Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Flip og Kbh: Hot DJ og kunstfotograf guider os til sit København

Af Kaspar Mørk Arianto

Han har spillet til Mariah Careys fødselsdag på D’Angleterre, skudt billeder af indfødte amerikanere i Milwaukee og drømmer om en god juicebar tæt på sit hus i Kastrup.

36-årige Christopher ”Flip” Egeberg er spændt ud mellem kreative og til tider ekstreme kontraster.

MigogKbh har mødt Flip til en snak om hans forhold til vores alle sammens hovedstad op til åbningen af hans nye udstilling i Bredgade.

Lad os starte med det åbenlyse spørgsmål: Hvordan ender man med en karriere delt mellem at være hypet DJ og ditto fotograf?

”Jeg har altid været utrolig glad for musik, men kunne hverken synge eller spille på et instrument. Men jeg vidste, at jeg ville kommunikere med mine venner og med fremmede gennem lyd, og derfor var det en kæmpe åbenbaring, da jeg første gang oplevede en professionel DJ på en scene.

Nu har jeg selv spillet København og resten af verden tynd til modeuger og fester gennem tyve år, og i de sidste femten har jeg kunnet leve af det,” fortæller Flip og uddyber:

”På samme måde har jeg en særlig visuel sans for ting. Jeg ser detaljer og vinkler, som andre måske ikke ville lægge mærke til.

Det var min kæreste, der gav mig det kærlige skub og fik mig til at fokusere på at lære mit kamera rigtigt at kende ved hjælp af et års youtube tutorials på sofaen.

Det kulminerede i min første udstilling med billeder fra Cuba, som blev skabt i samarbejde med Havana Club for 1,5 år siden.”

Forelsket i boligkompleks tæt på Alicante

I denne weekend er du klar med en ny udstilling, hvad kan man forvente af den?
“De sidste to udstillinger, jeg har lavet, har fokuseret meget på mennesker.

Først på Cuba og derefter i USA. Denne gang er det noget helt andet. Noget lidt nørdet og næsten dogmeagtigt.

Jeg har forelsket mig i et nedslidt boligkompleks 80 kilometer fra Alicante ved navn Muralla Roja. Der er adgang forbudt for uvedkommende, så jeg lejede mig simpelthen ind i en lejlighed i te dage tilbage i foråret og skød billeder af farvede vægge og smukke steder morgen, middag og aften, indtil lyset var helt perfekt.

Jeg er super stolt af de få, men store billeder, der er kommet ud af det.”

Sejt at forelske sig i en spansk badeby. Men hvad gør dig forelsket i København?
“At vi bor i en lille storby.

Eller med andre ord en storby, der er lille nok til, at det er nemt at komme rundt. Hvor vi kan støde ind i folk, vi kender.

Alligevel er den stor nok til at have kvarterer med hver sine fantastiske egenskaber. Og så bliver jeg forelsket, når det er sommer i København.

Når folk hopper i vandet ved Islands Brygge, bruger byen i de lyse aftentimer og cykler brune og smukke rundt i sommerkjoler.

Altså mest kvinderne, ik’?!” griner Flip.

Er der så omvendt noget, du ikke kan udstå ved vores by?
”Det må være den der trang til at bygge nye, kedelige og internationale bygninger i glas og stål alle vegne og i rekordtempo.

Det er hvidt og sjæleløst og røvsygt. Vi skal i stedet blive bedre til at værne om de særlige ting og udtryk, der gør brokvarterne og København til noget særligt.

Og så hader jeg vinter i København. At den varer seks måneder. Alle pakker sig ind og gemmer sig væk derhjemme for at se TV.

Man ser ikke sine venner og bruger ikke byen på samme måde om vinteren.”

10 københavner-tips fra Flip

 

Når jeg spiser på min yndlingsrestaurant… ”får jeg etiopiske pandekager med fyld, som skal spises grimt og intenst med fingrene hos Ma’ed i Griffenfeldsgade på Nørrebro.”

Når jeg skal drikke gode cocktails… ”er det på Sukaiba på toppen af Bella Sky i Ørestad. Måske fordi jeg også har lavet playlisterne til baren og restauranten derude.”

Når jeg skal feste igennem… ”tager jeg på Culture Box i Kronprinsessegade.”

Hvis jeg pludselig har en fridag… ”tager jeg til Christianshavn for at nyde stemningen og kigge på mennesker.”

Når jeg vågner op med tømmermænd… ”tager jeg ud til Kongelunden på Amager og går en lang tur og ser flyene dale ned over vandet med kurs mod lufthavnen.”

Når jeg drikker kaffe… ”gør jeg det ikke. Jeg hader kaffe. Jeg vil hellere have en friskpresset juice. Jeg kan ikke lige sige hvor, men jeg drømmer bare om at få en god juicebar i nærheden af der, hvor jeg bor. Ja, du kan godt sige, at jeg fantaserer om en gentrificering af Kastrup, haha!”

Når jeg skal koble af… ”spankulerer jeg rundt på Glyptoteket eller Thorvaldsens Museum.”

Når jeg vil se på kunst… ”går jeg på opdagelse i gallerierne på Vesterbro og i Kødbyen.”

Når jeg shopper nyt tøj… ”foregår det hos Storm i Store Regnegade eller online fra designeren Martin Asbjørn.”

Hvis jeg skulle sende et postkort fra København til en ven, skulle motivet være… ”Christianshavns Kanal fotograferet fra en båd på en sommerdag.”

Du kan komme med rundt i Flips København, når han laver en take-over af @migogkbh på Instagram nu på fredag den 9. november. Klik ”følg” allerede nu, så du ikke går glip af noget.

 Derudover kan du opleve udstillingen Muralla Roja i Galleri Bredgade 22 fra den 9. til den 13. november. Se åbningstider og info her

Del artikel

Andre læser også