Efter flere års diskussion: Nu kommer der endelig gratis bind og tamponer på KU
De fleste caféer med respekt for sig selv har gjort det længe.
Flere værtshuse og virksomheder er også begyndt på det
Og nu er turen så efter 10 års debat endelig kommet til, at de studerende på Københavns Universitet kan få gratis bind og tamponer på universitets toiletter.
At det kan tage 10 år for de studerende at få universitet med på det i 2024 kan for mange være lidt af en gåde.
En af dem, som derfor glæder sig meget over, at det endelig sker, er Nikoline Prehn, der er næstformand i Frit Forum.
“Ved sidste års univalg havde vi i Frit Forum netop gratis bind og tamponer som vores mærkesag, og når vi har været rundt på alle de forskellige campusser på KU, er vi virkelig blevet mødt af en masse studerende, som synes, det er en virkelig vigtig sag,” siger hun til MigogKbh.
“De fleste, der menstruere, kan genkende sig selv i den utryghed, det kan medføre, at man for eksempel ikke lige er helt sikker på, hvornår man får menstruation, og at det så bare kan gøre en kæmpe forskel, at man ved, at man ikke er nødt til at tage hjem fra uni, hvis man får menstruation ud af det blå og ikke har fået en tampon med,” fortsætter hun.
Men, hvorfor er det særligt vigtigt på et universitet, sammenlignet med så mange andre steder?
“Vi studerende har vores daglige gang på universitetet, og det er derfor vigtigt, at vi har adgang til gratis bind og tamponer. Hvis man for eksempel skal til forelæsning og pludselig får menstruation, er det vildt ærgerligt, hvis man så må tage hjem og går glip af undervisning, fordi man ikke lige havde taget et bind med i tasken,” siger Nikoline Prehn og tilføjer:
“Derfor kommer det til at gøre en stor forskel, at man kan være tryg i, at der altid er bind og tamponer på uni.”
Umiddelbart virker det til, at aftalen om fri adgang til bind og tamponer vil have minimale økonomiske konsekvenser for universitetet, men gøre en stor forskel for de studerende, som menstruerer.