MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Copenhagen Marathon er tilbage: Alt det du skal vide om weekendens løbefest

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Copenhagen Marathon, PR
Foto: Copenhagen Marathon, PR

Klar, parat, løb.

Søndag går det løs igen.

Den 43. udgave af Copenhagen Marathon afholdes søndag den 15. maj 2022 med start og mål på Islands Brygge.

Massevis af løbere skal ud på en flad rute gennem Indre By og brokvartererne, og du er inviteret med til løbefesten, selv om du ikke selv har planer om at trække i løbetøjet.

Løbefest med underholdning

Start- og målområdet på Islands Brygge åbner kl. 7.30, og selve løbet skydes i gang kl. 9.30.

De hurtigste løbere når i mål efter godt to timer med løbeskoene på asfalten, og dagens sidste løbere tøffer nok i mål på Bryggen i et lidt andet tempo hen omkring kl. 16.

Traditionen tro er hele søndagen en ægte løbefest – især er Dronning Louises Bro en heksekedel af heppere med musik, konfettikanoner og høj puls, når løbefælleskabet NBRO viser, hvordan fest og løb hænger perfekt sammen.

Mikkeller (hvis ejer Mikkel selv er ivrig løber) har også en powerzone ved Husumgade, hvor øl og løb går op i en højere enhed.

Copenhagen Marathon har lavet et interaktivt kort over kilometermærker, forplejningszoner, oplevelser på ruten, de såkaldte Power Zones og underholdning.

Se hele kortet lige her

Trafikken påvirkes

Det klart letteste er at droppe bilen og nyde løbet, men hvis nu man skal ud at køre, så planlæg i god tid.

Stil bilen uden for den afmærkede rute, så du ikke sidder fast – og regn med ekstra lang transporttid.

Hele ruten er lukket for biler og busser søndag fra 7.00 til 16.30. Rutedelen på Frederiksberg vil dog kun være lukket fra 9.00 til 13.00.

Bydelene Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, Indre By, Frederiksberg og Islands Brygge vil være berørt af trafikændringer og parkeringsforbud i forbindelse med løbet, og der må beregnes ekstra tid til evt. kø og omkørsel.

Der er en bilsluse på Nørre Farimagsgade og en på Sølvgade.

Du finder alt den nødvendige trafikinformation om Copenhagen Marathon lige her.

Hvad: Copenhagen Marathon
Hvor: Det meste af København
Hvornår: Søndag den 15. maj 2022 klokken 7.30 til 16.30

Del artikel