7 gode sommertips: Det skal du opleve på Christianshavn

Christianshavn på grænsen mellem Indre By og Amager kan meget vel tage prisen som Københavns hyggeligste bydel. I hvert fald hvis du spørger MigogKbh.
Især de mange gamle byhuse langs kanalerne, hvor flere lokale har deres båd liggende, er altså top-hyggelige.
Find her vores allerbedste tips til en dejlig dag på Christianshavn.

Lej en båd hos Friendships
Christianshavn er som sagt fyldt med kanaler, og vil du opleve stemningen helt tæt på – så skal du ombord på en båd.
Hos Friendships kan du leje en lille, eldrevet båd på timebasis og lige så stille cruise rundt i Københavns kanaler.
Bådene er lette at styre, og der er bord i midten, så man samtidig kan holde en hyggelig picnic til søs.
Læs mere og book en båd lige her.
Hvor: Trangravsvej 1, 1436 København K

Gå en tur rundt om voldene og besøg Christiania
Christianshavn er omgivet af vand og på modsatte side af Københavns Havn og Knippelsbro ligger Voldene.
Her kan du fint slentre rundt og nyde den smukke natur – både på en dejlig sommerdag og om vinteren med en kop varmt at drikke.
Undervejs støder du på fristaden, Christiania, der er åben for offentligheden.
Her kan du også lige så hyggeligt gå rundt og kigge på de mange sjove huse og besøge deres forskellige caféer.
Om sommeren er her ofte live musik, og fristaden er et populært sted for københavnerne at hænge ud – uanset om man er til hippiemiljøet eller ej.

Tag på madmarked
Hele to forskellige madmarkeder holder til på Christianshavn.
Ved Inderhavnsbroen finder du Broens Gadekøkken med et mindre og nøje udvalg af madboder.
Længere ude på Refshaleøen ligger Reffen, der er Nordens største madmarked med streetfood fra mere end 17 nationaliteter. Her er stemningen meget rå og urban.
Fælles for begge steder er at du kan få et lækkert måltid mad i hyggelige og uformelle omgivelser med både familie og venner.
Hvor: Broens Gadekøkken (Strandgade 95, 1401 København K) og Reffen (Refshalevej 167, 1432 København K)

Christianshavns bådudlejning
Få ting er lige så hyggelige som at drikke et koldt glas hvidvin på Christianshavns Bådudlejning en varm sommerdag.
Bådudlejningen er nemlig også en lille café i vandkanten, hvor du kan få et velfortjent hvil.
Man sidder helt ned til vandet, hvor du passende kan nyde godt af den livlige atmosfære i kanalen.
Får du lyst til en tur på kanalerne, så kan man også leje en god gammeldags træjolle.
Hvor: Overgaden Neden Vandet 29, 1414 København K

Noma
I en smuk have på Refshaleøen finder man også verdens tidligere bedste restaurant ifølge den prestigefyldte liste, The World’s 50 Best.
Noma blev i 2021 kåret som verdens bedste restaurant og modtog desuden deres tredje Michelin-stjerne.
Det var for alvor René Redzepi og hans stærke team, der satte Danmark og det nordiske køkken på verdenskortet.
Uanset om du skal spise her eller ej (som vi naturligvis gerne vil anbefale), så smut alligevel forbi og se restauranten, der er har haft enorm betydning for dansk gastronomi.
Hvor: Refshalevej 96, 1432 København K

Vor Frelser Kirke
Vor Frelser Kirke på Sankt Annæ Gade er mest kendt for sit spiralsnoede spir og den flotte guldfarve.
Men kirken er ikke bare flot udefra – du kan også komme op i den.
Der er 400 trin op til toppen, men udsigten heroppe er også helt fantastisk.
Her kan du nemlig frit skue ud over Christianshavn og resten af byen fra 90 meters højde. At komme op i tårnet er også et kæmpe hit for familiens mindste.
Hvor: Sankt Annæ Gade 29, 1416 København K

Gå på bodega
En anden ting man finder mange af på Christianshavn – det er gamle, brune værtshuse.
De har fået lov til at blive mere eller mindre urørte, og flere af dem af er mere end 100 år gamle.
Vi anbefaler Stærkodder, Eiffelbar og Fingerbøl, der tilsammen kaldes for ’Bermudatrekanten’.
Man kan ikke have besøgt Christianshavn uden at have været på bodega. Bum.