Din weekend i København: Lysfestival, fastelavnsbolle-jagt og unikke takeaway pakker

Så blev det weekend og igen tid til at være kreativ.
For hvordan underholder man egentlig hele familien eller har en hyggelig tid med sine nærmeste venner, når hele byen (stadig) er lukket ned?
Læs vores fem gode bud her.

Fastelavnsbolle-jagt
Vi er gået all-in på flødeskum i år, men de gammeldags fastelavnsboller fortjener altså også en smule mere kærlighed.
Du ved, den af gærdej med vaniljecreme eller remonce indeni og med glasur på toppen.
Vi har besøgt et par af byens allerbedste bagere og fundet seks gode gammeldags fastelavnsboller, som du ikke må snyde dig selv for.
Se vores seks favoritter lige her.

Copenhagen Light Festival
Copenhagen Light Festival gennemføres trods corona-situationen og kommer til at foregå fra 5. til 27. februar.
På festivalen kan du opleve mere end 30 farverige lysinstallationer, som spredes ud over byen og skaber lys i det ellers så triste vintermørke.
Grundet corona-situationen indeholder programmet denne gang ingen begivenheder eller talks, der samler grupper af mennesker, men arrangørerne lover, at der stadig vil være masser af fascinerende lyskunst at se på.
Hvor: Flere steder i byen
Hvornår: 5.-27. februar 2021

Nyd unikke takeaway pakker
I denne weekend runder vi også vores helt egen takeaway-festival af.
Skal du nå at nyde takeaway fra nogle af byens bedste steder, så er det ved at være tid til at bestille.
Du kan blandt andet se frem til to lækre stykker smørrebrød fra Restaurant Carl Nielsen, sprøde tacos fra nyåbnede Zócalo på Frederiksberg eller et overdådigt skaldyrsfad fra en ægte familierestaurant på Østerbro.
Valget er dit, og flere steder sparer du op til 30%.
Se det store udvalg lige her.

Afternoon tea to go
Selv om man ikke kan gå ud at spise i øjeblikket, er der stadig rig mulighed for at få god mad og drikke fra mange af Københavns cafeer og restauranter, for mens corona-restriktionerne holder det meste af byen lukket, bliver der lavet takeaway i rigelige mængder.
Og nu er endnu en københavnerklassiker trådt ind på takeaway-banen med et corona-venligt koncept.
Det er te-pusheren A. C. Perchs Thehandel, der nu giver dig mulighed for at nyde afternoon tea hjemme i din egen stue.
Pakken koster 175 kr. og indeholder følgende:
- 2 x scones
- 2 x tilbehør (marmelade/lemoncurd)
- 3 x finger sandwich
- 2 stk petit four
- 1 dåse te efter eget valg (ca. 8 gram)
Hvor: A. C. Perchs Thehandel, Kronprinsensgade 5, København K
Hvornår: Fredage og lørdage

Kunstudstilling på facaden
Hvis du savner lidt farver at kigge på her i den mørke corona-vinter, kan du med fordel kigge forbi Oslo Plads.
En gruppe kunstnere har givet den fuld gas med maling og pensler for at udsmykke Den Frie Udstillingsbygning, som ligger over for Østerport Station.
Den Frie Udstillingsbygning skulle have dannet rammen om en udstilling skabt af kunstnersammenslutningen Koloristerne, men grundet corona-nedlukningen er udstillingen aflyst, fordi Den Frie Udstillingsbygning ikke må holde åbent.
En gruppe af de kunstnere, der skulle have udstillet inde i bygningen, synes dog ikke, at københavnerne skal snydes for en farvestrålende kunstoplevelse, og derfor har de skabt en alternativ kunstnerisk manifestation på Den Frie Udstillingsbygnings facade.
Den gamle bygning, som er fredet, er nu blevet pakket ind i kæmpestore malerier, og så kan alle interesserede lægge vejen forbi og få en udendørs kunstoplevelse.
Hvor: Oslo Plads 1, København Ø
Hvornår: Til 21. februar 2021
Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram