Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Musik og fortidsuhyrer: Skæg børnekoncert indtager Danmarks største biograf

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Sigurd Barrett indtager Imperial med showet
Sigurd Barrett indtager Imperial med showet "Sigurds Naturvidenskab". Foto: Oliver Gram

Han er en af landets mest populære entertainere, og børnene elsker ham.

En aften i februar rykker Sigurd Barrett ind i Imperial med et skægt og lærerigt show for hele familien.

Showet hedder “Sigurds Naturvidenskab” og er en biografkoncert, der tager publikum på tur ud i universet, ind i kroppen, ud i verden og tilbage til dinosaurer, kæmpeblæksprutter og fortidsuhyrer.

Datoen er torsdag 16. februar, og showet begynder klokken 13.00.

Syng og lær om verden

Biografkoncerten er baseret på bestselleren “Sigurd fortæller om Naturvidenskab”, der blev kåret som Årets Børnebog i 2022, og undervejs synger og spiller Sigurd Barrett sammen med guitaristen Eskild Dohn, og der vises fascinerende kortfilm på det store lærred.

Man må gerne synge med, hvis man kender sangene, og både store og små vil med garanti blive klogere, når der fortælles en masse om vores verden, hvordan den opstod, og hvorfor det er så vigtigt for os at passe på den.

Showet er egnet for børn fra fem år og opefter, og såvel forældre som bedste- og oldeforældre er også velkomne.

Kæmpebiografen i København

”Vi glæder os til at få besøg af Sigurd i biografen. Live-koncerter er en sjov og anderledes måde at bruge vores gode biografsale, og det er garanti for både fantastisk lyd og billede, og ikke mindst at man sidder godt,” siger biografchef Jørn Vestesen og tilføjer:

“Så er det bare spørgsmålet, om galakser, dinosaurer og popcorn går hånd i hånd, men mon ikke vores yngre gæster vil synes det.”

Med sine 996 biografsæder i én enkelt sal er Imperial ikke bare Danmarks men også Skandinaviens største biograf.

Efter biografkoncerten i København rykker “Sigurds Naturvidenskab” videre til Odense, Køge, Frederikssund, Hillerød og Viborg.

Billetter koster 125 kroner og kan købes her.

Husk, at vi kommer med mange flere tips til København for børn og familien her.

Hvad: Sigurds Naturvidenskab
Hvor: Nordisk Film Biografer Imperial, Ved Vesterport 4, København V
Hvornår: Torsdag 16. februar kl. 13.00

Del artikel

Andre læser også