonference i London for en uge siden.
Det skriver Bjarke Ingels Group i en pressemeddelse.
Det er Bjarke Ingels Group, som har designet de to tårne, der blev valgt som vinder af en international jury af arkitekter.
Kaktustårnene har henholdsvis 21 og 24 etager fordelt på 60 og 80 meter og er udviklet sammen med kapitalforvalteren Catella Group og entreprenøren Per Høpfner med fokus på at servere små lejligheder til københavnerne.
I alt har tårnene 25.000 kvadratmeter – næsten – som skygger over både Bygningsstyrelsen og Fisketorvet, der er de to prominente naboer til det, der nu altså både er stemt ind som Danmarks grimmeste og Europas bedste højhus.
“Resultatet har vækket stærke følelser i kulturkonservative grupper som Arkitekturoprøret, og derfor er det da dejligt at få en international arkitektjurys stemme med i debatten. Som et ægte oxymoron kan Kaktusserne nu både bryste sig af at være Danmarks grimmeste og Europas bedste tårne. Bedre fødselsdagsgave kunne jeg ikke have ønsket mig,” siger kreativ direktør Bjarke Ingels i meddelelsen.