Danmarks vildeste salg: Har du penge kan du få – har du ikke 100 millioner må du gå
Du skal bruge rigtig mange nuller, hvis du skal skrive prisen på en prægtig villa, der netop er kommet til salg et stenkast nord for København.
Helt præcis otte af slagsen.
Hvilket er helt ekstremt, for det vil betyde en boliggevinst på 83.680.000, hvis den bliver solgt til prisen på 100 millioner kroner.
Det kan lade sig gøre, fordi ejendommen blev solgt som en familieoverdragelse for blot 16.320.000 kroner i februar sidste år. Den nye udbudspris på 100 millioner kroner repræsenterer en stigning på hele 512,75 % siden 2023.
Det skriver Boliga.
Gigantisk boliggevinst
Denne luksusvilla, beliggende i det eksklusive Klampenborg nord for København, tilbyder næsten 400 kvadratmeter boligareal, egen privat sandstrand og en placering direkte til Øresund.
Den blev opført i 1876, er blevet moderniseret og stormsikret i henholdsvis 2001 og 2022. Med 435 etagemeter fordelt på tre etager, tilbyder villaen en fantastisk udsigt over Øresund fra både stueetagen og første sal.
Nå ja, og for de 100 millioner får du selvfølgelig også lige privat sandstrand, sol hele dagen og en privat badebro med i sækken.