MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Mr. Copenhagen tipper: Det skal du opleve i vinterferien

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto Copenhot
Foto Copenhot

De næste par uger står i vinterens tegn, før den første forårsmåned dukker op i kalenderen.

Om du har en uges fri eller blot et par fridage, så kommer her gode idéer til oplevelser i Hovedstaden.

MigogKbh er teamet op med Henrik Thierlein, tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år, og i dag rådgiver inden for turisme, presse og gastronomi.

Han kender om nogen dansk turisme, og han har været med til at sætte en solidt aftryk på den internationale presses omtale af vores elskede hovedstad lige siden.

I 2020 kunne vi læse hans guider til sommerferie både i og udenfor København, hans efterårsferieguide til Jylland og nu er tiden kommet til vinterens aktiviteter i København.

Burger fra Popl Burger. Foto Mathilde Mågård Hansen

Udendørsoplevelser i by og havn med indlagt burger- og hotdogpauser

Har du blod på tanden til en anderledes og udendørs museumsoplevelse, og er du i nærheden af Christiansborg, så download app’en Useum, som har lanceret en ny udendørs lydvandring i samarbejde med Folketinget.

”Magtens mure” giver fortællinger om slottet og dets nuværende og tidligere beboere på 12 stop rundt omkring slotskomplekset omgivet af kanaler og havnen.

Giver vandet dig anledning til vinterbadning, så finder du to mobile badezoner eller dyppezoner, som de også kaldes – check hvor de er nær dig, om du skal ha’ et dyp i Københavns havn.

Book eventuel også en new nordic wellness oplevelse i kraft af de udendørs stationære vildmarksbade hos Copenhot.

Bliver du sulten af alt den udendørsaktivitet, så prøv byens nyeste økoburger i et industrielt hjørnehus ud til Christianshavns kanal udviklet af de gode folk hos noma. Popl Burger har sågar en vegansk udgave udviklet af nomas fermenteringslab.

Også tæt på vandet ved Islands Brygge i gården i Njalsgade 19D findes en burger joint, som ikke mange kender – nemlig Fatty’s med fire varianter i en briochebolle. Bacon/cheeseburger på cheddar eller veggie med portobello og mozzarella i parmesanpanering med aioli lige til at tage med hjem.

En anden klassiker er Den Økologiske Pølsemand i anledning af pølsevognens 100 års jubilæum. Økologisk hot dog med ditto øko kakaomælk ved Rundetårn og Helligåndskirken.

Ellers er Johns Hotdog ud for Hovedbanen mod Tivoli altid på pletten med månedens hotdog med masser af hjemmelavet tilbehør og hotte saucer fra Copenhagen Hot Sauce & Mustard Co.

Lige om hjørnet ligger Glyptotekets Have, hvor du på bagsiden af den imponerende bygning finder den franske billedhuggers, August Rodins, verdenskendte skulptur. “Tænkeren” er et af Rodins største værker og står her udenfor museets tykke mure til frit skue.

Savner du til gengæld en varm svømmetur her i kulden og ikke bare det kolde gys i havnen, så kan du booke dig ind på sommerens nyåbnede hotel i byen. Det gamle palæ overfor Hovedbanen, som tidligere husede hovedpostkontoret fra 1912, er nu pragthotellet Villa Copenhagen med bæredygtigt opvarmet 25 meter pool, som du kan booke i time-slots i weekenderne.

Kongen og Kronprinsen af Smørrebrød og Torvehallernes 60 stader

Leder du efter noget spiseligt at tage med på hotellet eller med hjem, så er smørrebrødskongen Adam Aamanns elegante og moderne smørrebrødsoutlet, Aamanns deli & take away, på Øster Farimagsgade klar med takeaway. Nyd for eksempelvis Aamanns Favoritter: Gammeldags modnet karrysild, hønsesalat og oksetatar.

Kan du ikke få nok af smørrebrød, så er hans gamle lærling hos Selma Copenhagen, svenske Magnus Pettersson, klar med byens vel nok mest kreative og vovede smørrebrød. Har du set frem til stenbiderrogn i sæson, så får du den her på ristet brioche med citron og fed creme fraiche eller et stykke med solbærsild to go.

Er du mere til at handle ind selv, så ligger Torvehallerne 50 meter herfra med deres mere end 60 stadeholdere.

Prøv eksempelvis pålægssalater fra Rørt, og i øvrigt vinder af innovationsprisen 2020 i kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem, eller besøg den urbane landhandel, Omegn & Venner, som medejer og kok Denny Vangsted beskriver som nordisk mad i køkkenbordshøjde.

Køb begge dele med hjem eller tag det med på Hotel Kong Arthur ved søerne, som ligger lige i nærheden med deres helt nye smukke værelsesfløj med dansk kunst på væggene, sildebensparket og suiter med spisebord og mulighed for at lave mad.

PR Foto

Brokvarterne lokker med specialforretninger

Er du i området omkring Søerne, så er der ikke langt til Assistens Kirkegård, som er at sammenligne med Pariserkirkegården, Père Lachaise.

Hent forsyninger i nærliggende Jægersborggade med nyfortolkede grødretter fra Grød, uanede varianter af kaffe fra Coffee Collective og prøv også den hjemmelavede chokoladeganache med champagne, rom eller sågar Bailey fra Rasmus Olsens hånd i Ro Chokolade.

Er du mere til de rene dråber uden indpakning af chokolade, så har spiritushandlen Den Sidste Dråbe små og nye producenter af alt fra vermouth til whisky.

Tag det hele med på kirkegården og studer de forskellige smukke gravsteder eller få en vippetur i de store gynger, hvor man kan sidde fire sammen, på Den Røde Plads tæt på Jægersborggade og Den Grønne Sti.

Ikke langt fra Nørrebro byder Vesterbro på smagen af Paris – nemlig handelsgaden, Værnedamsvej, der deler Frederiksberg og Vesterbro.

I sidegaden kan man kan bo på verdens mindste hotel i nok byens mindste hus. Central Hotellet har kun ét enkelt værelse men hvilken charme og elegant indretning, der venter dig.

Gå ned gennem Værnedamsvej og nyd det åbne galleri, Blomsterskuret, før du forsyner dig med delikatesser fra Le Gourmand og kaffe fra Rist i den lille charmerende gård men glem ikke den frisklavede flødebolle fra fynske og økologiske Summerbird Chocolaterie.

Skulle der være udsolgt på det ene værelse på Central Hotel, så book din staycation på to andre hoteller på Vesterbro – enten det farveglade Hotel Absalon tæt på Kødbyen med indretning af britiske Tricia Guild eller hvor Vesterbro bliver til København K på Hotel Alexandra, hvis du har passion for design fra den danske møbel-guldalder. Det er næsten som filmen ”Nat på Museet”.

Begge hoteller har udlejning af cykler til en frisk tur på cykel- stier og broer.

Foto Blomsterskuret Facebook

Den hvide dame på torvet og mad for ethvert budget

Kongens Nytorv huser en legendarisk institution i hovedstaden: Den hvide dame på torvet.

Ja, det er Hotel d’Angleterre, der her tales om.

Bo i en af hotellets mange typer suiter og få morgenmaden på sengen. Husets Michelin stjernebestøvede Restaurant Marchal laver take away ud fra de bedste råvarer i sæson til værelset eller din adresse uden for de hvide mure.

Du kan også få leveret mad til din suite, eller hvor du end befinder dig i hovedstaden fra nærliggende to-stjernede Michelin-restaurant, AOC. Her har man ladet eleverne fra både AOC og søsterrestauranterne, No. 2 og Trio, stå for en franskinspireret 3-retters menu dinér transportable.

Så bliver det ikke mere fransk fra palæets kælder, som til daglig styres af Christian Aarø og køkkenchef, Søren Selin, og de mere nordiske og moderne toner.

Har du lyst til noget helt andet lækkert og til et mindre budget, så findes der på Vesterbro det autentiske danske køkken hos Frk. Barners Kælder, og der er rigeligt med mad som hos farmor.

Kælderen ligger skråt over for Absalon Hotel og heller ikke langt fra Madklubben Vesterbro.

Her kan der, sammen med Madklubben Østerbro, hentes en 2-retters med tilkøb af dessert kaldet Weekendpakken, hvor du enten kan tage retterne med hjem og varme hovedretten op i egen ovn, eller hvis du bor på et hotelværelse med kitchenette.

Er I fra fire og op, så holder Madklubben Derhjemme åbent for catering i Hovedstadsområdet.

Foto Ditte Isager

Te- og kaffefavoritter og lidt til den søde tand

Har du brug for noget at holde varmen ved på en kold dag, så gå eller cykel forbi en moderne teoplevelser hos Sing Tehus fra 2006 som det første tehus af sin art i Danmark. Et stort fokus på den asiatiske tekultur med et særligt blik på sundhed og kvalitet finder du her.

Vil du dog gerne synde lidt til teen, så finder du et par gader længere væk konditori La Glace, hvor du kan supplere med et stykke kransekage eller en fastelavnsbolle fra det store sortiment hos tredje generation af Stagetorn Kolos familien.

Er du kaffedrikker her i kulden og trænger du til en god to-go oplevelse efter en tur på én af byens mange hvide, elektriske Bycykler fra de mange standere rundt i byen, så har hver en bydel deres kaffefavoritter.

Ved Frederiksberg Have på Smallegade bag rådhuset ligger Kaffevaerk klar efter en tur i kongens gamle jagtterræn.

Du finder også det populære Hart Bageri både på Gammel Kongevej og for enden af Strandgade på Christianshavn som engelskfødte, Richard Hart (tidl. noma), står bag.

Er du i nærheden af Amager, så er Alice øens bedste kaffebar.

Er du kun ude efter bagværk, så kan man ikke komme udenom Østerbros Juno the Bakery og deres kardemommesnurrer – verdensklasse.

Kaffe fra Alice Foto PR

2150 Nordhavn

Få hundrede meter fra Østerbro ligger Danmarks nyeste hotel Comwell Copenhagen Portside i Københavns Nordhavn som nabo til den eneste metrostation i byen med havudsigt.

Gå rundt i denne meget vellykkede bydel ved vandet med både ny og gammel arkitektur, som for øvrigt har fået sit eget postnummer 2150.

Få dagens rustikke ret fra det globale landkøkken eller Portside burger med oksekød fra fynske Grambogaard bragt op på værelset.

Savner du de varme krydderier fra Thailands sol her på Orientkaj, så bestil det bedste af det bedste gourmet takeaway med lokale grøntsager krydret med et solidt thailandsk islæt fra Michelin-restaurant Kiin Kiin To Go, som for øvrigt har fem outlets rundt i byen.

Takeaway KiinKiin Foto Rasmus Kramer Schou

Som du kan se, så er der ingen grund til at savne turen til udlandet, når København har så uendelig meget at byde på.

Bo hjemme eller på en af byens mange, smukke hoteller – verdens bedste hovedstad kan klare det hele.

God ferie!

Hvad: Vinterferietips med Mr. Copenhagen aka. Henrik Thierlein
Hvor: København
Hvornår: Vinterferien 2021
Hvordan: Følg Henrik Thierlein på hans nye Instagram-profil med tips og tricks til København og omegn

Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien