MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

På særlig scene: Dronning Margrethe og Phillip Faber laver ny forestilling i København

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Keld Navntoft /Tivoli
Foto: Keld Navntoft /Tivoli

Pantomimeteatret har i år eksisteret i Tivoli i 150 år, og det skal selvfølgelig markeres med manér.

Derfor sættes der særligt fokus på balletten i forlystelseshaven, og en af de forestillinger, du kan se frem til, bliver H.C. Andersens klassiske eventyr om Klods-Hans.

I en pressemeddelelse oplyser Tivoli, at man har samlet et stærkt hold til at stå for forestillingen.

Det bliver den prisbelønnede koreograf og solist ved Den Kongelige Ballet Tobias Praetorius, der klarer koreografien, mens musikken er skrevet af komponist, dirigent og tv-vært Philip Faber, og Dronning Margrethe laver scenografi og kostumer.

For niende gang

Klods-Hans bliver den niende forestilling i Tivoli med Dronning Margrethe som scenograf.

“Jeg har jo prøvet at lave forestillinger til Pantomimeteatret før og har en god fornemmelse for, hvad der virker godt på den lille scene. Det glæder jeg mig til at gå i gang med sammen med de øvrige kræfter bag forestillingen,” fortæller Dronning Margrethe og fortsætter:

“Der er så mange muligheder i eventyret om Klods-Hans, som jo er en person, man ikke kan lade være med at holde af, og det giver os mange muligheder på scenen. Det skal gerne blive en morsom forestilling, og jeg glæder mig til at se eventyret folde sig ud på scenen.”

Tidligere har Dronning Margrethe været med til at lave Askepot, Fyrtøjet og Svinedrengen på Pantomimeteatret, lige som hun har været med til at skabe to store anmelderroste balletter i Tivolis Koncertsal – nemlig Nøddeknækkeren og Snedronningen.

Premiere til sommer

Phillip Faber, der har skrevet musikken til Klods-Hans, er en alsidig kunstner, som for få år siden blev et kendt ansigt for stort set hele Danmark.

Det skete under Covid-19, hvor han var vært på Fællessang-programmerne på DR, der samlede nationen. Men han har også i ti år været chefdirigent for DR’s pigekor.

Koreograf og solist på Den Kongelige Ballet Tobias Praetorius er klar til at skabe de mange trin i balletten om Klods-Hans, og ifølge Tivoli har han et stort potentiale og er uden tvivl et af de store kommende navne på den internationale balletscene. 

“At få lov til at skabe en ny eventyrballet til Pantomimeteatrets magiske scene i Tivoli er for mig et kæmpe privilegium og en barnedrøm, som går i opfyldelse,” siger Tobias Praetorius og fortsætter:

“Skabelsen af en ny ballet er en holdindsats, og jeg er så heldig at have det stærkeste kunstneriske hold omkring mig i Phillip Faber som komponist og H.M. Dronning Margrethe som scenograf og kostumedesigner. H.C. Andersens var et geni til at fortælle historier, og det fantastiske ved kunstformen ballet er de følelser og karakterer, som man kan udtrykke igennem dans, musik og teatermagi.”

“Min drøm med denne ballet er, at Tivolis publikum kan blive suget ind i H.C. Andersens skønne og ‘klodsede’ eventyrunivers, og forhåbentlig kan tage en følelse eller stemning af eventyrsmagi med hjem.”

Forestillingen får premiere 22. juni 2024 og kan opleves på udvalgte dage frem til 25. august.

Del artikel

Andre læser også