Danmarks største klatrehal slår dørene op: Her får du sved på panden og sug i maven
Grebene er skruet, og madrasserne klar, så nu kan klatreskoene kan godt findes frem.
Boulders er klar til at slå dørene op til Danmarks største klatrehal midt på Vanløse Torv.
Her venter topmoderne klatrefaciliteter, et dedikeret børneområde, træningszone og en hyggelig café, hvor man kan lade op efter turen på væggen.
Læs også: Logrende haler og søde billeder: Nu kan du tage din bedste ven med på museet alle taler om Torsdag den 22. maj kl. 16 åbner Boulders dørene til den nye klatrehal, hvor der venter 2250 kvadratmeter, som gør den til landets største og mest alsidige klatrehal, designet til både begyndere og erfarne klatrere.
“Vi glæder os helt vildt til at byde folk fra både nær og fjern velkommen i vores nye klatreunivers. Det har været afgørende for os, at hallen er centralt placeret ved Kronen Station, så man nemt kan komme hertil med S-tog,” siger Martin Petersen, direktør i Boulders, og tilføjer:
“Hallen er skabt til at bringe mennesker sammen. Her er der rum for fællesskab, bevægelse og hjernegymnastik – uanset om man er nybegynder eller har klatret i årevis.”
Faciliteter for store og små
I Boulders’ nye klatrehal kan både børn og voksne prøve kræfter med nogle af de nyeste klatrevægge inden for den populære disciplin bouldering, hvor man klatrer på lave vægge og uden reb.
Der er også mulighed for at træne i et stort træningsområde, drikke en kaffe eller øl i cafeen, slå sig ned med sin laptop ved et skrivebord med gratis wifi eller lege med børnene i et stort afskærmet børneklatreområde.
“Man skal føle sig godt tilpas, uanset om man kommer for at træne eller bare slappe af med en forfriskning. Derfor har vi lagt lige så stor vægt på de sociale rammer som på klatringen,” fortæller Martin Petersen.

Hallens klatreområde inkluderer blandt andet en Spray Wall med greb til fri bevægelse, et Moon Board med LED-lys og adgang til ruter fra hele verden samt et Kilter Board, der kobler brugerne op med et internationalt klatrefællesskab via en app.
Som en del af ambitionen om at få endnu flere med op ad væggen, har Boulders valgt at udvide deres åbningstider markant.
“Vi vil gøre klatring så tilgængelig som muligt – og det kræver fleksible åbningstider. Derfor holder hallen åbent er dag fra kl. 8 til 23, så både studerende, familier og folk med fuldtidsjob kan være med,” fortæller Martin Petersen.
Byggeri med omtanke
Med tanke på miljøet er klatrehallen i Vanløse bygget med blandt andet bambusvægge, FSC-mærkede materialer og en økologisk café.
“Klatreformen bouldering foregår i dag typisk på lave indendørs klatrevægge med madrasser som faldunderlag, men oprindeligt blev sporten udøvet på naturens klipper og større stenformationer. Vi har bygget klatrehallen med respekt for miljøet og den natur, som har foræret os muligheden for at klatre,” lyder det fra Martin Petersen.
I forbindelse med åbningen af det nye center giver Boulders i en begrænset periode gratis adgang til klatrehallen for alle med medlemskab i andre klatrehaller, fitnesscentre eller crossfitcentre – en mulighed der gælder fra den 22. maj til 5. juni.
Se den nye hal i videoen nedenfor.