Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fem dages fest i regnbuens farver: Det skal du opleve under Copenhagen Pride Week

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR
Foto: PR

Nu blafrer regnbueflagene i vinden, og København fyldes med fest, farver og events.

Copenhagen Pride er over os!

Fra tirsdag 13. august til og med søndag 18. august sættes der atter fokus på ligestilling, menneskerettigheder, kærlighed og mangfoldighed, og årets program er det største nogensinde.

Dansktop-legende åbner ballet

Rådhuspladsen iklædes alle regnbuens farver og omdannes til Copenhagen Pride Square fra tirsdag til lørdag, og alle dage fra kl. 12 vil der ske ting og sager her.

På åbningsdagen kan du bl.a. opleve selveste Birthe Kjær på scenen, og denne gang nøjes hun nok ikke med at male byen rød.

Glæd dig til at danse og skråle med på evergreens som “Pas på den knaldrøde gummibåd” og “Arrivederci Franz”, når dansktop-legenden optræder kl. 19.45.

Torsdag byder ligeledes på masser af musik på Copenhagen Pride Square, når en række blomstrende talenter og garvede musikere giver koncert med temaet “Under the Rainbow”.

Hovednavnet denne dag er den danske singer-songwriter Tina Dickow, som spiller kl. 21, og inden da underholder både Lydmor, X Factor-vinderen Kristian Kjærlund samt Neigh.

Læs også: Anbefaling: Københavns første vinbar holder stadigvæk niveau

Copenhagen Pride fylder København med fester og events fra 13. til 18. august 2019. Foto: PR

Morgensang, venskabsdating og drag-shows

Under Copenhagen Pride Week danner Huset-KBH rammen om en række events, der sætter fokus på mennesker og rettigheder.

I alt er der mere end 80 arrangementer på programmet, og de strækker sig over alt fra fælles morgensang til intime samtaler og venskabelig dating.

Fredag aften er Drag Night på Rådhuspladsen, og her kigger en funklende stjerne forbi. Det er ingen ringere end Vivacious, som du måske kender fra sæson 6 af det populære show “RuPaul’s Drag Race”.

Vivacious deler denne aften scenen med mere end 20 andre drag-queens og -kings.

Parade gennem byen

Traditionen tro bevæger en gigantisk Pride-parade sig gennem Københavns gader lørdag eftermiddag.

Her deltager tusindvis af mennesker i alle aldre for at fejre kærligheden, og du kan se og feste med langs ruten undervejs.

Paraden begynder på Frederiksberg Rådhusplads kl. 13 og snor sig herefter ad Allégade, Frederiksberg Allé, Vesterbrogade, Hammerichsgade, Jarmers Plads og Vester Voldgade, inden slutdestinationen Rådhuspladsen nås.

Efter paraden festes der med musik, taler samt uddeling af prisen “Årets Laks”, som LGBT Danmark overrækker til en person, der “svømmer mod strømmen”.

Læs også: Anbefaling: Københavns hemmelige smørrebrødsperle ligger i et palæ

Sådan støtter du Copenhagen Pride

Det er gratis at deltage i stribevis arrangementer under Copenhagen Pride Week, og hele begivenheden stables på benene af frivillige.

Du kan støtte Copenhagen Pride ved at købe drikkevarer i de officielle barer samt købe officiel merchandise. Du kan også investere i et Pride-armbånd, som udover at bidrage til arbejdet med menneskerettigheder og ligestilling giver tilbud og rabatter i udvalgte butikker.

Du kan se hele programmet for Copenhagen Pride 2019 her.

Hvad: Copenhagen Pride
Hvor: Flere steder i København
Hvornår: 13.-18. august 2019

Læs også: Vinderen er fundet: Her får du den bedste brunch i København

Del artikel

Andre læser også