Klar med dato: Nu åbner Bruun Rasmussen nyt auktionshus
Tidligere i år oplyste Bruun Rasmussen, at det ikoniske auktionshus i Bredgade skulle lukke og flytte til nye lokaler nord for København.
At Bruun Rasmussen Auktioner siger farvel til Indre By er en del af en større udviklingsplan.
Fremover vil du kunne besøge et nyt auktionshus på adressen Nørgårdsvej 3 i Lyngby.
Her har Bruun Rasmussen de seneste måneder været i gang med at ombygge og renovere lokalerne, der tidligere husede Johannes Fogs bolig- og designhus.
Nu er åbningsdatoen for det nye auktionshus afsløret, og det bliver mandag 2. oktober.
Det oplyser Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.
Plads til kulturelle events
Hos Bruun Rasmussen i Lyngby vil man kunne gå på auktioner, møde husets eksperter og få foretaget vurderinger samt indlevere til auktion.
Ifølge den danske auktionsvirksomhed er formålet med flytningen at samle auktioner, udstillinger og ekspertiseområder under ét tag og derved skabe bedre rammer for kulturelle events.
”Vi ønsker at give alle besøgende de bedste oplevelser og ikke mindst at være et tilgængeligt og åbent auktionshus. Med de bedste specialister med den største viden på markedet kan kunder til enhver tid komme ind og få deres genstande vurderet og blive rådgivet,” Bruun Rasmussens administrerende direktør, Jakob Dupont, og tilføjer:
“Derudover giver de nye moderne lokaler og mange kvadratmeter os mulighed for at folde vingerne ud og skabe et levende kulturhus, der udover udstillinger, ekspertviden og auktioner også skaber rammerne for nye samarbejder, foredrag og kulturelle arrangementer.”
Det bliver i bygningens store højloftede sal i midten, at der fremover vil blive afholdt auktioner.
I kælderen finder man desuden et mørklagt rum, hvor særligt kostbare eller sjældne genstande kan blive fremvist for kunder.