Starter i morgen: Copenhagen Pride bliver overdænget af god street food
På fredag ruller Mad & Markeds flåde af food trucks ud i gader og stræder, i parker og på pladser i hele København for at traktere alle, der kommer til den store WorldPride og EuroGames, som løber helt til den 22. august.
På menuen er frisklavede retter fra alle verdenshjørner serveret i de mange food trucks og ved en vifte af madevents.
Oplev både de mange food trucks på World Pride Square på Rådhuspladsen og rundt omkring i byen.
Mere end 25 food trucks spredt over København
Når København er værtsby for megabegivenheden, Copenhagen 2021 (fællesbetegnelsen for WorldPride og EuroGames), er flere end 25 food trucks og 22 madevents vigtige samlingspunkter.
”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at omstændighederne har betydet, at vi skulle retænke mange af aktiviteterne.
I parløb med Mad & Marked har vi derfor arrangeret verdens første WorldPride og EuroGames med eget Street Food Marked.
Man kan bogstaveligt talt sige, at vi har ’rykket festen ud i køkkenet’,” siger Michael Bager, Strategic Manager hos Copenhagen 2021.
Pride er for mange synonym med en farverig parade i Københavns gader og en stor fest med kæmpe scene og livemusik på Rådhuspladsen.
De oprindelig planlagte seks parader, er sløjfet, men Rådhuspladsen – eller World Pride Square – er stadig det store samlingspunkt.
Udendørs hygge i byen
Pyntet op under overskriften ’Garden & Street’, er der dømt udendørshygge med mindre scener med musik, mad og drikke.
Det er danske madentreprenører, der dominerer på pladsen, hvor bl.a. Ristet Rug serverer en slidersudgave af det klassiske smørrebrød, Planteslagteren disker op med innovative, plantebaserede retter, fx vegetarburgere, med stor smag og anmelderroste Gorms Pizza bidrager med sydlandske serveringer.
Rådhuspladsen er også rammen for en række madevents, man skal købe billetter til på forhånd.
Kom fx til Rosé og Rejer, langbordsfrokost, brunch, pizzasauce-skole for de små og Østers og Bobler.
Eller kig forbi til kaffe og kage, når La Glace serverer signaturkagen Pinapple Pride, en lækker mundfuld inspirereret af en Københavnerstang, lavet til ære for Priden.
Det er også her, at den danske Pride-organisation fejer deres 25-års jubilæum den 14. august.
Hungry Dane, Mexi Hagen, Nordic Hotdog, Munch Pit, VaNica og Miss Mums, er blot nogle af de andre madentusiaster, der leverer gode madoplevelser på de mange andre pladser.
Fra Fælledparken til Islands Brygge og Gammel Strand, der har aktiviteter under hele eller dele af Copenhagen 2021.
Mad til mange
Mad & Marked står også for bespisning af de 2.000 atleter, der deltager i EuroGames, LGBTI+ -miljøets svar på OL, der bl.a. afholdes på Islands Brygge, Bellahøj Arena og i Sundby Idrætspark.
500 frivillige skal også trakteres og på tværs af alle events forventer man at servere omkring 150.000 måltider i begivenhedens elleve dage.
”Copenhagen 2021 er uden tvivl én af årets største begivenhed for Mad & Marked, og det er fantastisk igen at være med til de helt store events,” siger Casper Johansen, direktør for Mad & Marked.