Legendarisk gyser på programmet: Biograf rykker ind i Kongens Have med gratis filmvisninger

Der er god grund til at krydse fingre for tørt og lunt sommervejr i slutningen af juli.
Cinemateket rykker nemlig ind i Kongens Have med et stort lærred, hvor der vises gode film under åben himmel.
Det sker 30. og 31. juli, og det er endda ganske gratis at se med.
Populære film på programmet
Allerede fra klokken 17 er der sommerhygge i det grønne begge dage, når en DJ sørger for bløde toner.
Herefter vises perler fra Cinematekets filmarkiv inden aftenernes højdepunkter, som er to populære film.
Lørdag 30. juli er det Hitchcock-thrillerklassikeren “Fuglene” fra 1963, der kan opleves, og søndag 31. juli er det en af de seneste 10 års bedste kærlighedsfilm – nemlig “Call Me by Your Name”.
Mad og drikke til filmen
Restaurant Sult, som normalt holder til i lokalerne ved siden af Cinematekets biografsale, vil også være at finde i Kongens Have begge aftener.
De sørger for gode sager til ganen, og du kan således købe blandt andet sandwich, chili con carne (både med og uden kød), vin og kolde øl til at nyde under filmen.
Du skal ikke have billet for at deltage i filmvisningerne. Du møder blot op og tager plads på græsset.
Læs mere om filmarrangementerne her.
Hvad: Cinemateket Open Air
Hvor: Kongens Have, København K
Hvornår: 30. og 31. juli 2022