Det kan koste dig 1.500 kroner: Men alle kender én, der er med på den farlige sommertrend
På en lun sommeraften har de fleste enten selv gjort det eller kender én, der har.
Efter en tur i byen eller en sommerfest hopper mange op på cyklen for at komme hjem.
Men en ny undersøgelse viser, at overraskende mange gør det, selv om de har drukket alkohol.
Læs også: Genialt: Åbner 3 ugers kæmpe loppemarked midt på Strøget Ifølge en ny undersøgelse fra YouGov, lavet for Gjensidige, har næsten hver femte dansker inden for de seneste tre år kørt beruset på enten cykel, elcykel eller el løbehjul.
Det bekymrer skadedirektør Lene Rasmussen fra Gjensidige.
“Ens balance, dømmekraft og reaktionstid bliver væsentligt forringet, når du indtager alkohol. Det øger risikoen for, at man mister kontrollen over cyklen, falder eller overser andre i trafikken. At cykle beruset er ikke kun en risiko for ens egen sikkerhed. Man er også til fare for andre trafikanter,” siger hun.
De unge topper statistikken
Undersøgelsen viser, at det især er de unge, der tager chancen.
Hele 4 ud af 10 mellem 18 og 29 år svarer, at de inden for de seneste tre år har sat sig op på en cykel eller et andet mindre køretøj, selv om de var påvirkede af alkohol eller rusmidler.
Ifølge Lene Rasmussen undervurderer mange stadig, hvor meget alkohol påvirker evnen til at færdes sikkert.
“En god tommelfingerregel er, at hvis du vurderer, at du ville være for påvirket til at køre bil, så bør du heller ikke sætte dig op på cyklen. Cyklen kan altid hentes dagen efter,” siger hun.
Kan koste en bøde
Der findes ingen fast promillegrænse for cyklister, men det betyder ikke, at man frit kan cykle beruset.
Hvis politiet vurderer, at man er for påvirket til at cykle forsvarligt, kan det udløse en bøde på 1.500 kroner.
Derfor lyder rådet også, at man planlægger hjemturen, inden festen begynder.
“Hvis du allerede ved, at du skal drikke mere, end hvad der er forsvarligt for en cyklist, så lad cyklen blive hjemme. Så undgår du fristelsen senere på aftenen,” siger Lene Rasmussen.
Undersøgelse: YouGov for Gjensidige blandt 1.030 danskere.
13 procent har inden for de seneste tre år cyklet beruset.
29 procent af de 18 til 29 årige svarer, at de har gjort det.
Næsten hver femte dansker har kørt beruset på cykel, elcykel eller el løbehjul inden for de seneste tre år.
Bøde: Op til 1.500 kroner, hvis politiet vurderer, at man er for påvirket til at cykle sikkert.