MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Museerne du SKAL besøge: Her er den ultimative kunstrute tæt på København

Af Henrik Thierlein
Rudolph Tegners Museum & Statuepark. Foto: Henrik Sylvest.
Rudolph Tegners Museum & Statuepark. Foto: Henrik Sylvest.

København bugner af kunst og kultur i en sådan grad, at man fristes til at tro, at der ikke findes andet end de store flotte og mange gange statslige kulturinstitutioner inden for bymurene. 

Men der er en verden udenfor, som er nem at komme til i bil eller med offentlig transport.

Byg dit eget kunstværk af legoklodser på Ordrupgaard og opleve samtidig den verdensberømte kunstner Ai Weiweis installation  med 650.000 klodser – verdens største legoværk til dato. 

På Frederiksborg Slot frister de med barokhaven, slotskirken og hele tre skiftende udstillinger ad gangen og som noget nyt er økologerne på Rabarbergaarden flyttet ind på slottet – Danmarks nyeste museumscafé.  

MigogKbh er igen teamet op med gæsteskribent Henrik Thierlein, en sand københavner- og danmarkskender og tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år. Du kan læse flere af hans guides til København og resten af landet her.

Når vi denne gang giver ordet til Henrik Thierlein, kommer han med tips til sin helt egen kunstrute, og det skal siges med det samme: Det har været svært at vælge, så her kommer fem favoritter nordpå, Amagers eneste kunstmuseum, et enkelt wildcard på Vestegnen og en arkitekturperle strandet som et skib i klitterne syd for hovedstaden.  

Et Copenhagen Card har ofte været min følgesvend, når jeg skal opleve kunst og kultur i hovedstadsområdet med gratis transport og næsten 90 museer og attraktioner. Ja, faktisk har jeg ofte lavet hele dagsprogrammer, købt et 72-timerskort og gået i gang fredag i København og forsat lørdag og søndag uden for byen med indlagte frokost og kaffe/kage-pauser med tog og bus.

Det har været med familie og venner og været weekender i kunsten og kulturens tegn, vi sent vil glemme. Og er du bange for, at der ikke er tid til shopping eller ordentlig mad, så tager du fejl. Mange af stederne har nogle af Danmarks bedste museum-caféer og kvalitetsshopping for hele familien.

Kunst er godt for krop og sjæl, og der er noget for enhver, kan jeg godt love.

Ai Weiwei, Water Lilies #1, Ordrupgaard, fotograf Anders Sune Berg (6)

De fem kunstskatte nord København  

Ordrupgaard 
Ordrupgaard lige nord for København rummer en af Nordeuropas mest betydningsfulde samlinger af fransk og dansk kunst fra det 19. og 20. århundrede. 

Foruden de skiftende udstillinger og den permanente samling med perler fra den danske guldalder og stærkt fokus på de franske impressionister, ja så har Ordrupgaards tilbygning fra 2015 af arkitekt Zaha Hadid, gjort det muligt at få internationale skiftende udstillinger til Ordrup. 

Frem til slutningen af januar 2025 kan du opleve den verdensberømte kunstner Ai Weiweis installation med 650.000 legoklodser – verdens største legoværk til dato. Installationen Water Lilies Installationen Water Lilies er en hyldest til alle der elsker den franske impressionist Claude Monets åkander, som jeg så tydeligt husker fra hans have i Giverny udenfor Paris. 

Hvis du er imponeret over det 15 meter lange værk, så kan du selv prøve kræfter med, at bygge dit eget kunstværk af legoklodser. Check kalenderen her.

Er du mere til en tur i parken, efter en dejlig frokost eller hjemmelavet bagværk i Café Mondrups på Ordrupgaard, så er én af mine favoritter møblearkitekten Finn Juhls Hus i parken. Funktionalisme par excellence. 

Willumsens Museum
Vi starter i den lidt anonyme del af Frederikssund, men så snart man nærmer sig den fine gule museumsbygning på en stikvej til J. F. Willumsens Vej, fornemmes det, at her kommer man til at tage fejl af omgivelserne nogle hundrede meter væk fra Roskilde Fjord og Kronprins Frederiks Bro. 

Museet er et skatkammer af kunst sjældent set i Danmark. 

Jens Ferdinand, symbolismens mester, var maler, grafiker, fotograf, keramiker og ikke mindst billedhugger. Det er især hans enorme statuer, med Det Store Relief fra 1928, som museets kronjuvel, der altid har fanget mit blik og gør, at jeg bliver ved med at komme tilbage hertil.

Willumsens kunsterliv var langt, og ved hans død i Cannes i 1958 efterlod han sig en enorm samling, og det er dele af den, vi er så heldige at kunne se i dag. Willumsen er for øvrigt begravet i museets gårdhave, som så mange andre kunstnere er det. Pragtfuldt selviscenesat!

Check kalenderen for omvisninger, workshops, familiesøndage, koncerter og endda yoga midt i skulpturer og stedets farverige kæmpemalerier.

Rudolph Tegners Museum & Statuepark. Foto: Henrik Thierlein

Rudolph Tegners Museum & Statuepark
Nu vi er i Nordsjælland, så er Tegners Museum og især statuepark et must. 

Tegner er, som Willumsen, begravet midt i sin egen samling, og her i Dronningmølle, mellem Hornbæk og Gilleleje, i et lyngbevokset landskab kaldet Rusland rummer parken 14 af Tegners værker, der her står i den barske natur med udsigt til vandet og med himmel og lyng som baggrund.

De enorme skulpturer er simpelthen noget af det mest betagende i denne ottekantede betonbygning med 11 meter til loftet. Jeg er altid overvældet af denne betonkasse midt i lynglandskabet, og indgangen leder ens tanker hen på et græsk tempel. Helt uvirkeligt og skønt gakket i Nordsjælland. 

Check museets kalender og glæd dig til at besøge selve museet fra april til oktober, og resten af året er statueparken åben for en rask gåtur i det særprægede og ret udanske landskab.

Frederiksborg Slot. Foto: Henrik Thierlein

Frederiksborg – Det Nationalhistoriske Museum
Et slot – en samling – en brygger – Danmarks Versailles. Så kort kan det siges.

For Frederiksborg Slot i Hillerød er ikke blot et gammelt kongeslot, genopbygget efter en altødelæggende brand af brygger Jacobsen, og en nærliggende imponerende barokhave i dansk målestok. 

Det er også Danmarks Nationalhistoriske Museum med en kæmpe og imponerende samling af malerier af konger, dronninger, en kulørt og intelligent prinsgemal, som vi er mange, der savner, og Danmarks statsministre i mere eller mindre heldige udgaver.

Det er 500 års danmarkshistorie. Det er også meget nutidige og skiftende udstillinger. Jeg selv har været portrætteret, som en del af en fotoudstilling, og holdt åbningstale sammen med museumsdirektøren og fotokunstneren Linda Hansen.

Slottet lægger også vægge til min absolutte yndlingsmaler Thomas Kluges maleri, som forestiller danske FN-soldater i 90’ernes Balkankrig. Det maleri sender kuldegysninger igennem mig med tankerne rettet mod nutidige konflikter og krig. Frederiksborg kan alle genrer.

Tjek kalenderen Det sker for særudstillinger, søndagsomvisninger, koncerter i den vidunderlige slotskirke og børneuniverset ”Børnenes Frederiksborg”, hvor rollingerne fra 3 til 12 år bliver klogere på kongelige, krige og kostumer. Hvem sagde at museer ikke er for børn?

Som noget helt nyt fra sæson 2024, så har den økologiske nordsjællandske gårdbutik, bageri og restaurant Rabarbergaarden i Vejby har fået en aflægger ved navn Rabarbergaarden Slottet, som hver dag får leverancer af økologiske råvarer her til den gamle vognport og staldbygning på slottets område og, hvor frokosten byder på et bæredygtigt jord-til-bord-køkken. Gå á la carte eller prøv den 

3-retters fredag, lørdag og søndag. 

Barok, renæssance og dansk guldalder tæt på Øresund 

Nivaagaards Malerisamling 

Nivaagaards Malerisamlinger blot en togtur væk med Kystbanen til byen ved Øresund af samme navn.  Museets samling kan deles op i tre afdelinger, nemlig nederlandsk barok, italiensk renæssance og dansk guldalder og spænder over 500 års mesterværker fra Europas skatskammer. 

Jeg har et svagt punkt for de danske guldaldermalere Eckersberg, Købke, Marstrand, Lundbye og Skovgaard, så jeg er kommet i mit rette element her. Besøg også den smukke rododendronpark og caféen efter et besøg på kunstmuseet. 

Louisiana Museum of Modern Art. Foto: PR

Louisiana 
Hvorfor skal så kendt et museum som Louisiana, eller rettere Louisiana Museum for Moderne Kunst, med i min guide til Sjællandske kunstmuseer? Det skal det fordi man kommer ikke uden om denne mastodont af en kulturinstitutions betydning også uden for vores grænser.

Vi kan heller ikke tale London uden at tale Tate Modern, og over 400.000 besøgende om året kan ikke tage fejl. Grundlægger Knud W. Jensen ønskede at skabe et museum, hvor du og jeg kunne opleve moderne kunst – noget, der ikke dengang var særligt almindeligt på danske museer. 

Jeg er kommet her et utal af gange, og jeg kommer her faktisk ikke for bestemte udstillinger men for arkitekturen, villaen, børnehuset, skulpturparken og… ja, du har gættet rigtigt – for caféens mad og udsigt, når sulten melder sig, eller jeg har lyst til en god kage og en kop mokka med fri udsigt til Øresund og arvefjenden Sverige.

Tag gerne en gåtur i den skønne park og oplev bl.a. værker af Henry Moore, Alexander Calder og vores helt egen Henry Heerup, hvis eget museum også beskrives her i artiklen under overskiften et ”wildcard på Vestegnen”.

Tjek for kommende udstillinger, koncerter, kurser, opvisninger, musik og workshops. Det er aldrig kedeligt her i Humlebæk 10 minutters gang fra stationen. Og behøver jeg sige det, vel nok Danmarks, ja, måske verdens smukkest beliggende og mest velassorterede museumsbutik med dansk og skandinavisk design.

Arken. Foto: PR

Som et strandet skib i sandet 

Arken Museum for Moderne Kunst
Ishøj er ikke ligefrem stedet, de fleste forbinder med kunst. Men ude i klitterne ved Ishøj Strand findes en af de smukkeste og mest særprægede museumsbygningsværker i Danmark. Som et skib, der stævner ud i Køge Bugt kun 25 km syd for København.

Jeg husker tydeligt da det åbnede som en del af Europæisk Kulturby 1996, som jeg dengang lavede PR for, mens international presse valfartede til København. 

Arkitekt Søren Robert Lunds mesterværk er sidenhen blevet udvidet flere gange og dækker nu over 6.000 kvm, og det er dermed et af landets største museer svarende til længden af to fodboldbaner!

Tjek kalenderen for udstillinger, foredrag, omvisninger og familiesøndage, eller besøg museet og lad dig overraske, som jeg ofte gør, og besøg museumsshoppen for gaveidéer. Caféen har pragtfuld havudsigt med strand og klitter som forgrund, ja man kan sige, at caféen hænger som en redningsbåd på siden af det store museumsskib, hvis sulten melder sig efter et besøg. 

Amagers byder på gratis kunstmuseum med fokus på grafik 

Kastrupgårdsamlingen 

Er Kastrup udenfor København? Ja vil nogen mene og selv om turen til hovedstadens største ø Amager mest er kendt for lufthavnen, skihopbakken CopenHill, Amagerstrandpark og Ørestad, ja så gemmer Amager faktisk på et kustmuseum. Navnet er Kastrupgårdsamlingen og har til huse i det historisk landsted Kastrupgård fra 1700-tallet.  

Entréen er gratis og foruden skiftende udstillinger, så tilbyder stedet også kreative workshops for børnefamilier, drop-in værksteder, koncerter og grafiske workshops for voksne. Fokus er på moderne grafik og glem endelige ikke den fine skulpturpark før besøget sluttes af i den lille café med yderst overkommelige priser.   

Heerup Museum. Foto: PR

Wild card på Vestegnen

Heerup Museum
Jeg har altid været en stor fan af Henry Heerup. Første gang, jeg stiftede bekendtskab med hans værker, var i skulpturparken på Louisiana, samt hans grav på Assistens Kirkegården, hvor en nisse pryder hans gravsten. Skør kugle, lige mig. 

Godt gemt i Rødovre af alle steder ligger hans museum tæt på Damhusengen. På museet finder man malerier, grafik, tegninger og skulpturer, og her er tale om en donation fra Heerups enke i 1995.

I museumsbutikken kan du købe litografier, plakater, indramninger, kunstbøger og originale Heerup smykker. En samling du bør se. Jeg elsker den kombination af cyklende nisser, elskende par og stenkunst. Et wildcard på Vestegnen. 

Mættet af kunst og kultur er kunstruten slut for denne gang og der rigeligt at se frem til.

Kunst, museumsfrokost, hjemmebagte kager, kunstbøger og designshopping på Sjælland tur-retur.

Hvad: Kunstruten på Sjælland.
Hvor: 5 i Nordsjælland, 1 på sydkysten, 1 på Amager og et wildcard på Vestegnen.
Hvem: Du kan følge gæsteskribent Henrik Thierlein på Instagram for tips og inspiration.
Hvordan: Læs mere om VisitNordsjælland og oplevelseskortet Copenhagen Card, som du kan købe i fem forskellige versioner fra 24-120 timers, og børn i alderen 3-11 år er gratis med voksne. Flere af museerne har åbent visse aftener om ugen, og alle arrangerer temaaftner og rundvisninger.  

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien