Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor udstilling: Danmarks vigtigste kvindelige billedhugger får nyt liv på Glyptoteket

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Anne Marie Carl-Nielsens skitser, modeller og afstøbninger udstilles nu på Glyptoteket. Foto: PR
Anne Marie Carl-Nielsens skitser, modeller og afstøbninger udstilles nu på Glyptoteket. Foto: PR

I denne uge åbner en ny udstilling på Glyptoteket, og her stilles skarpt på en af kunsthistoriens glemte mestre.

Mange kender rytterstatuen af Christian 9. på Christiansborg Ridebane i København, men kun de færreste ved, at den er skabt af Anne Marie Carl-Nielsen.

Den danske billedhugger, der levede fra 1863 til 1945, var på mange måder forud for sin tid, men i dag bliver hun ofte overset.

Derfor giver Glyptoteket nu Anne Marie Carl-Nielsen nyt liv ved at udstille en række af hendes skitser, modeller og afstøbninger.

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen fotograferet på Akropolismuseet i Athen foran Anne Marie Carl-Nielsens kopi af Typhonen. (1903) © Carl Nielsen Museet. Foto: Dr. Schrøder, Altes Museum, Berlin.

Danmarks mest betydningsfulde

Anne Marie Carl-Nielsen var gift med den danske komponist Carl Nielsen, som i dag stadig er berømt verden over, mens hans hustru blev skrevet ud af kunsthistorien.

I sin samtid kæmpede hun for kunstnerisk anerkendelse i et mandefag samt for kvinders ret til uddannelse og karriere, og hun var Danmarks mest betydningsfulde kvindelige billedhugger.

Anne Marie Carl-Nielsen opførte som den første en rytterstatue af en konge. Foto: PR

Som første kvinde fik hun bestilling på at opføre en rytterstatue af en konge og bronzeporte til en domkirke – to af fagets mest prestigefyldte opgaver.

Hun repræsenterede Danmark på Verdensudstillingen i Paris og vandt en bronzemedalje, og senere modtog hun Thorvaldsen Medaillen, Kunstakademiets fineste hædersbevis samt regentens fortjenstmedalje for ånd og kunst.

Træd ind i kunstnerens værksted

Udstillingen, som åbner torsdag 7. oktober på Glyptoteket, er den største soloudstilling med Anne Marie Carl-Nielsen siden 1946.

Den er skabt af kurator Emilie Boe Bierlich og scenograf Christian Friedländer, som har valgt at præsentere værkerne i industrielle omgivelser, så det føles som at træde ind i billedhuggerens værksted.

Man kommer tæt på såvel hendes små som store skitser i voks og gips samt imponerende skulpturer i bronze.

”Udstillingen viser først og fremmest Anne Marie Carl-Nielsens råstyrke som billedhugger. Store originalmodeller, enorme monumentudkast og livslange undersøgelser af form og liv. Støbeforme, brudflader, voks- og gipsskitser foruden små og store værker i bronze demonstrerer hendes internationale format. Vi kommer helt tæt på kunstnerens arbejdsproces og kan kravle rundt om de store modeller, som hun selv gjorde,” siger udstillingens kurator, postdoc. stipendiat Emilie Boe Bierlich.

 

Soloudstillingen fremhæver den succesfulde kunstners insisteren på sin ret til at eksistere i et mandsdomineret fag, og som du kan se i videoen herover, kan man blandt andet opleve gipsskitsen til Anne Marie Carl-Nielsens berømte rytterstatue.

I forbindelse med udstillingen har Glyptoteket skabt lydvandringen “Den uudslukkelige”, som tager dig med ud på en gåtur gennem Indre By, hvor du følger i Anne Marie Carl-Nielsens fodspor og hører fortællinger om fortidens byliv.

Lydvandringen er ganske gratis, og du kan tage den lige, når det passer dig.

“Den uudslukkelige” er indtalt af skuespiller Lotte Andersen efter manuskript af dramatiker Amalie Olesen med lydproduktion af Kontrafej, og du finder den i Glyptotekets app.

Læs mere om udstillingen på glyptoteket.dk.

Hvad: Anne Marie Carl-Nielsen
Hvor: Glyptoteket, Dantes Plads 7, København V
Hvornår: 7. oktober 2021 til 27. februar 2022

Del artikel

Andre læser også