Delecykler flyder over hele byen: Nu svarer ejerne igen
“Jeg har ærlig talt meget svært ved at se, at dette syn skulle være et plus for vores ellers så skønne København.”
Sådan sagde lokalpolitiker Niels E. Bjerrum (S) forleden til MigogKbh, om de mange delecykler, der i den grad præger bybilledet mere og mere. Eller måske især fortove og pladser langt væk fra de cykelstativer, hvor de burde holde.
Hans berrettigede kritik af de mange delecykler, der smides overalt, bekræftes af et hidsigt kommentarspor, hvor især handicappede og børnefamilier bakker op om budskabet; Det er på tide, at kommunen stiller krav til dem, der lejer cyklerne ud, når dem, der bruger dem, tydeligvis ikke tager hensyn til hverken mennesker eller by.
Nu får politikeren både opbakning og modspil fra uventet kant.
Marion Galan Alfonso, der er public affairs manager hos Donkey Repulic, der står for at udleje de karakteristiske orange delecykler, deler nemlig nogle af Niels Bjerrums bekymringer om, at delecykler skal overholde kravene fra kommunen.
“Og vi hilser faktisk diskussionen om yderligere regulering velkommen,” siger hun til MigogKbh.
Donkey Republics forretningsmodel går i korte træk ud på at få endnu flere københavnere til at tage cyklen, og samlet set har Donkey-cykler medvirket til at flytte 10 millioner ture fra bil, tog og bus over på cykel.
“Det er kun lykkedes, fordi fleksibiliteten i den orange cykel er præcis det, der skulle til for at overtale københavnere og andre til at hoppe på cyklen. Jo flere, der gør det, jo grønnere, renere og sundere bliver byen også for os alle,” forklarer Marion Galan Alfonso.
“Vores forretningsmodel går absolut ikke ud på at genere københavnerne, byen, hvor vi er grundlagt og stadigvæk har hovedkontor, ved at fylde i gadebilledet,” understreger hun og fortsætter:
“Det stemmer ikke overens med den sundere by, vi ønsker os. Vores store og engagerede team på gadeplan arbejder konstant på at lokalisere og indsamle forkert placerede cykler, så de overholder alle krav. Derudover arbejder vi konstant på at forbedre vores detaljerede vejledninger til brugerne om, hvor cyklerne skal placeres.”
Marion Galan Alfonso mener faktisk, at det orange firma er en slags bannerførere for systemet med virtuelle stationer, der begrænser, hvor brugerne kan placere cyklen.
“Det udvikler vi konstant i samarbejde med de byer, vi opererer i,” siger hun og tilføjer:
“Vi hilser derfor konstruktiv debat om regulering velkomment, for vores ønske om en mere bæredygtig fremtid indebærer også et bæredygtigt forhold til vores København, som vi holder af og ønsker at passe på. Den diskussion ønsker vi at tage del i.”
Og den invitation tager Niels E. Bjerrum gerne op.
“Jeg hilser det velkommen og synes, det er skønt, at dele af branchen går konstruktivt til sagen og spiller med i forhold til at finde den rigtige model for regulering,” siger han og fortsætter:
“Desværre er det dog langt fra alle operatørerne, der har den tilgang.”