MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Du kan nå det endnu: Ikonisk Irma-udstilling samler alt det bedste

Af Flemming Frøde
Foto Flemming Frøde
Foto Flemming Frøde

Det sidste Irma skilt, vistnok et på Østerbrogade, er nu slukket og taget ned, og 138 års detailhistorie er pakket sammen og gemt væk.

Meningerne er mange og delte, så for ikke at puste til ilden og starte en ny protestbevægelse, må vi hellere blot konstatere:

Irma-pigen er gået på permanent pension og har fået plads på ”SUPER-plejehjemmet” sammen med andre gamle ”SUPER-helte”  fra fortiden som for eksempel Frikøb, Vivo, Prima og Favør.

Og dog – Irma Bredgade holder fanen højt – i hvert fald frem til 11 august. 

Designmuseum Danmark har siden 1. februar hostet en lille perle af en særudstilling.

Og nej, du kan ikke købe hverken den blå Irma Kaffe, Præstetanker, Okseblod eller Mao-sko, men du kan se det hele, og du kan mindes de gode tider.

Foto Flemming Frøde

En udstilling med stor betydning

Særudstillingen er ikke voldsom stor.

Ja, det er vel nærmest kun et rum, men hvad gør det, når det er et rum spækket med klassikere, der i form og farver har betydet en hel masse for de fleste danskere?

Og ja, jeg ved godt, at Irmas eventyr uden for København vel næppe kan kategoriseres som kæmpe succeser, men lur mig om ikke et stort antal Irma Kunstdåser, Kunstposer, Irma dukker og mao-sko alligevel har fundet vej med færgen hjem til Fyn og Jylland.

Vidst du at ………….

  • Irma i begyndelsen blevet stavet JRMA, hvilket med stor sandsynlighed var forkortelse for Johannes Rasmussens Margarinefabrik
  • Irma hønen v/Søerne blev installeret i 1936. Hønen lægger 7 æg i minuttet, så du kan selv hive Irma kuglerammen frem, men du skal lige modregne de perioder hvor den har været slukket: Under besættelsen, energikrisen i 70’erne og i 2017, da Irma hønens hønsehus skulle have nyt tag
  • Den første Irma plastic kunstpose så dagens lys i 1970 og udkom siden hen i hele 434 forskellige udgaver
  • At Irma i 1960’erne producerede engangstrusser i papir, så den solhungrende charterturist kunne pakke let og have flere toldfrie cigaretter med retur
  • Irma kunne i 1986 fejre 100-års jubilæum og valgte i den anledning at få kunstneren Per Arnoldi til at udvikle nye farver til supermarkedskædens mælkeprodukter. De nye farver holdt ikke længe, for kunderne kunne ikke vænne sig til dem og kom til at indkøbe forkerte varer. F.eks. var emballagen på letmælken orange og kaffefløden grøn. Den gik ikke

Læs mere om udstillingen på deres hjemmeside her.

Designmuseum Danmark har åbent tirsdag til søndag fra kl. 10 til 18. Torsdag helt indtil kl. 20.

Foto Flemming Frøde

Entréprisen er 100 kr. for voksne. Børn under 17 år er gratis.

Museet rummer adskillige andre udstillinger for samme billetpris, så ‘value for money’ er nærmest en underdrivelse. 

Afsæt du roligt adskillige timer og planlæg et pitstop i caféen og nyd nu endelig den smukke gårdhave.

Den kan du læse meget mere om her.

Hvad: ‘Irma – En Designhistorie’ på Designmuseum Danmark
Hvor: Bredgade 68, 1260 København K
Hvornår: Frem til d. 11. august 2024. Lukket om mandagen

Del artikel

Andre læser også