MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Det sker i weekenden: Gratis risengrød, fede film og stort loppemarked i København

Af Amanda Oline Petersen
Foto: PR, Liv Kastrup
Foto: PR, Liv Kastrup

Så er det atter blevet weekend. Og det er også nu, at kalenderen skifter til december.

Vi sørger endnu en gang for gode bud på, hvad du skal tage dig til ude i byen, og der er især mange aktiviteter i julens tegn.

Er du endnu ikke klar til at kaste dig ud i julemarkeder og juletræstænding, kan du i stedet hygge dig med en filmfestival fuld af eventyr, et virkelig stort loppemarked eller en omgang pizzabrunch.

Værsgo at dykke ned i denne uges weekendguide.

Nordic Adventure Film Festival tager dig med på eventyr. Foto: PR

Nordic Adventure Film Festival

Cinemateket lægger igen i år lærreder til en filmfestival for alle eventyrelskere og outdoor-fans.

Nordic Adventure Film Festival har eksisteret siden 1996 med visionen om at vise årets vigtigste adventure-film.

De inviterer dig til at deltage i en debat om rejser, eventyr og planetens velbefindende, og så kan du se en lang række fede film med ekstremsport, bjerge, eventyr og meget mere.

Verden er fyldt med uendelige eventyr, fra vores baghave til Himalaya og storbyens jungle.

Nordic Adventure Film Festival samler film fra hele verden, så alle med eventyrlyst kan opleve det på det store lærred, uanset om det er bjergbestigning, løb i ørkenen eller sejlads omkring Papua Ny Guinea.

Se programmet for festivalen og find billetter her.

Hvad: Nordic Adventure Film Festival
Hvor: Cinemateket, København K
Hvornår: Torsdag 30. november til søndag 3. december

Lopper i Bella. Foto: PR

Jule loppemarked i Bella Center

Igen er det tid til en kæmpe loppeweekend!

Både 2. og 3. december kan du besøge Københavns største indendørs loppemarked i Bella Center.

Med over 500 stadeholdere vil hallerne byde på alt fra designklassikere til retrofund, legetøj, tøj, lamper og hyggelige juleting.

Entréen er 40 kroner, og billetter kan købes via Billetlugen og loppemarkedibella.dk.

Hvad: Loppemarked i Bella
Hvor: Bella Center, København S
Hvornår: Lørdag og søndag 2.-3. december

Kulturtårnet på Knippelsbro. Foto: Jonas Bjørn

Væk julemanden på Knippels Bro

Weekenden har også noget for børnefamilien.

Kulturtårnet på Knippels Bro inviterer alle juleentusiaster til at vække Julemanden, og efter et års søvn i Kulturtårnets top kræver det mange børn for at vække ham.

Så her kan man møde op søndag kl. 12.30 under broen på Christianshavnsiden, hvor Kulturtårnets nisser vil kalde på Julemanden sammen med alle byens børn.


Og selvfølgelig skal man, hvis man har været artig i år, belønnes med en gratis slikpose, som julemanden traditionen tro deler ud.

Der vil være julestemning med børnekor fra Simon Peters kirke, højskolesang og gratis hjemmelavede æbleskiver.

Du kan holde dig varm med varm chokolade, kaffe, te og tårnkokkens hjemmelavede glögg, som kan købes under hele arrangementet.

Kulturtårnet på Knippelsbro holder åbent indtil kl. 18.00. Se mere på Facebook her.

Hvad: Julemanden vækkes på Knippels Bro
Hvor: Kulturtårnet på Knippelsbro ved Christianshavnsiden, København K
Hvornår: Søndag d3. december kl. 12.30-15

Foto: Grød på Hovedbanen, Frelsens Hærs facebookside

Gratis risengrød på Hovedbanen

Ingen december uden minimum én omgang grød til maven. Og gerne med smørklat og kanelsukker til. Mmmh.

Frelsens Hær holder julebal på Københavns Hovedbanegård fredag aften, hvor alle er inviteret, og der er gratis risengrød.

Her skabes magi med et hornorkester, der spiller livlig musik og spreder den juleglæde, der skal til.

Det er fredag kl. 18-20, du kan erstatte aftensmaden med risengrød.

Se mere på Facebook her.

Hvad: Gratis risengrød
Hvor: Københavns Hovedbanegård, København V
Hvornår: Fredag 1. december kl. 18-20

Foto: Brunch, Diamond Slices, PR

Brunch hos Diamond Slices

Det er koldt, og det er mørkt, men solen vil skinne klart på Blågårds Plads på søndag.

Det når Diamond Slice topper de skiver, du kender og elsker, med spejlæg og hollandaisesauce.

De afholder nemlig deres famøse pizzabrunch igen.

De åbner lidt tidligere, nemlig kl. 10.00 og bliver ved indtil kl. 16.30, hvor du kan komme og prøve en Sliceshouka med gedefeta, dukkah og tomater, eller den snart klassiske Benny Slice med skinke, spejlæg og masser af hollandaisesauce.

Der er Hot Cakes med mascarpone og canadisk ahornsirup til dem, der trænger til noget sødt, og selvfølgelig Bloody Marys og Irish Coffee at skylle det hele ned med.

Hvad: Diamond Slices Brunch
Hvor: Diamond Slices, København N
Hvornår: Søndag 3. december kl. 10-16.30

Foto: Julestue hos Blox, Blox’ Facebookside

Julestue hos BLOX

Er du i julehumør? Så tag til julestue i BLOX i weekenden.

Her kan du lytte til julemusik, lave guirlander, flette julehjerter, lave juledekorationer, trække popcorn på tråd, sætte nelliker i klementiner, spise pebernødder og blive ansigtsmalet og meget, meget mere.

Både lørdag og søndag er der åbent i tidsrummet 12.00-16.00. Deltagelse koster 50 kr. pr. person (gratis for børn i alderen 0-4 år).

Når du køber en billet, skal du vælge et tidsrum på en times varighed.

Og så kan du i deres cafe BLOX EATS købe forfriskninger, blandt andet sandwiches og lette retter, lidt forskellige julegodter og drikkevarer.

Se mere og køb billet her.

Hvad: Julestue på BLOX
Hvor: BLOX, København K
Hvornår: Lørdag og søndag 2.-3. december kl. 12-16

FindersKeepers. Foto: PR

Finders Keepers Designjulemarked

Til FindersKeepers Christmas Design Market forvandles den smukke gamle vaskerifabrik, Fabrikken på Amager, til et ægte juleeventyr for alle designere og designentusiaster.

Med smukke og unikke sager fra nogle af nutidens mest lovende brands, kunstnere og kreative iværksættere finder du ting inden for alt fra møbler, interiør og kunstværker til mode, smykker og planter.

En dagsbillet koster 50 kr., og for 70 kr. kan du få adgang hele weekenden. Børn under 12 år kommer gratis ind. Køb billet her.

Og hvis du leder efter flere gode julemarkeder, skal du hoppe over på vores kæmpe store julemarkedsguide. Der finder du alle byens bedste markeder, både store og små, og vi tilføjer hele tiden nye.

Hvad: Finders Keepers Design Christmas Market
Hvor: Sundholmsvej 46, København S
Hvornår: Lørdag og søndag 2.-3. december kl. 11-17

Foto: Frederiksberg Kommune

Juletræstænding på Frederiksberg

Julen bringer mange traditioner med sig, og en af de store i hovedstaden er juletræstændingen.

Både Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune skaber julestemning ved hvert år at tænde lys i store juletræer foran rådhusene.

Frederiksberg Kommune er nu på lørdag klar til årets juletræstænding, der igen byder på underholdning og juleaktiviteter.

Arrangementet begynder kl. 15, og ud over selve tændingen af juletræet vil dagen inkludere god musik, underholdning, aktiviteter og masser af julehygge.

Juletræet tændes kl. 16.30, når mørket er faldet på, og det er naturligvis gratis at deltage i denne traditionsrige begivenhed.

Hvad: Juletræstænding
Hvor: Frederiksberg Rådhus, Frederiksberg
Hvornår: Lørdag 2. december kl. 15

Foto: Københavns Kommune, Facebook

Juletræstænding på Københavns rådhusplads

Det er også søndag, juletræet foran Københavns Rådhus tændes.

Sådan er det altid første søndag i advent, og det er atter julemanden, der får æren af at tænde lysene.

Børn vil elske at være med, for der er sørget for hyggelige aktiviteter for de små.

Arrangementet begynder kl. 15.30, og træet tændes kl. 16.

Der er gratis adgang for folk i alle aldre og næsten garanti for at komme i boblende julehumør.

Hvad: Juletræstænding
Hvor: Rådhuspladsen, København
Hvornår: Søndag 3. december 2023 kl. 16

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien