Du må gerne lege med den – bare du ikke løber for langt væk: Ny T-shirt vil sætte grænser i byen
9 ud af 10 københavnere har fået overskredet deres grænser, når de går i byen.
Dét skal en ny T-shirt hjælpe med at lave om på.
For det er ikke noget, der sker bare en gang i mellem. Næsten seks ud af 10 svarer i en ny undersøgelse, at de er blevet chikaneret i nattelivet mere end fem gange.
Og især i København bliver der gramset, råbt og overtrådt grænser som aldrig før.
“København er en storby med et blomstrende kulturliv, hvor nye scener vokser frem og bliver mere populære blandt københavnerne, og som en koncertarrangør, der præsenterer elektronisk musik, opererer vi primært i nattelivet, så selvfølgelig er vi opmærksomme på, at så mange som muligt føler sig velkomne og får nye gode musikoplevelser,” siger Kamilla Kaufman fra Escapism til MigogKbh.
De er derfor gået sammen med designer Nikolaj Storm, natklubben Den Anden Side, og spiritusbrandet Absolut om at skabe en t-shirt, der skal gøre opmærksom på den triste realitet, at grænseoverskridende adfærd og uønskede seksuelle tilnærmelser i nattelivet er blevet en normalitet.
“Som en designer, der arbejder meget med musikere og DJs, finder jeg stor inspiration i nattelivet, så da Escapism rakte ud og foreslog at gå sammen om at gøre opmærksom på problemet og indsamle penge til Unge Ravne-programmet var jeg ikke et sekund i tvivl,” siger Nikolaj Storm, der har designet ALLY TEE.
T-shirten er designet som en unisex fodboldtrøje, der er behagelig at danse i hele natten.
Og så får du endda god samvittighed af at have den på til de hurtige trin.
“Al overskuddet fra t-shirten går til Natteravnenes program for unge, der arbejder for et mere sikkert og trygt natteliv ved at træne Unge Ravne, der er til stede på klubber og barer og deltager ædru i festen sammen med andre unge,” lover samarbejdsparterne.
Dance Floor Ally
Med teksten ‘Dance Floor Ally’ – deraf navnet ALLY TEE – på brystet opfordres publikum til at passe på hinanden på ‘floor’, men også til at have det sjovt, være til stede og være sig selv – og pakke telefonen væk, når man er på dansegulvet. T-shirten indeholder detaljer, såsom en skytsengel og graffiti med teksten ‘DON’T BE A CREEP’.
“Vi har vel alle oplevet at blive berørt på et dansegulv eller blive stirret på igen og igen på en bar eller en natklub. Det er nærmest normalt. Men sådan burde det ikke være. Drømmen er, at vores ALLY TEE kan starte en debat, der får flere natklubber til at være ambassadører for safer-space-principper,” siger Kamilla Kaufmann fra Escapism, der står bag idéen.
Safer-space
Den Anden Sides ejerkreds er kendt for implementering af safer-space-principper i klubmiljøet og har bl.a. et Awareness Team. Principperne er normale i byer som Berlin, Bruxelles, Amsterdam og London.
Men i Danmark er det primært i undergrunden, at principperne er implementeret.
“Vi føler et stort ansvar som nattelivsfacilitator og som en natklub, der omfavner en stor gruppe minoriserede nattelivsbrugere. Gennem tiden har vi udviklet en særlig sensitivitet for den enkelte gæsts oplevede tryghed, og vores værnen om fællesskabet og den vibe, der skal til for at rumme en fest, som er bygget på gensidigt hensyn,” siger Denise Garbov, der er medejer af Den Anden Side og safer space-specialist.
“En del af at indgå i en fest er dog også ofte forbundet med at udforske grænser, slippe hæmninger, og indgå i handlinger, som kan være risikofyldte. Derfor har vi brug for awareness-medarbejdere, som hjælper gæsterne med at håndtere og navigere i problemer, som kan være utryghedsskabende eller ubehagelige for gæsten og fællesskabet. Denne praksis er en af kerneelementerne i at opretholde et safer space,” fortsætter hun.
Spiritusbrandet Absolut er også involveret som partner i projektet.
“Absolut Vodka har i mere end 40 år støttet op om inklusion og mangfoldighed samt retten til at kunne udtrykke sig frit. Som et af verdens førende spiritus brands har vi et ansvar for at tage en aktiv del i at skabe et bedre natteliv for alle. Vores globale initiativ Absolut Ally, som sigter mod at give uddannelsesmæssige ressourcer og pengedonationer til at skabe mere sikre og inkluderende rum i nattelivet, er et perfekt match med t-shirtens budskab ’Don’t Be A Creep’,” fortæller Jesper Fruensgaard, Brand Manager, Absolut Vodka.
ALLY TEE kan købes på www.nikolajstorm.com til 400 kr.
T-shirten er limited edition og kommer i størrelserne XXS – XXXXXL.