Copenhell: “Endelig kan vi præsentere Danmarks største rockband”
For eviiiiiigt.
Måske for evigt, har Copenhell drømt om at løfte sløret for det fjerde og sidste hovednavn til festivalen i 2026.
Det bliver nemlig Danmarks største heavyrock-band, som for første gang indtager festivalen på Refshaleøen.
Læs også: Run For Your Lives: Copenhell lander et af verdens største bands Fra undergrund til verdensscener
Volbeat har gennem årene udviklet sig fra rødderne i Københavns undergrund til udsolgte arenaer verden over.
Bandet er kendt for Michael Poulsens karakteristiske vokal, de rå riffs og refræner, der blander rock’n’roll, punk og klassisk heavy metal i en lyd, som har gjort Volbeat til en af Danmarks største musikeksportsucceser.
Nå ja og for at hive børn med op på scenen i Royal Arena, men hvem tæller først til 666.
“Endelig kan vi præsentere landets største rockband! Det er noget, vi har ønsket os i årevis, og denne gang er det lykkedes. Volbeat har spillet på alle de største rock- og metalfestivaler i verden, og nu kommer turen til Copenhell – vi glæder os!” siger festivaldirektør Jeppe Nissen.
Første festivalshow i ti år
For Michael Poulsen og resten af bandet bliver koncerten en særlig tilbagevenden til det danske festivalpublikum.
“Vi glæder os! Det bliver vores første festivalshow i ti år i Danmark, så det er på tide. Jeg har selv haft fornøjelsen af at spille på Copenhell med Asinhell i 2024, og det var en dejlig aften. Vi må hellere få støvet nogle af de gamle klassikere af,” siger Michael Poulsen.
En af de største eksportsucceser
Volbeat har solgt mere end seks millioner albums og modtaget 143 guld- og platincertificeringer.
Sange som For Evigt, Still Counting, Lola og A Warrior’s Call har for længst skrevet sig ind i både dansk og international rockhistorie.
Bandet har spillet på festivaler som Rock Am Ring, Hellfest, Wacken, Download Festival og Sweden Rock – men har ikke stået på en dansk festival siden 2016.
Copenhell 2026 bliver dermed ramme om en koncert, hvor bandet igen møder det danske festivalpublikum på hjemmebane.
Allerede offentliggjorte navne til Copenhell 2026:
Iron Maiden, Volbeat, Bring Me The Horizon, Twisted Sister, Alice Cooper, Papa Roach, A Perfect Circle, Trivium, Anthrax, Sepultura, The Pretty Reckless, P.O.D., Kublai Khan TX, President, Queensrÿche, Konvent, Six Feet Under, Malevolence, Iotunn, Static X, Neckbreakker, Katla, Warkings, The Browning, Thrown, Defecto, Trollfest, Die Spitz, Violent Magic Orchestra, Voice of Baceprot, Powerplant, Split, Gridiron, End It, Twenty One Children, Omsorg, Vexed, Chopper, Inhuman Nature, Psycho Mosher.