Branddrama på Vesterbro: Flere beboere kan ikke komme hjem efter voldsom lejlighedsbrand

Mandag aften blev Ingerslevsgade på Vesterbro fyldt med brandbiler, politi og ambulancer, da der udbrød brand i en lejlighed.
Nu oplyser Københavns Politi, at flere beboere i opgangen har behov for genhusning efter branden.
Læs også: Han var død i 41 minutter: Nu fortæller Superliga-stjerne sin vilde historie “Alle afspærringer er nu ophævet efter ild i lejlighed på Ingerslevsgade. Lejlighedens beboer kørt til undersøgelse for røgforgiftning. Flere beboere i opgangen har behov for genhusning grundet følgeskader,” skriver Københavns Politi i en opdatering.
Ifølge Presse-fotos.dk blev anmeldelsen om branden modtaget klokken 16.28, hvorefter Hovedstadens Beredskab rykkede massivt ud til området omkring Enghavevej og Skelbækgade.
Billeder fra stedet viste store afspærringer og en lang række udrykningskøretøjer foran ejendommen.
En 66-årig mand blev kørt til Hvidovre Hospital efter at have været udsat for røg.
“Den 66-årige mand er blevet bragt på Hvidovre Hospital,” siger vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi til Presse-fotos.dk.
Ifølge vagtchefen er der ikke umiddelbart tale om alvorlige skader, men manden skulle undersøges for røgforgiftning.
Samtidig opstod der dramatik uden for afspærringerne, hvor politiet anholdt en mand på gaden.
Billeder fra stedet viser betjente, der lægger manden i håndjern efter tumult.
“Han bliver anholdt, fordi han ikke vil efterkomme politiets anvisninger. Han ville benytte gaden, men den var afspærret. Manden har intet med branden at gøre,” siger Michael Andersen til Presse-fotos.dk.
Branden blev meldt slukket omkring klokken 17.20, men skaderne på lejligheden beskrives som omfattende.
Politiet oplyser, at brandårsagen endnu ikke er fastlagt og skal undersøges nærmere tirsdag.